Vores 6 hedeste ønsker forud for Emmy-nomineringerne – med Millie Bobby Brown, Aziz Ansari og Melissa McCarthys Sean Spicer-parodi

Vores 6 hedeste ønsker forud for Emmy-nomineringerne – med Millie Bobby Brown, Aziz Ansari og Melissa McCarthys Sean Spicer-parodi
Foto: Netflix

Når Emmy-nomineringerne 2017 offentliggøres på torsdag lægges der efter al sandsynlighed i kakkelovnen til det mest åbne ræs om tv-verdenens Oscar i adskillige år.

Emmy har ellers ry for at være en gabende forudsigelig affære – ’Modern Family’ vandt for eksempel for bedste komedieserie hele fem år i streg, og ’Game of Thrones’ har sat sig tungt på prisen for bedste dramaserie siden ’Breaking Bad’ løb med sit sidste Emmy-trofæ (ud af mange) i 2014. Alt imens ’Girls’ og Lena Dunham derimod er blevet kategorisk ignoreret i de større komediekategorier.

Særligt 2016 stod i GOT’s tegn, da en sand Emmy-regn begavede HBO-serien med 12 gyldne statuetter – hvorfor GOT da også satte ny Emmy-rekord med i alt 38 vundne priser igennem årene (og dermed vippede ’Fraiser’ af pinden som tidligere Emmy-champion).

Men nu rystes posen, først og fremmest grundet GOT’s fravær blandt de nominerede i dramakategorierne. For at blive Emmy-nomineret skal en serie således have vist mindst seks episoder af en sæson mellem den 1. juni 2016 og den 31. maj 2017. Og det vindue har GOT’s udskudte syvende sæson altså misset.

Hvem samler faklen op, og vinder for bedste dramaserie? Det skorter ikke på kandidater, fra de debuterende serier ’The Handmaid’s Tale’, ’Stranger Things’, ’Westworld’ og ’The Crown’, til ’The Leftovers’ geniale sidste sæson og ’Halt and catch fire’s tredje. Og for en gangs skyld er det svært at pege på en entydig Emmy-favorit.

Her er vores seks største ønsker til årets Emmy-uddeling, der løber af stablen den 17. september med Stephen Colbert som vært:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. De unge vilde sejrer i komediekategorierne

Kender man Emmy ret, tangerer vores forhåbninger om at se ’Girls’, ’Master of None’ og – hvis de kreative Emmy-vande går historisk højt – ’Fleabag’ spinde prisguld i komediekategorierne ønsketænkning.

’Veep’, ’Modern Family’ og ’Transparent’ har igennem flere år været Emmy’s go-to-vinder-komedieserier, men – med al respekt for de tre fortræffelig titler – nu fortjener den yngre generation at komme til bordet.

’Girls’ sjette og sidste sæson var seriens stærkeste, og den sublime enkeltstående episode ’American Bitch’ burde alene være nok til at sikre Lena Dunham prisen for bedste manuskript i en komedieserie.

Samme statuette kunne dog også lande i hænderne på Aziz Ansari og samarbejdspartneren Alan Yang for ’Master of None’s mesterlige anden sæson, hvis enkeltstående episode ’New York I love you’ (bottle-episodes var et stort hit i år) gnistrede af skarpe dialoger værdig en (af de gode gamle) Woody Allen-film.

’Girls’ bør – som minimum – nomineres til bedste komedieserie, manuskript og bedste cast, og Lena Dunham og Adam Driver inkluderes i skuespilkategorierne, side om side med Aziz Ansari.

Men ’Master of None’ og ’Girls’ vil få benhård konkurrence fra ’Atlanta’ og ’Black’ish’, der begge hjemtog Golden Globes tilbage i januar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. SNL og Melissa McCarthy belønnes fyrsteligt

Apropos komediekategorierne: Der er ingen retfærdig til i denne verden (eller humor i Emmy), hvis ikke Melissa McCarthy hjemtager både nominering og pris for bedste kvindelige gæsterolle i en komedieserie for sine gal-geniale Sean Spicer-parodier i ’Saturday Night Live’.

McCarthys spot-on forvandling til Det Hvide Hus’ stærkt udfordrede og evigt aggressive pressechef har været i en komedieklasse for sig, og det i en SNL-sæson, hvor niveauet i forvejen har været tårnhøjt og den politiske satire akut tiltrængt overfor Capitol Hills kolbøttefabrik.

Sidste år vandt SNL-kollegaen Kate McKinnon Emmy’en for bedste kvindelige birolle i en komedieserie, og med mindre Emmy-panelet (også) er blevet hacket af russerne, står komikeren til at blive en af front-runnerne igen – ikke mindst takket være sine Hillary Clinton-parodier under valgkampagnen.

Derudover ville det kun være Alec Baldwin vel undt, om ikke også han modtog en nominering for sine Donald Trump-sketches, mens både Tom Hanks og Dave Chapelle kunne gå hen og få nomineringer for bedste mandlige gæsterolle i en komedieserie.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Årets underdogs får et overraskende shout-out

Det ville klæde Emmy at sende lidt nomineringskærlighed ud til nogle af det forgange års mere skæve serietitler – deriblandt det eminente X-Men-spin-off ’Legion’, komedieserierne ’Catastrophe’ og ’Fleabag’, det helt igennem balstyrige sansebombardement ’American Gods’, racesatiren ’Dear White People’ og Pamela Adlons lille komedieperle ’Better things’.

I lighed med Oscar-showet er Emmy alt for ofte de gamle travere og sikre sværvægteres klub, men i et år hvor Emmy-kendinge som ’House of Cards’ og ’Modern Family’ har tabt mærkbart kvalitets-terræn, ’Downton Abbey’ er lagt i graven og GOT ude af konkurrence, er det oplagt, at prisuddelingen tager på sin kappe at tildele et mere diversificeret seriespektrum opmærksomhed.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’Stranger Thing’s cast går hele vejen

Det skulle undre meget, hvis ikke charmetrolden og Hollywoods purunge it-pige du jour Millie Bobby Brown nomineres som bedste kvindelige birolle i en dramaserie for sit intense portræt af Eleven i ’Stranger Things’.

Om hun også kan hjemtage prisen er mere usikkert – Brown skal formentlig op mod kolleger som Thandie Newton for ’Westworld’ og tidligere Emmy-vinder Uzo Aduba for OITNB – men vi hepper gerne på stjernefrøet.

Herudover bør ’Stranger Things’ tildeles trofæet for bedste cast i en dramaserie, og efter at have vundet netop denne pris ved årets SAG Awards i januar, spås Netflix-serien gode chancer. I så fald krydser vi fingre for endnu en gif-værdig rekation fra Winona Ryder.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’The Handmaid’s Tale’ og/eller ’The Leftovers’ tager kronen fra ’The Crown’

Ved Golden Globe-uddelingen i januar vandt ’The Crown’ prisen som bedste dramaserie, og hovedrolleindehaver Claire Foy for bedste skuespillerinde.

Og ’The Crown’ er da også et uomtvisteligt velproduceret kostumedrama, der kompenserer for manglende originalitet med fremmelige skuespilpræstationer og scenografi til over 100 millioner Netflix-dollars.

Serien er af den rette grandiose og ærkebritiske støbning, som Emmy bliver blød i knæene over, præcis som med ’Downton Abbey’. Men i dette års felt kan ’The Crown’ ikke matche hverken ’The Handmaid’s Tale’, ’The Leftovers’ eller den fuldstændigt skamløst Emmy-ignorerede ’Halt and catch fire’.

Vi håber, at kampen om bedste dramaserie vil stå mellem ’The Leftovers’ og ’The Handmaid’s Tale’ ­– med ’Stranger Things’ og ’Halt and catch fire’ som jokere – og det vil derfor være noget nær skandaløst, hvis Emmy eksempelvis møver tåreperseren ’This is us’ (der har stort Emmy-momentum i skrivende stund) eller, af ren og skær vane, ’House of Cards’ ind i slutspurten.

Blandt dramakategoriens skuespillerinder vil Elisabeth Moss fra ’The Handmaid’s Tale’ forhåbentlig stå overfor Carrie Coon fra ’The Leftovers’, og skønt dén duel er tæt på et tie-break så vi gerne Emmy’en gå til Moss, der for størstedelen af ’The Handmaid’s Tale’ egenhændigt bærer serien på sin blodskamsrøde kappe.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ’Black Mirror’ nomineres for bedste tv-film, manus og cast

Ulig de fleste antologiserier der fortæller en ny historie i hver sæson – ’Fargo’, ’American Crime Story’, ’Feud’ – er Netflix’ dystopiske ’Black Mirror’ inddelt i enkeltstående, ofte film-lange episoder med skiftende cast og instruktører.

Den struktur har i år fået Netflix til at indstille to ’Black Mirror’-episoder i kategorien bedste tv-film, frem for bedste miniserie som tidligere. Serien vandt en Emmy i sidstnævnte kategori for sin første sæson i 2012, men det dybt originale værk er siden blevet smidt ud i kulden. Hvorfor? Fordi Emmy.

Det er episoderne ’San Junipero’ (sæsonens bedste) og ’Nosedive’, der er kørt i stilling til tv-film-kategorien, og eftersom skuespillerinde Bryce Dallas Howard var nomineret til en Golden Globe i vinter for sin hovedrolle i ’Nosedive’, er det slet ikke usandsyneligt, at ’Black Mirror’ får tilkæmpet sig en fremtrædende plads blandt årets Emmy-nominerede.

Allerhelst så vi gerne ’San Junipero’ gøre rent bord i miniserie og tv-film-kategorien. Men oppe imod de stjernespækkede ’Big Little Lies’, ’Feud’, ’American Crime Story’, ’Fargo’ og ’The Night Of’ kræver det trods alt ukuelig optimisme at sætte sin lid til, at Emmy-miraklernes tid endnu ikke er ovre når statuetterne uddeles til september.

 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af