’Roma’: Alfonso Cuarón skaber sin mest udødelige scene i karrieren

’Roma’: Alfonso Cuarón skaber sin mest udødelige scene i karrieren
Hovedpersonen Cleo i Alfonso Cuaróns 'Roma'.
5 6
Spillefilm
Instruktion

Alfonso Cuarón

Medvirkende

Yalitza Aparicio, Marina de Tavira, Daniela Demesa, Jorge Antonio Guerrero, Diego Courtina Autrey

Spilletid

135 minutter

Premiere

I biografen 6.-12. december – på Netflix 14. december

I ’Roma’ er kameraet instruktørens øje. Det er et blik, der søgende svæver igennem erindringen og hæfter sig ved ting, der normalt undgår opmærksomheden: Hunden, der baskende springer op foran en port. Vandet, der flyder på fliserne og spejler et fly blandt skyerne. Et ensomt orkester, der trommer og fløjter dagen i gang.

Det er sjældent, at filminstruktører fotograferer deres egne værker, men her virker det indlysende. For man fornemmer, at de sorthvide, næsten vibrerende livagtige panoramabilleder viser det, den mexicanske mester Alfonso Cuarón, manden bag ’Gravity’, ’… Og din mor’ og ’Children of Men’, selv så som purk i Mexico City anno 1971 – nærmere bestemt i bydelen Colonia Roma.

Det særlige ved hans Venedig-vinder ’Roma’ er, at filmskaberen har modet og autoriteten til at fremhæve det, der har fanget hans blik – rutinerne, det kuriøse, det umiddelbart udramatiske.

Tag blot hans valg af hovedperson. Den indiansk-mexicanske stuepige Cleo er nok et vidunderligt menneske, der tøjler de overklassebørn, hun passer, med overbærende ro og lader den formelle facade slå fine sprækker, når hun sammen med kollegaen brænder kalorier af efter arbejde.

Men hun er først og sidst en stuepige, der adlyder ordrer fra den rige familie, hun arbejder for, og aldrig afviger fra sin godhjertede natur – selv ikke da kæresten skrider, efter han har gjort hende gravid. Hun er vores vej ind til en tid og et sted og en familie snarere end en dramatisk motor i egen ret. I hvert fald i filmens første halvdel.

Her giver hun plads til, at observationerne kan træde frem foran handlingen. Fra de skæve detaljer – et sidespejl, der prøver at presse sig ind i indkørslen, en mand, der bliver skudt ud af en kanon i billedets baggrund – til de større skvulp inden og uden for hjemmets mure: Rundt om Cleo slår familien langsomt sprækker, i takt med at manden i hjemmet begiver sig ud på eskapader, mens armoden griber om sig på gaden, og studenterdemonstrationer ender i blodbad.

Annonce

På den måde har ’Roma’ fællestræk med Federico Fellinis klassiker af samme navn, der skabte en fortælling om en by og en tid gennem løsrevne situationer, også selvom Cuaróns erindringsværk er mere lavmælt, næsten mediterende.

Og så er den trods alt også mere bundet til en enkelt karakter.

For det viser sig efterhånden, at Cuarón ikke bare vil bruge Cleo som et prisme, men at der er en grund til, at kameraet kliner sig netop til hende i en film, der ellers ikke tilbeder plottets logik. I takt med at hun samler den ene hundelort op efter den anden i indkørslen, og de underskønne billeder så småt har malet et sammenhængende billede af familien, begynder spørgsmålet at nage: Er hun virkelig bare hovedpersonen, fordi hun er baseret på en stuepige, som Cuarón var glad for i sine unge år? Kunne man ikke have opnået endnu mere, hvis man havde fulgt en af familiens små drenge, der stadig er høje oven på VM i 1970, eller moren, der desperat forsøger at holde flokken samlet, da manden skrider?

‘Roma’.

Man når kun lige at savne et svar, før det lander med største voldsomhed. Det sker i en mageløs sekvens, der – uden at afsløre indholdet – legitimerer instruktørens fokus og sender filmen i en ny retning, uden at det virker forceret.

Cuarón har tidligere vist, at han kan fremtrylle udødelige scener – tænk blot på åbningen af ’Gravity’ og slutningen af ’Children of Men’ – men det her føles endnu vildere, fordi det er et los i mellemgulvet, der følger halvanden times sanselig stilhed.

Det kan lyde alvorstungt og er det måske også til tider, men filmen er ikke for selvhøjtidelig til at være morsom. Den rummer det meste: Smerten og glæden, det trivielle og det absurde.

Som når paramilitære styrker træner kampsport på komisk vis for senere at deltage i Corpus Christi-massakren, hvor over hundrede mexicanere mistede livet. Eller da en skovbrand vækker aristokratiet efter en løssluppen nytårsfest.

Cuarón lader os observere hverdagen med de huslige pligter, børnenes umodne slagsmål og den voksende grøft mellem forældrene, inden han lader dramaet detonere på lærredet – alt sammen i billeder, der er så rige, at man aner, de har bund i levet liv og ikke bare fantasi.

Det føles personligt uden at være navlepillende, det virker sårbart, men er i total kontrol.

(Anmeldelsen blev først bragt i forbindelse med CPH PIX-festivalen 12. oktober)

Læs også: Det skal du se i biografen i december – heriblandt årets to Oscar-favoritter

Sponsoreret indhold
Hold jul med familien, du selv vælger
Inviter dine allerbedste Avengers, din South Park-familie og intergalaktiske slægtninge med til julehyggen. Gør julen sjovere med Viaplay her.
Viaplay
Advertisement