Agentfilm med overskud – se 'Kingsman: The Golden Circle' på C More her

‘The Rain’: Det bedste og værste i Netflix’ danske sci-fi-dystopi

‘The Rain’: Det bedste og værste i Netflix’ danske sci-fi-dystopi
'The Rain' på Netflix.
Foto: Netflix/Per Arnesen

(Spoiler alert: Læs først videre, når du har set hele første sæson af ’The Rain’)

Nu er det en uge siden, at regnen faldt og dræbte det meste af Skandinaviens befolkning i sci-fi-dystopien ’The Rain’, efter at en række pirrende trailers forinden havde hævet forventningerne til Netflix’ første store danske satsning.

Desværre blev mine forventninger ikke indfriet i første omgang. Tre stjerner gav jeg seriens tre første afsnit, som jeg kaldte en bleg imitation af amerikanske forbilleder som ’The Walking Dead’ og ’Hunger Games’.

Efter at have set hele serien holder jeg fast i de tre stjerner, men nu er det med pil op og en lille anbefaling til fans af YA-dystopier. Trods sine laster (og dem er der en del af) udvikler ’The Rain’ sig nemlig efterhånden til en seværdig serie, som faktisk kun bliver bedre, jo længere ind man kommer.

Hvis du også har binget dig gennem regnen, så lad os slænge spoilerfilteret væk og tale om, hvad der virkede og ikke virkede i Netflix’ danske YA-serie.

Lucas Lynggaard Tønnesen og Alba August i ‘The Rain’. (Foto: Netflix/Per Arnesen)

Det værste: Pilotafsnittet

Førstehåndsindtrykket betyder meget.

Derfor er det ærgerligt, at ’The Rain’ vælger at introducere sig selv med et gennemført kikset afsnit, som står som sæsonens suverænt svageste.

Pilotafsnittet har rasende travlt med at etablere seriens præmis og må derfor skrue alt for højt op for sine virkemidler. Replikkerne forsøger at forcere spændingen frem, og Lars Simonsens bastante gestaltning af far Frederiks panik samt Iben Hjejles voldsomt amerikaniserede slowmotion-dødsfald fremstår ufrivilligt komiske.

Der var åbenbart ikke tid til den spændingsopbygning og stemningsskabning, som havde gjort overgangen fra gymnasieeksamen til dommedag mindre skurrende.

Og der var heller ikke tid til naturlig karakterudvikling; Simone deler akavet sine tanker og følelser med tre tomme hazmat-dragter, som repræsenterer hendes far i et grelt eksempel på klodset eksposition. Helt åndssvagt bliver det, da hun og Rasmus danser sig glade igen kort efter moderens død.

At lade Rasmus (men ikke Simone) gå fra lille dreng til næsten-voksen fra den ene indstilling til den næste, var heller ikke skideelegant og kun med til at understrege afsnittets problemer med pacingen.

Måske man i stedet skulle have åbnet på en mere mystisk og anelsesfuld prolog med barneskuespillere i begge hovedroller og så hoppet direkte seks år frem i tiden.

Det bedste: Præmissen

Den kan godt virke lidt fjollet på papiret.

Men for mig fungerer seriens præmis, den allestedsnærværende dræberregn, som et basalt spændende dommedagsscenario. Idéen om, at naturens urkræfter vender sig mod mennesket, er både en oplagt klimaallegori og en klaustrofobisk tanke, som man kan forholde sig til.

Og Apollons dunkle rolle i det hele giver serien en mystisk motor, som holder nysgerrigheden intakt hele vejen gennem sæsonen.

‘The Rain’.

Det værste: Plothullerne

Man er i et eller andet omfang nødt til at lege med og acceptere, at ikke alt giver mening i en serie som denne.

Men hen over ’The Rain’s otte episoder må man sluge flere usandsynligheder, end man kan spise.

Hvordan får de for eksempel rent drikkevand, når regnen er giftig?

Burde vanddampene ikke være lige så farlige som selve regnen?

Hvorfor har højteknologiske Apollon ikke tænkt på at installere et overvågningskamera uden for bunkerne, hvilket kunne have forhindret Iben Hjejles død?

(Bunkernes interiør ligner i det hele taget lidt for meget et nyindrettet Ramasjang-studie og afspejler ikke seriens ellers høje produktionsværdi).

Er Simone og Rasmus ikke lige lovlig fysisk velfungerende efter seks solløse år i bunkeren?

Hvorfor dræber regnen sommetider øjeblikkeligt og andre gange med forsinkelse?

Hvorfor er regnen pludselig ikke længere giftig?

Og måske mest uforklarligt: Når nu der er gule hazmat-dragter i alle de bunkere, de besøger, hvorfor er det så lige, at Simone og kompagni flintrer rundt udenfor i deres hverdagstøj – sommetider med bare arme og ben?

Der er også en hel del omkring Apollons onde planer, der ikke giver mening, men det vil det måske gøre efter en eventuel anden sæson, så her lader vi tvivlen komme serien til gode.

Det bedste: Produktionskvaliteten

 ’The Rain’ faldt på et tørt sted.

Annonce

Det er sjældent at se en så rentonet sci-fi-satsning på dansk grund, og endnu sjældnere, at det tekniske håndelag kan måle sig med de amerikanske forbilleder.

Men med Netflix-millioner i ryggen er den digitaliserede dystopi i København og omegn gjort overbevisende, og selvom det kan virke lidt provinspatriotisk, så er det ekstra sjovt og nærværende, når apokalypsen går ned i Burger King på Rådhuspladsen.

Serien er flot filmet og klippet med en blanding af hektisk håndholdt, droneskud og langsomme closeups af truende skyer og dalende regndråber, som både er ominøse og lige tilpas campede.

’The Rain’ rammer sin dystre stemning ret rent, og det skaber både medrivende actionsekvenser og simrende suspense i mellemtiden.

‘The Rain’.

Det værste: Klichéerne

 ’The Rain’ har skævet en hel del til en række amerikanske dystopier og betjener sig ganske ugenert af genrens klichéer.

Selve setuppet, hvor en gruppe overlevende skal navigere gennem en post-apokalyptisk verden, er som taget ud af ’The Walking Dead’, og får et young adult-vrid a la ’Hunger Games’ og ’Maze Runner’, i og med at det er unge, hormonelle mennesker, vi følger.

Verdens undergang virker bekendt. Blandt andet møder vi undervejs en kannibalistisk kult, der ligner et gadekryds mellem Terminus-kannibalerne fra ’The Walking Dead’ og de fåmælte Guily Remnant fra ’The Leftovers’ (men som ikke desto mindre fungerer som en creepy fjende i et af sæsonens bedste afsnit).

Sæsonens slutning – hvor vi lærer, at Rasmus er immun over for dræberregnen, og han, Simone og Frederik skal vælge mellem Rasmus’ liv og verdens frelse – vil heller ikke komme som en overraskelse for nogen, der har spillet ’The Last of Us’ – som et par af seriens forfattere formentlig har.

Karaktererne er klassiske typer, og deres indbyrdes konflikter er forholdsvist forudsigelige og banale – herunder et pligtskyldigt og forceret femkantsdrama mellem Beatrice, Rasmus, Simone, Martin og en sygeligt jaloux Patrick, som i det hele taget var lidt af en nedturstype. Det menneskelige drama blev aldrig seriens styrke.

Det bedste: Skuespillet

 De unge skuespillere havde ikke altid misundelsesværdigt mundrette replikker at arbejde med, og især i starten af serien blev der spillet med store armbevægelser for at positionere karaktererne.

Men efterhånden som serien fandt sin tone og rytme, fik det meste af castet vist deres talent.

Mest iøjefaldende var Alba August, der var gennemtroværdig som den naive, men tapre Simone, samt Mikkel Boe Følsgaard, der som altid var engageret og indædt som den determinerede leder Martin. De to havde god kemi, og deres romance føltes mere troværdig end Beatrice og Rasmus’.

Der er også grund til at fremhæve Jessica Dinnage, der som Lea leverede rørende spil i sit fokusafsnit. I et flashback blev hun udsat for hævnporno, inden dræberregnen faldt som en straf fra Gud, og senere forsøgte hun – med en moderlig (om end desværre menneskeædende) ældre kvinde som mentor – at forlige sin tro med en verden uden håb.

Det var ikke altid, at den ’Lost’-inspirerede flashbackstruktur lykkedes med at berige vores forståelse af karakterernes bevæggrunde, men det gjorde det her.

Angela Bundalovic var også dragende, inden hendes Beatrice blev sjoflet af manuskriptforfatterne, og Lucas Lynggaard Tønnesen havde en god energi og karisma som Rasmus, selvom jeg havde det stramt med hans karakter.

Angela Bundalovic i ‘The Rain’. (Foto: Netflix/Per Arnesen)

Det værste: Dumme karakterer

 Apropos Rasmus.

Jeg er med på, at han er et 10-årigt barn i en 16-årigs krop, efter at hele hans pubertet er foregået i en lille bunker med en storesøster som eneste selskab.

Og ja, ja, det må da også være træls, når den første pige, man har sex med, er død den næste morgen – især når det formentlig er én selv, der har smittet hende med den dræbende virus.

Men come on. Du beslutter dig for at holde en pjækkedag midt i Jordens undergang, fordi »det havde jeg bare lyst til«? Og da Beatrice, som du lige har mødt, dør, bliver du så suicidal og ligeglad med det hele, at du bringer din søsters liv i akut fare?

Og kunne du da for pokker ikke bare have taget den sikkerhedssele på i starten, så din far var nået frem til sin oprindelige destination, og hele katastrofen måske var blevet afværget? (Hvorfor blev de i øvrigt ikke bare i bilen, der jo rimelig meget beskytter for regnen?).

Rasmus er den værste, men det er ikke kun ham; meget af handlingen i ’The Rain’ drives frem af personer, der agerer dumt, overilet eller ulogisk.

Som Simone, der trods strenge advarsler åbner døren til bunkeren og dermed indirekte forårsager sin mors død. Eller far Frederik, der trods sin insisteren på det modsatte har masser af tid til at sætte Simone og Rasmus grundigere ind i sagens sammenhæng.

Eller Jean, der tilsyneladende ikke har forstået, at et gevær kan skyde på afstand og derfor vader helt ud i det åbne for at pløkke en af de tatoverede ’fremmede’ (der selvfølgelig har russisk accent) på centimeters afstand – med det resultat at han bliver taget til fange.

Det bliver irriterende i længden, når så meget af balladen kunne have været undgået, hvis blot karaktererne havde opført sig nogenlunde fornuftigt.

Alba August i ‘The Rain’. (Foto: Netflix/Per Arnesen)

Det bedste: Tempoet

 Selvom ’The Rain’ er en variation over gammelkendte troper og klichéer, så folder serien sin fortælling fint ud over otte afsnit, der nyder godt af den frihed med hensyn til længde, som streamingmediet tilbyder, og som flere serier burde benytte sig af (det længste afsnit varer 49 minutter, det korteste kun 36).

Tempoet er højt, og jo mere man får pilotafsnittet på afstand, jo sikrere bliver serien i sin tone. Replikkerne falder en smule mindre tungt med tiden, og karaktertegningen bliver en anelse dybere, om end ingen af karaktererne er vildt facetterede og fascinerende.

Og hvis man efter pilotafsnittet er bare en lille smule spændt på slutningen, så holdes suspensen stram hen over otte afsnit, der er hurtigt set og nok også hurtigt glemt. En bingeværdig guilty pleasure på en doven søndag som et lettere campet, men alligevel (og ofte derfor) underholdende take på en genre, vi sjældent ser herhjemme.

Slutscenen med den machiavellistiske Sten indvarsler en anden sæson, hvor vi skal have kastet lys over Apollons dunkle konspiration, der lige nu ikke rigtig giver nogen mening. Ligesom så meget andet i denne ikke desto mindre mildt medrivende serie.

Læs også: ’The Rain’-castet: »Vi fik lukket Rådhuspladsen af og trashede en Burger King, fordi vi havde Netflix i ryggen«