’Mudbound’-instruktør opfylder alle mangfoldighedskriterier – men tvivler selv på fremskridtet

’Mudbound’-instruktør opfylder alle mangfoldighedskriterier – men tvivler selv på fremskridtet
Dee Rees til specialvisning af 'Mudbound' i New York tidligere på måneden.
Foto: Lars Niki/Getty Images
Bag en af årets stærke Oscar-kandidater, Netflix-dramaet ’Mudbound’, står et af amerikansk films mest bemærkelsesværdige talenter lige nu. Hun er kvinde, sort og lesbisk – og kan snart få en Oscar-nominering som den første afroamerikanske kvinde nogensinde. Selv er hun dog skeptisk over for Hollywoods nyfundne mangfoldighed.

Tidligere på året så de internationale filmkritikere måbende til, mens Dee Rees potentielle Oscar-basker ’Mudbound’ blev fuldkommen forbigået af distributørerne på den prestigefulde Sundance-festival i USA. Periodefilmen om raceforskelle i efterkrigstidens Land of the Free havde kort forinden modtaget stående bifald og blev hurtigt spået glimrende Oscar-chancer. Men alligevel var der ingen af de store pengestærke filmselskaber, som bød ind.

Rygterne tog hurtigt fart, og de fleste var enige om, at Fox Searchlights katastrofale køb af Nate Parkers ’The Birth of a Nation’ året forinden, havde afskrækket de internationale filmkøbmænd: Filmen blev en af årets mest eftertrykkelige fiaskoer, da en gammel skandalesag fra instruktørens fortid manede den tidligt udråbte Oscar-favorit til jorden.

Garrett Hedlund og Jason Mitchell i ‘Mudbound’.

Historien endte heldigvis positivt for ’Mudbound’. I 11. time slog Netflix til og købte filmen – sågar til en betragtelig overpris på 12,5 millioner dollars, der mere end dækkede independentfilmens budget. Siden er filmens Oscar-buzz kun taget til, og Dee Rees bliver af mange nævnt som en stærk kandidat til en nominering for bedste instruktør. Hvis det sker, vil hun gå over i historiebøgerne som den første afroamerikanske kvinde til at modtage hæderen.

Filmen bliver da også svær at komme udenom, når Akademiet fortsætter sit opgør med #Oscarssowhite. Med et multiprotagonistplot, som udspiller sig i 1940’ernes racismeprægede Mississippi, fortæller ’Mudbound’ historien om et overraskende venskab mellem to krigsveteraner – en sort og en hvid – hvis familier forenes på en farm i sydstatens mudrede muld. Det er præcis den type racefortælling, som Akademiet elsker og i nyere tid har forgyldt med priser til ’Moonlight’ og ’12 Years a Slave’.

Fra marketing til film

Startskuddet til Dee Rees filmkarriere lød, da hun som 26-årig forlod sit job i marketing. Business havde været den kloge karrierevej – det sikre valg, som ville gøre hendes religiøse middelklasseforældre stolte. Men efter tre år på arbejdsmarkedet indså Rees, at hun havde truffet den forkerte beslutning. Det, hun i virkeligheden brændte for, var at fortælle historier.

Kort efter søgte hun ind på den anerkendte filmlinje ved New York University og blev til sin egen store overraskelse optaget. Hun begyndte at lave kortfilm, mens hun sideløbende arbejdede som assistent på større projekter – blandt andet Spike Lees heistfilm ’Inside Man’ – og blev bekræftet i, at hun skulle være filminstruktør.  Det var deromkring, at Rees sprang ud som lesbisk over for sine forældre og venner.

Adepero Oduye som Alike i ‘Pariah’.

Hendes livsdrejning blev til den delvist autobiografiske filmdebut ’Pariah’, som fortæller coming of age-historien om 17-årige Alike, der tager de sidste, afgørende skridt i at fortælle sine kristne forældre, at hun er lesbisk, mens hun sideløbende omfavner sin seksualitet og drømmen om at elske en anden pige.

Filmen startede som en universitetskortfilm, men blev i samarbejde med Sundances filmudviklingsprogram formet til en spillefilm med den største sorte instruktør i amerikansk filmhistorie, Spike Lee, om bord som producer. Og ved premieren på Sundance i 2011 blev Rees med det samme anerkendt som en vigtig ny stemme i amerikansk film.

Selvom filmen ’kun’ hjemtog prisen for bedste fotografering til Bradford Young, der i år med ’Arrival’ blev den første afroamerikanske filmfotograf til at modtage en Oscar-nominering, var den med til at skubbe Dee Rees tættere på det øvre lag i Hollywood.

Sponsoreret indhold
Oplev årets mest hypede horror-hit
‘Hereditary’ tager forfærdelige familiehemmeligheder og nerveflænsende gys til næste niveau. Find billetter og spilletider her. Hvis du tør.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

Arbejd dobbelt så hårdt – nå halvt så langt

Efter flere forliste projekter blev den prisvindende HBO-biopic ’Bessie’, der vandt fire Emmy’er i 2015, Rees’ opfølger. Queen Latifah spiller titelrollen som den legendariske blues-sangerinde Bessie Smith, der kæmper mod racediskrimination i 1920’erne og 1930’ernes USA på vejen mod storhed. Filmen blev den mest sete originale HBO-film nogensinde, og derfra var vejen mod de større Hollywood-produktioner lagt.

Dee Rees fik tilsendt manuskriptet til ’Mudbound’ af produceren Cassian Elwes (’Dallas Buyers Club’), der ville have et stærkt kvindeligt take på historien. Dee Rees sprang straks til, men hun krævede final cut og muligheden for at omskrive manuskriptet. Hun ville skabe en stærkere forbindelse med de to sammenvævede familier af forskellig hudfarve.

Carey Mulligan i ‘Mudbound’.

Rees er den type filmskaber, der for alt i verden vil bevare sin kreative kontrol og ikke går på kompromis med sin vision. Samtidig har hun skarpe holdninger til filmbranchens reaktionære konventioner, hvilket blandt andet kom til udtryk i et interview med The Guardian i sidste måned.

»Som kvinde antages du for at være inkompetent, indtil det modsatte er bevist (…), så jeg føler, at hvis man ser en kvinde i en hvilken som helst position, ved man, at hun er fucking 10 gange bedre end nogen anden, fordi hun har kæmpet for at nå dertil. Det er, som min far ville sige: ’Du er nødt til at arbejde dobbelt så hårdt for at nå halvt så langt’«.

Det stærke kvindelige filmhold bag ’Mudbound’ har også trukket en del opmærksomhed over de sidste uger. Foruden Carey Mulligan og en svært genkendelig Mary J. Blige i to af filmens bærende roller udfyldte Rees en række af nøglepositionerne bag kameraet med dygtige filmkvinder. Især filmfotografen Rachel Morrison (’Black Panther’) har fået en del opmærksomhed for hendes glimrende billedside, som der også kan falde stjernestøv på i den kommende prissæson.

En ny gruppe sorte filmskabere

Det er dog unægtelig Dee Rees’ valg af historier, som alle fokuserer på livet som afroamerikaner i USA, der gør hende til en vigtig stemme i amerikansk film. Hun følger på mange måder i Ava DuVernays fodspor: DuVernay startede også som independentfilmskaber med fokus på livet som sort i USA, og fik sit brede gennembrud med Oscarfilmen ’Selma’, der følger Martin Luther King Jr.s march for lige stemmerettigheder i 1965.

’Selma’ fik i sidste ende mest omtale for, at både DuVernay og hovedrolleindehaveren David Oyelowo blev forbigået i Oscar-sammenhæng, men der er mange faktorer, som taler for, at Akademiet vil gå andre veje, når det kommer til ’Mudbound’ – og den nye linje for et mere mangfoldigt Akademi kan vise sig at blive filmens store trumf.

Uanset hvordan Oscar-spillet ender, kommer man ikke uden om Dee Rees. Som instruktør skriver hun sig ind i den relativt nye gruppe af afroamerikanske instruktører, der over de seneste år har fået velfortjent succes i Hollywood med Ava DuVernay (’Selma’), Ryan Coogler (’Creed’) og Barry Jenkins (’Moonlight’) i front.

David Oyelowo som Martin Luther King Jr. i Ava DuVernays ‘Selma’.

Hver især har de gjort op med 00’ernes film om sorte, der mestendels har haft hvide bagmænd og været målrettet et hvidt publikum. Hver for sig fortæller de personlige historier, rodfæstet i livet som sort i USA og afroamerikanernes fælles historie. Sammen tegner de et foruroligende billede af den forfærdelige fortids tydelige spor i sortes vilkår den i dag.

Mange har tolket instruktørernes succes som et udtryk for, at filmbranchen er ved at blive mere mangfoldig. Men i The Guardian-interviewet er Dee Rees knap så optimistisk:

»Jeg tøver med at kalde det en forbedring eller et fremskridt. Jeg tror, de her ting er meget cykliske. Lige nu er vi i et opsving, men om fem år er vi igen i en nedtur. Folk troede, vi var ovre det her i 1970’erne, men her står vi nu, så vi får at se, hvad der sker. Lad os mødes igen i 2060 og se. Hvis det her ikke længere er en nyhedsgenstand i 2060, så betyder det, at der er status quo«.

Læs også: ’Mudbound’: Netflix Oscar-kandidat vil gøre dig vred

Soundvenue præsenterer: Paul Thomas Andersons mesterlige gennembrud ved sjælden biografvisning 14. december – 20 års-jubilæum på ‘Boogie Nights’

Advertisement Advertisement