Emma Stone skulle stønne fødelyde under auditions til ‘The Favourite’

Emma Stone skulle stønne fødelyde under auditions til ‘The Favourite’
Emma Stone i 'The Favourite'.

Med Yorgos Lanthimos’ repertoire af vanvittige film som ‘The Lobster’, ‘Dogtooth’ og ‘The Killing of a Sacred Deer’ kommer det nok ikke bag på nogen, at hans auditions er en tilsvarende bizar oplevelse.

På en pressekonference i forbindelse med den aktuelle filmfestival i New York fortalte Emma Stone og Nicholas Hoult om de besynderlige opgaver, de blev sat til under deres auditions til Lanthimos’ periode-komediedrama ‘The Favourite’, der netop er blevet vist på festivalen (den havde premiere på Venedig-filmfestivalen i sidste måned, hvor den fik en flot modtagelse). Stone fortæller, at hun blev bedt om at foregive, at hun var midt i en fødsel:

»Han fik mig til at stønne, som om jeg var ved at føde under mine replikker. Jeg tror, han laver det nummer med alle«, fortæller Stone, og Hoult stemmer i med en lignende mærkværdig oplevelse:

»Yorgos bad mig om at nynne, mens en anden person var ved at sige sine replikker. Og så skulle jeg forestille mig kraftfelter rundt om i rummet og modellere dem til ting«.

Hoult tilføjer, at han ikke er sikker på, hvilken effekt disse lege har på skuespillet. Og det har den hæderkronede instruktør angiveligt heller ikke selv, som han sagde på pressekonferencen: »Jeg har ingen idé«.

Der optræder nemlig hverken fødsler eller usynlige kraftfelter i filmen, der foregår i 1700-tallets England med dronning Anne (Olivia Colman) på tronen. Stone spiller en glemt kusine, der dukker op på slottet og truer med at vælte den manipulerende Lady Sarah (Rachel Weisz) af pinden som dronningens favorit.

Filmen er i øvrigt blevet kaldt den sjoveste på Lanthimos’ cv, og den siges at være en mulig Oscarkandidat ved uddelingen til februar.

‘The Favourite’ får dansk biografpremiere den 24. januar 2019.

Læs også: Venedig-highlights dag 2 – Yorgos Lanthimos og Alfonso Cuarón serverer utrolige kvindeportrætter i to vidt forskellige mesterfilm

Læs også: Hvad Emma Stone og Justin Theroux gemmer bag elverører og tyk paryk

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold