Det bedste i ’Stranger Things’ sæson 2 – og fem irriterende lavpunkter

Det bedste i ’Stranger Things’ sæson 2 – og fem irriterende lavpunkter
Gaten Matarazzo i 'Stranger Things' sæson 2.
’Stranger Things’ anden sæson bød på stærkt skuespil fra nye kanter, overraskende alliancer og en særligt elskelig computernørd, der reddede dagen. Men der var også skæve toner undervejs, deriblandt et helt afsnit vi gerne havde undværet og en bad boy, Dart burde have ædt.

(Spoiler alert: Læs først med, når du har binget hele sæson 2 af ‘Stranger Things’)

Det bedste:

Dustin og hans nye tandsæt
Den elskelige fanfavorit Dustin fik langt mere solotid i sæson 2, og Gaten Matarazzo skuffede ikke. Med spandevis af charme, selvtillid og slutteligt lækkert hår ­– takket være Steves Farrah Fawcett-spray – var Dustin og hans nye tandsæt vores komiske holdepunkt når skyggerne trak sig sammen. Til trods for at hans ’Ghostbusters’-inspirerede affektioner for slimklatten Dart grænsede til det hovedløst tumpede ovenpå første sæsons nærkontakt med overnaturlige væsner.

Dustins desperat udglattende dynamik med sin overpylrede kattedame-mor var ubetalelig, og crushet på Mad Max (Sadie Sink) kært. Men det var særligt hans overraskende – og overraskende rørende – makkerskab med forbilledet Steve (ditto stærke Joe Keery), der gav begge karakterer et nyt og friskt fokus.

Steve begavede Dustin med storebrorråd om scoretricks, seksuel elektricitet og hemmeligheden bag hjerteknuserhår, samtidig med at han agerede badass-babysitter. Drengenes dårligste beslutning skal tids nok vise sig at være, at de opbevarede en (skin?)død dermorgorg i Joyces køleskab, men hvis det kan komme til at betyde, at vi ser meget mere til duoen Dustin og Steve i tredje sæson tilgiver vi al dumhed.

Som kirsebærret på toppen leverede Dustin desuden finalens fineste øjeblik, da han dansede med Nancy til sneballet, og tårerne over at være blevet afvist af samtlige skolens piger tørrede ind mens smilet bredte sig. Grr!

Sean Astin i ‘Stranger Things’ sæson 2.

Bob The Brain var et herligt bekendtskab
’Stranger Things’ har siden sæson 1 udmærket sig ved mindeværdige og finurlige biroller – tænk bare på Nancy og Mikes konstant døsige far. Men det hidtidige toppunkt er uden tvivl Sean Astin (’Ringenes Herre’, ’Goonierne’), der med rollen som den kærlige voksennørd Bob Newby genbesøgte 80’erne med stor bravur.

Var man nogensinde på vippen om, hvorvidt Bob egentlig var ligeglad med Will og Jonathan, og bare ville have Joyce – hans store highschool-crush – for sig selv, blev al tvivl gjort til skamme i de sidste afsnit af sæson 2.

Bob viste sig at være god som dagen er lang, og samtidig var han en helstøbt nørd, der både kunne snakke BASIC og afkode Wills farveladetegninger – nørdekundskaber som hyldes i ’Stranger Things’. Han reddede gruppens røv mere end en gang, og hans afgørende offer, der i bedste ’Jurassic Park’-stil sendte ham ned i den ominøse kælder hos Department of Energy, hvor de raptorlignende demo-dogs i sidste ende gjorde kål på ham, gik lige i hjertet.

Rest in peace, Bob The Brain.

Noah Schnapp leverer en kraftpræstation som Will i ‘Stranger Things 2’.

Noah Schnapp beviste sit værd x 20
Noah Schnapp var ikke den skuespiller, der kom bedst ud af første omgang ’Stranger Things’. Han var ganske vist katalysatoren for hele serien, men mest af alt et midtpunkt off screen.

I sæson 2 fik Schnapp imidlertid for alvor lov til at bevise sit værd som besatte Will Byers – en karakter der hurtigt viser sig også at være uhyre central on screen.

Det er en rolle, der kommer rundt i hele følelsesregisteret – fra ond dæmon til følsom præteenager – men Schnapp knækker ikke ryggen i skildringen af de store såvel som små følelser. Tværtimod brillerer han for alvor, når Will stille snøfter ved sin mors skulder og bønfalder hende om at få mareridtene til at stoppe. Det er bestemt ikke hver dag, man ser en 13-årig spille en arret sjæl med posttraumatisk stress så overbevisende – og  så sågar i en serie, der byder på hele to af slagsen.

David Harbour og Millie Bobby Brown i ‘Stranger Things’ sæson 2.

Hopper og Elevens far-datter-relation
Det varmede helt ned i sokkerne da vi i første afsnit fandt ud af, at Hopper nu agerede faderfigur og beskytter for Eleven i sin afsides hytte. Efter at have mistet sin egen datter fik den før så desillusionerede sherif en chance for at bedre sig overfor Eleven – og hænderne fulde som alle teenageforældre før ham.

Den 13-årige telekinetiske hidsigprop udfordrede ligeledes temperamentsfulde Hopper med raserianfald og arrigt smækkende døre, men som i de bedste familier var kærligheden ultimativt størst. Og Eleven erfarede, at en rigtig forælder ikke nødvendigvis er den, man deler blod med – eller som giver en elektrochok.

Forsoningen mellem ’Stranger Things’ elskelige fortabte sjæle – smukt spillet af David Harbour og Millie Bobby Brown – blev cementeret af Hoppers ’adoption’ af Eleven, og selvom pigen nok skal slå sig tøjret over endnu et år i skovens eksil, lysner det for den lille familie, der måske endog i tredje sæson får lov til at lege far, mor og børn med Joyce og hendes to drenge.

Winona Ryder er fremragende i sæson 2 af ‘Stranger Things’.

Joyce trådte endelig i karakter
I første sæson delte Winona Ryder vandene med sit småskingre portræt af en forskræmt mor til et forsvundet barn. Anden sæson bød derimod på en mere afbalanceret og neddæmpet Ryder i rollen som Joyce. Det skyldtes ikke mindst, at hun i Sean Astins godmodige Bob havde fundet den ultimative stabilisator i sit liv.

Den mere normaliserede Joyce gjorde det ekstra rørende, da plagerne igen ramlede ned over stakkels Will. Hvor Noah Schnapp leverede en præstation tæt på Linda Blairs historiske inkarnation af et dæmoniseret barn ’Eksorcisten’, så var Ryder om muligt endnu stærkere end Elle Burstyn som handlekraftig mor.

En af de mest skræmmende scener i hele sæsonen var sålunde sidste afsnits djævleuddrivelse af Will, hvor Joyce for alvor trådte i karakter og var villig til at forvolde skade på sit eget barn ud af ren kærlighed. Deri lå sæsonens emotionelle forløsning og ikke i superheltinden Elevens nedkæmpning af et slimet vægspind.

Det værste

Dacre Montgomery i ‘Stranger Things’ sæson 2.

Bad boy Billy
Rob Lowes onde tvilling gav det udskældte afsnit 7 kamp til stregen som det værste i sæson 2. Billy – opkaldt efter Lowes karakter i John Hughes-klassikeren ’St. Elmo’s Fire’ – havde omtrent lige så meget nytteværdi for serien som et råddent græskar, hvorfor man kun kan begræde at Duffer-brødrene tilsyneladende har tiltænkt ham en større rolle i tredje sæson.

Den sene introduktion af Billy og Max’ forældre, og i særdeleshed Billys håbløst karikerede ’komplicerede’ forhold til den voldelige stedfar, åbnede for en udvidet storyline der kan vise sig at blive endnu mere irriterende malplaceret end det forcerede ’Justice for Barb’-plot. Billy er en stakkels bully der selv bliver bullied derhjemme. Gab.

Det er svært at se figuren udvikle sig i anden retning end til at blive endnu mere depraveret – vi har trods alt tidligere set Steve gå fra smartass-bad boy til heltemodig favorit, så den mulighed ligger formentlig ikke i kortene for Billy, fælt overspillet af Dacre Montgomery fra ’Power Rangers’. For guds skyld, lad ham nu ikke blive besat af skyggemonstret.

Så ser vi hellere Billy fortæret hurtigst muligt af Darts efterkommere. Bon appetit.

Finn Wolfhard som Mike Wheeler i ‘Stranger Things’ sæson 2.

Hvad blev der af Mike Wheeler?
Eleven og Mike. Den ene kan åbenbart ikke eksistere uden den anden, og da Duffer-brødrene tydeligvis ikke har vidst, hvad de skulle gøre med Millie Bobby Browns kinetiske vidunder, er Finn Wolfhards Mike Wheeler også blevet kørt ud på et sidespor.

Eleven og Mikes forhold var et hovedfokus i første sæson, og selvom det var forfriskende at få uddybet Mikes venner, var det en skam, at gruppelederen blev overflødiggjort, mens Eleven var gemt af vejen i skoven eller legede storbypige. Mike gør sig selvfølgelig som Wills støttende ven, men han er hele tiden i baggrunden – gemt væk af sit savn til Eleven.

Det kunne have været fedt at se flere facetter af Mikes afsavn i stedet for et karikeret had til Eleven-erstatningen Mad Max. Men indrømmet, det var Mike og Elevens dynamik, der ramte rent i sæson 1, så udfordringen er til at forstå.

Shannon Purser i ‘Stranger Things’ sæson 1.

Lad nu Barb hvile i fred
Barb (Shannon Purser) med de Molly Ringwald-røde lokker, mom-jeans og uglestel led et frygteligt endeligt for demorgorgons kløer i første sæson. Men døden var blot begyndelsen for Barb, hvis mange fans samlede sig til et insisterende grædekor på nettet, der krævede ’justice for Barb’, som var hun så vigtig for serien som Laura Palmer for ’Twin Peaks’.

Memets uhyggelige magt manifesterede sig i et overflødigt subplot i sæson 2, hvor Duffer-brødrene – uden tvivl smigrede over seerengagementet i bipersonen – sendte Nancy på middag hos Barbs sørgende forældre, og lod hende slå op med charmebøffen Steve fordi denne angiveligt ikke udviste nok bondeanger over at have knaldet med sin kæreste mens Barb udåndede andetsteds på matriklen. Come on, Nancy.

Til sidst fik Barb den begravelse, hendes fans så feberhedt havde drømt om, mens vi andre fik lejlighed til at tjekke Facebook.

En brølende Demo-dog fra ‘Stranger Things’ sæson 2.

117 små demo-dogs’
’Stranger Things’ 2 gik metabevidst til rollen som sequel, hvilket betød, at der denne gang særligt blev skævet til succesfulde fortsættelser. Et velkendt træk er at forhøje indsatsen. James Camerons ’Aliens’ er i den henseende et pragteksempel, der var klar over, at der skulle mere til at skræmme, når først monstret var ude af buret. Samme opskrift forsøgte man at kopiere med første sæsons demorgorgon, der i sæson 2 ikke var så speciel igen.

Det skal siges, at scenen med Steve på afveje, hvor vi opdagede, at der var mere end ét monster i spil, havde en effektiv overraskelseseffekt i stil med de to T-Rex’er i ’Jurassic World’. Til gengæld mister demorgorgon sin skræmmeeffekt når først den er alle vegne – om så deres gang minder om raptorerne i ’Jurassic Park’.

Meget symptomatisk diminuerer Dustin den tidligere førstemodstander ved at insistere på at kalde væsnerne demo-dogs. Sæsonen havde stået stærkere, hvis Duffer-brødrene havde holdt sig til slimklatten Darts evolutionstrin som fræk kommenter på, hvordan første sæsons strabadser var peanuts i forhold til det store onde i horisonten.

Eleven får sig et gevaldigt makeover på sin storbytur i afsnit 7 af ‘Stranger Things’ sæson 2.

Afsnit 7’s springtur til storbyen
Millie Bobby Brown og Eleven-karakterens ophøjede status over resten af castet blev muligvis en fortællermæssig hæmsko for Duffer-brødrene. I hvert fald stak det helt af, da Eleven efter en fin start i hengemt resocialisering hos reservefar Jim Hopper, pludselig skulle ud på sin egen Luke Skywalker-imiterende dannelsesrejse, før hun kunne komme hjem og redde dagen.

Med historien henflyttet til Chicago og al fokus rettet mod Eleven føltes ’Stranger Things’ ikke som ’Stranger Things’ længere, men snarere som et YA-udkrads uden den mindste selvironi. Ikke mindst på grund af flokken af wannabe-outsiders ledet af danske Linnea Berthelsen som Elevens overnaturlige søsterforsøgskanin, Kali.

Seriens evne til på overbevisende maner at genskabe troper fra 80’er film var pist forsvundet, og i stedet fik man serveret en gruppe pinligt karikerede plastikpunkere, der blev præsenteret med den mest klichefyldte kamerarundtur. At hedde noget så dumt som Funshine er ikke et karaktertræk i sig selv!

Eleven fik måske tilført nogle mørke nuancer, men de moralske skrupler var forcerede og ude af trit med karakteren. Det værste var næsten, at Elevens stand alone-episode kom oven på en kæmpe cliffhanger og med tanke på seriens forlængede filmstruktur var det en fejlbold af den utaknemmelige slags.

Læs også: De mest interessante inspirationskilder for ’Stranger Things 2’