De 25 bedste dokumentarfilm på Netflix lige nu

De 25 bedste dokumentarfilm på Netflix lige nu
'Jim og Andy: The Great Beyond'.
I 2018 vandt Netflix sin første Oscar for bedste dokumentarfilm, og streamingtjenesten bugner af velproducerede fortællinger fra den virkelige verden om store og små menneskeskæbner, krig i Aleppo og kærlighed til musik – og hele spektret af liv derimellem, fortalt og levendegjort af kulturelle ikoner fra Werner Herzog til Jim Carrey. Vi giver dig et overblik over de 25 bedste.

Hovedpersonen selv, Amanda Knox.

’Amanda Knox’

Den 2. november 2007 blev det halvnøgne lig af den 21-årige, britiske udvekslingsstuderende Meredith Kercher fundet af politiet i den pittoreske italienske middelalderby Perugia. Hun var blevet slået ihjel på sit værelse – halsen skåret over og stukket med en kniv over 40 gange.

Merediths amerikanske bofælle, Amanda Knox, og dennes kæreste gennem kun en uge, Raffaele Sollecito, anholdes og anklages for mordet få dage senere. Og her starter en af hvor tids mest sensationelle, medie- og hysteriforgiftede retssager. Tabloidpressen svælger i blodige detaljer og skøre teorier, mens menigmand i det katolske Italien er hurtig til at fordømme den – efter sigende – seksuelt udfarende amerikanerinde med engleansigtet.

Hvad er op og ned i den bestialske sag? I den delvist dansk-producerede Netflix-dokumentar ’Amanda Knox’ forsøger instruktørerne Brian McGinn og Rod Blackhurst at træde et skridt tilbage og se på hele det sensationsprægede mediehysteri, der fulgte i kølvandet på anholdelsen af Knox og Sollecito. Og filmen er endt som en både kløgtig og nøgtern afdækning af retssagen mod den amerikanske studine på udebane i Italien såvel som et enigmatisk portræt af sagens hovedperson.

 

‘Anvil! The Story of Anvil’.

‘Anvil! The Story of Anvil’

Det canadiske 80’er-heavymetal-band Anvil inspirerede Anthax, Guns’Roses og Metallica, men har selv været kriminelt oversete i den brede kulturbevidsthed.

Det rådes der til dels bod på i denne festival-darling af en dokumentar fra 2008 (den blev også et stort hit på CPH:DOX i sin tid), hvor instruktør og tidligere roadie Sacha Gervasi følger Anvils guitarist Steve ’Lips’ Kudlow og trommeslager Robb Reiners slingrekurs på en gruopvækkende Europa-turne.

»Alt på turneen gik totalt galt. Men i det mindste var der en turne, det kunne galt på«, siger Lips kamikaze-optimistisk.

Musikerne reflekterer over karrieren, der gik i vasken, venskab, kampånd og viljen til at forfølge selv de mest urealistiske drømme, og tegner derigennem et tidløst portræt af de personlige ofre, rock’n’roll-livsstilen kræver, mens vi oplever dem til håbløse koncerter for snart sagt ingen mennesker og under forsøget på selv at udgive et album.

Det er et næsten tåkrummende stykke musikhistorie – men også rørende og sært inspirerende.

 

‘Cowspiracy’.

‘Cowspiracy’

Vil du være med til at slå et slag for klimaet? Så sæt dig til rette med ’Cowspiracy’, der med stor sandsynlighed vil kurere din appetit på oksekød for bestandig.

Ingen ringere end Hollywoods klimaforkæmper nummer et Leonardo DiCaprio har produceret dokumentaren, der undersøger dyrelandbrugets skadelige effekt på miljøet og dets rolle i den globale opvarmning.

Nogle forskere har stillet spørgsmålstegn ved filmens videnskabelige konklusioner, men ’Cowspiracy’ er ikke desto mindre med til at skabe opmærksomhed omkring vores madkultur såvel som behandlingen af de dyr, der lader livet for din tømmermandsburger. Se den med en klimaskeptiker-ven og brug de næste mange uger på ophedet debat.

Den Oscar-vindende korte dokumentar ‘The White Helmets’.

’The White Helmets’

Hver dag bliver der smidt hundredvis af bomber over Syrien. Men når bomberne falder, er der en gruppe af civile, De Hvide Hjelme, som rykker ud for at redde deres medmennesker fra ruinerne.

I den Oscar-vindende korte dokumentarfilm af samme navn følger instruktør Orlando von Einsiedel redderne i den civile nødhjælpsorganisation, hvor syrere dagligt sætter livet på spil i et forsøg på at bringe orden i borgerkrigens kaos.

Kameraet går helt tæt på, når De Hvide Hjelme rykker ud og placerer publikum midt i krigszonen. Den viser nødhjælpernes personlige investering, når de hver gang frygter, at de skal redde venner eller familie. Og den viser håbløsheden, som ikke ser ud til at tage nogen ende. Alligevel fortsætter De Hvide Hjelme utrætteligt – for som en af dem siger: »At redde ét liv, svarer til at redde hele menneskeheden«.

41 uudslettelige minutter.

‘Den 13. Forfatningsændring’.

’Den 13. forfatningsændring’

Indrømmet, den danske titel på Ava DuVernays Oscar-nominerede ’13th’ lyder som lidt af en tørvetriller. Men faktisk er filmen lidt af en gyser.

Den indflydelsesrige instruktør (’Selma’) og producer undersøger det, man kalder The Prison Industrial Complex. Det dækker over, hvordan sorte er markant overrepræsenterede i fængslerne, og hvordan det amerikanske retssystem sender særligt sorte mænd i fængsel for et godt ord for at opretholde fængslet som industriel magtfaktor i det, der er en slags moderne slavehandel. Titlen henviser til den 13. tilføjelse til den amerikanske grundlov, der i 1865 gjorde det ulovligt at holde slaver – lige bortset fra hvis det var som straf for kriminalitet.

DuVernay kæder overbevisende slavetiden, hensynsløse politiske beslutninger, Black Lives Matter, politivold og meget mere sammen til en film, der med sin historiebevidsthed, kompleksitet og klarsyn simpelthen efterlader én i chok.

 

‘Fresh Dressed’.

‘Fresh Dressed’

I ‘Fresh Dressed’ tager blandt andre Pharrell Williams, Kanye West, Nas, Sean Combs og Pusha T dig på en rejse gennem hiphopmodens historie og fortæller, hvordan den har udviklet sig, siden den sammen med hiphop-musikken erobrede New York i 70’erne.

Det hele startede i de fattige områder i Harlem og Bronx, hvor gadens rodløse unge kompenserede for, hvad de manglede i penge, med attitude og stil, og det er svært ikke at blive fanget ind af introduktionen til hiphoppens vidtspændende mode – og ikke mindst hvordan denne senere hen udviklede sig til det enorme kommercielle maskineri bygget omkring de individuelle stjerners egen branding, som vi kender i dag.

Inden da kommer ‘Fresh Pressed’ dog også rundt om det toneangivende mærke Cross Colours’ indflydelse i start 90’erne (de designede baggy-jeans med en smal talje, så fans af det oversized look ikke længere behøvede at købe bukser mange størrelser for store), hvis grundlæggere sidenhen fik arbejde for blandt andre førnævnte Sean Combs succesfulde brand Sean John. Det var et monumentalt øjeblik for hiphopmodens betydning såvel som for brands med sorte stiftere, da Combs fik prisen for 2001’s bedste mandlige designer af Council of Fashion Designers of America.

‘Fresh Pressed’ giver et spændende billede af en popkulturs oprindelse, hvis indflydelse i dag fylder mere i gadebilledet end noget fransk modehus. Men det er svært ikke at trække på smilebåndet når Kayne West bedyrer, at »Being fresh is more important than having money!«.

 

Billy McFarland i Netflix-dokumentaren ‘Fyre: The Greatest Festival That Never Happened’. (Foto: Netflix)

’Fyre’

Der findes katastrofer, der siger noget om vores tid. Der findes ulykker, som hele verden griner af. Og så findes der Fyre Festival: En begivenhed, der på katastrofal vis udstiller alt, hvad der er galt med verden lige nu – og det på en måde, hvor man ikke ved, om man skal grine, græde eller hoppe ud fra nærmeste højhus.

Netflix-dokumentaren ’Fyre’ udstiller med skræmmende nøjagtighed, præcis hvor galt det gik: Hvordan den bedrageriske ‘entreprenør’ Billy McFarland slog sig sammen med den fallerede (og ud fra dokumentaren totalt tåbelige) rapper Ja Rule for at skabe årtusindets værste festival. Promoveret af influencers som Kendall Jenner og Bella Hadid.

Resultatet? En masse festivalgængere strandet på en øde ø med ødelagte telte, våde madrasser, mangel på vand og mad, totalt kaos. Twitter dokumenterede frydefuldt, hvordan de unge der troede de skulle på en caribisk luksusfestival, blev reduceret til at slås om slatne ostemadder – og dem, der betalte prisen, var selvfølgelig almindelige mennesker og lokalbefolkningen.

Det er næsten ikke til at forstå, hvis det da ikke var for ’Fyre’, der er lige så absurd som den er underholdende, nedslående og et pinligt billede af totalt fravær af moral tilsat en god glasur af social media-overfladekultur.

 

‘He Named Me Malala’.

’He Named Me Malala’

Hatten af for Malala Yousafzai, den pakistanske pige, der som 15-årig blev skudt i hovedet af Taliban for at tale for pigers ret til uddannelse og nu fortsætter sit aktivistarbejde fra sit eksil i England. Hendes arbejde har haft kæmpe betydning og sikrede hende i 2014 Nobels Fredspris som den yngste modtager nogensinde.

Malala er modig og veltalende, og i Davis Guggenheims (’En ubekvem sandhed’, ’Waiting for Superman’) dokumentar om ikonet, følger vi Malala og hendes familie i 18 måneder i deres nye hjem i Birmingham og på hendes rejser over hele verden.

Filmens bedste scener foregår i familiens skød væk fra den overvældende offentlige opmærksomhed: Her kommer vi i højere grad tæt på privatpersonen Malala når hun pjatter og skændes med sine charmerende små brødre og beklager sig over sine lektier som en normal teenager. Hun viser genert sin selvbiografi ’Jeg er Malala’ frem og læser højt fra inskriptionen: »Kære Malala. Fortsæt det gode arbejde. Kærlig hilsen Malala«.

’He Named Me Malala’ giver os indblik i en af vor tids mest ekstraordinære unge kvinders utrolige historie – og hendes higen efter en normal tilværelse.

 

‘Hot Girls Wanted’.

‘Hot Girls Wanted’

Rashida Jones (Quincy Jones’ datter) er først og fremmest kendt som søde Ann Perkins i komedieserien ’Parks and Recreation’, som hun imidlertid forlod før seriens sidste sæsoner for at få tid til andre projekter. Trist for seriefans, men en gave til dokumentarmediet, skulle det vise sig.

Ét af Jones’ projekter er dokumentarfilmen ’Hot Girls Wanted’, der kaster et kritisk og tiltrængt blik på lysternes slagside, idet den sætter fokus på de unge piger, der indvilliger i at lave amatørporno – ofte lokket i fælden af andre unge kvinder, der lover guld og grønne skove. Skønt virkeligheden er, at det så godt som udelukkende er mændene bag produktionerne, der profiterer på de nøgne semivoksne pigekroppes underkastelse – uanset hvor meget forkølede teorier om pigerne som velbetalte ‘karrierekvinder’ i branchen luftes.

Filmen kommer helt tæt på pigernes hverdag, hvor de bor sammen kollegie-style og med en alfons-lignende mandlig ‘beskytter’ i huset, der mest af alt minder om James Francos syrede karakter i Harmony Korines ‘Spring Breakers’. Det er et intimt, empatisk og uhyggeligt afdækning af en tabubelagt verden.

 

‘Ikaros’. (Foto: Netflix)

‘Ikaros’

I Netflix’ første Oscar-vinder for Bedste dokumentar vil instruktør Bryan Fogel til bunds i sandheden om doping i sportsverdenen, men en tilfældig kontakt til den russiske videnskabsmand Grigory Rodchenkov forvandler historien fra et personligt eksperiment (om hvorvidt Fogel kan slippe afsted med at dope sig til et cykelløb) til en politisk thriller, der involverer uforklarlige dødsfald og den største Olympiske skandale nogensinde.

Efter redeligt at have fortalt om sit kendskab til storstilet russisk dopingsnyd og dermed afsløret pikante hemmeligheder med direkte tråde til Ruslands regering, begynder Rodchenkov at frygte for sit eget liv, hvorfor han flygter til USA og springer ud som reel whistleblower – til stor gavn for Fogels pludseligt eksplosive dokumentarprojekt.

’Ikaros’ vandt juryens specialpris på Sundance og de doping-beviser, Fogel lægger for dagen var direkte medvirkende til, at den Olympiske komite bandlyste Rusland fra de vinterolympiske lege i 2018.

 

‘Into the Inferno’.

‘Ind I infernoet’

Werner Herzog interesserer sig for eventyrere og enspændere: Dem, som ofte forfølger et gralsobjekt, ligegyldigt om tunnelsynet fører dem i døden. Det ses i ’Ind i infernoet’, hvor vulkanforskere bevæger sig så tæt på den piskende lava, at de næsten minder om børn, der overvejer en soppetur.

Vi følger Herzog og forskeren Clive Oppenheimer på rundrejse til forskellige vulkanområder, og de får stemplet passet et par gange på turen til overvældende mange fantastiske og sjældne steder, fra Antarktis til den varmeste plet på kloden, i Etiopien, hvor arkæologer graver efter skeletrester fra de tidligste mennesker.

Det hele akkompagneres af smukke billeder, og det giver et sus at se et stort bjerg ryge i luften og gaseksplosioner, som ligner noget fra Mordor. Eller lavamasser, der løber som blodårer i stenterrænet. ’Ind i infernoet’ har ikke samme menneskelige nerve som Herzogs ’Grizzly Man’, men man er ikke desto mindre i særdeles godt selskab med Moder Naturs enorme kræfter.

 

‘Jim og Andy: The Great Beyond’.

‘Jim og Andy: The Great Beyond’

Jim Carrey ser tilbage på Jim Carrey, dengang Jim Carrey var komikeren Andy Kaufman, der i forvejen både var Andy Kaufman og Las Vegas-sangeren Tony Clifton, hvilket betød, at Jim Carrey var lidt af det hele. Eller ingen af delene.

Denne forvirrende babushkadukke af identitetsmæssige lag er omdrejningspunktet i Chris Smiths (’American Movie’) dokumentar ’Jim og Andy: The Great Beyond’ med den sigende ekstratitel ’With a Very Special, Contractually Obligated Mention of Tony Clifton’. Mere nede på jorden handler dokumentaren Jim Carreys gennemgang af aldrig tidligere viste klip fra optagelserne af Miloš Formans biografiske film om komikerlegenden Andy Kaufman, ’Man On the Moon’ fra 1999.

Med Carreys metodiske tilgang var omverdenen konstant i tvivl, om det var Carrey, Kaufman eller den møgirriterende Tony Clifton, de skulle forholde sig til under optagelserne. Men uberegneligheden var helt i den kaufman’ske ånd, også selvom hårdt prøvede Forman var tæt på at opgive projektet undervejs.

Bag kameraet-optagelserne måtte i sin tid ikke komme ud, da Universal var bange for, at folk ville tænke, at Jim Carrey var et røvhul. Men det mest fascinerende ved dokumentaren er måden, hvorpå man gennem de gamle optagelser næsten glemmer røvhullet Jim Carrey og til slut kun ser Andy Kaufman eller Tony Clifton – eller hvem det nu er.

 

‘Joan Didion: The Center Will Not Hold’.

‘Joan Didion: The Center Will Not Hold’

Forfatter og journalist Joan Didion er en af de vigtigste og mest toneangivende litterære amerikanske stemmer fra det 20. århundrede, hvis arbejde og person revolutionerede essayformen, fangede tidsånden i USA i knivskarpe rejseberetninger og sågar affødte ikoniske modetrends.

Dokumentaren om hendes liv giver os hidtil usete insider-glimt af Didions glamourøse karriere i 70’ernes Hollywood, årene som purung journalist for Vogue og hendes samfundskritiske anskuelser af New Yorks racekonflikter i 80’erne. Såvel som poetiske anekdoter fra forfatterens mange roadtrips.

Sammen med manden John Gregory Dunne skrev Didion adskillige filmmanuskripter, blandt andet til 1976-udgaven af ’A Star is Born’ og ’Tid til kærlighed’ med Robert Redford og Michelle Pfeiffer. Men hun oplevede også en næsten ubærlig sorg, da både John og datteren Quintana døde kort efter hinanden.

’The Center Will Not Hold’ er instrueret af Didions nevø, filmmageren Griffin Dunne, og går tættere på den sky forfatterinde end nogensinde set før. Det er et privat og fascinerende portræt, som enhver med den mindste interesse for amerikansk litteratur og moderne kultur bør unde sig selv at se.

 

‘Lo and Behold’.

‘Lo and Behold: Reveries of the Connected World’

Endnu mere Werner Herzog til folket!

Instruktøren har siden sin debut i 1962 skabt over 60 spillefilm og dokumentarer, men selv på den tunge side af 70 er Herzogs naivistiske nysgerrighed og filosofiske eftertanke intakt, som bekræftet af ’Lo and Behold’.

Som en udenforstående og uforstående prøver filmmageren at forstå den nye tidsalder, internettet har skabt, og filmen består af ti små essays, der både hylder og kritiserer den nye epoke. Instruktørens blik bliver vores eget, når han strør sine subjekter med forførende metafysiske gåder: Kan en maskine finde kærlighed? Håb? Tro på Gud?

Spørgsmålene er stillet før, men Herzog gør det i sine egne unikke rammer.

 

‘Restrepo’.

‘Restrepo’

I Oscar-nominerede ’Restrepo’ lader journalist og forfatter Sebastian Junger (’The Perfect Storm’) og fotograf Tim Hetherington krigens følgevirkninger synke ind, idet de agerer fluerne på væggen hos en amerikansk patrulje udstationeret i Afghanistan.

Soldaterne skal etablere en lejr i den terrænmæssigt udsatte Korangal-dal, hvor amerikanerne bevæger sig i noget nær blinde sammenlignet med fjendens indgående kendskab til området. Lejren bliver døbt Restrepo efter en afdød soldaterkammerat af samme navn, og man sidder flere gange med hjertet helt oppe i halsen, når mændene forsøger at holde sig på god fod med lokalbefolkningen (som de mistænker for at være i ledtog med Taliban, mens de lokale til gengæld foragter amerikanernes indtrængen), og navigere i en surrealistisk ’hverdag’, hvor kedsomhed i sandet pludselig afløses af brutale kampe.

’Restrepo’ illustrerer både de aktuelle rædsler i kampzonen og de psykiske ar, de overlevende soldater efterfølgende sidder tilbage med, og det er lige så ubehageligt som det er vigtigt for krigsførende nationer at tage stilling til. For både soldaterne og afghanernes skyld.

 

‘Shirkers’.

’Shirkers’

I starten af 90’erne satte den 18-årige filmnørd Sandi Tan og to af hendes bedste venner alt ind på at skabe Singapores blot anden spillefilm. De fik hjælp af deres mentor og filmunderviser Georges Cardona, men det skulle også blive ham, der kørte filmen ud på et sidespor, så den aldrig blev færdig eller vist for nogen.

I den roste ’Shirkers’ (vi har givet den fem stjerner HER) genbesøger Sandi Tan, der siden er blevet filmkritiker, ungdommens begivenheder med en følsom nostalgi, som genopliver den legesyge passion, de unge håbefulde filmskabere var drevet af. Hun har været hjemsøgt af projektet i 25 år, og dokumentaren giver hende en mulighed for at sætte punktum og komme videre.

Den farverige, boblende gamle film, som vi får uimodståelige glimt af undervejs, kunne have været en milepæl i Singapores filmhistorie. Nu fik vi så i stedet dokumentarfilmen ’Shirkers’, og det skal vi heller ikke være kede af. Det er en hyldest til vores alle sammens tabte ungdom.

 

‘Some Kind of Monster’.

’Some Kind of Monster’

En af historiens bedste musikdokumentarfilm byder sig også til på Netflix. I starten af 00’erne fulgte instruktørduoen Joe Berlinger og Bruce Sinofsky Metallica, mens de lavede albummet ’St Anger’, der udkom i 2003.

Joe Berlinger og Bruce Sinofsky havde i 1994 fået stor succes med den Oscar-vindende dokumentar ’Paradise Now’, der var den første film, som Metallica gav lov at bruge deres musik til – og Metallica hjalp selv med at skabe opmærksomhed om sagen om tre måske uskyldige teenagere dømt for mord.

Ud fra denne gensidige tillid gav Metallica Berlinger og Sinofsky en temmelig ufiltreret adgang til deres arbejde med albummet, og resultatet er en sjældent hudløs og dramatisk afdækning af den kunstneriske proces med alt, hvad dertil hører. Inklusive en bassist, der forlader bandet, og en forsanger der går på afvænning for sit alkoholmisbrug.

Filmen er fluen på væggen, mens bandet forsøger at tale ud og forsone sig, mens de hver især bekæmper deres indre monster med performance enhancement coach Phil Towle som facilitator. Det er både tåkrummende og rørende. ’Some Kind of Monster’ finder i den grad menneskene bag musikken og rockstjernerne.

 

‘Strong Island’.

‘Strong Island’

Den essayistiske ‘Strong Island’ er mange ting på én gang. En undersøgende dokumentar, et ømt familieportræt, en anskueliggørelse af racismens indgribende skadevirkninger på det amerikanske samfund.

Allerede før titelkortet slås det fast, at filmen bygger på dybt personligt stof: I ultranære beskæringer adresserer instruktøren kameraet. Stemmen er fattet, men der er en uforsonlighed i blikket. Yancy Ford vil generobre definitionsretten over sin storebror William liv og tragiske endeligt.

For Yancy findes der to varianter af historien. Den ene er privat og eksisterer på falmede polaroidfotos, dagbogsnotater og i hukommelsen. Den tegner et omsorgsfuldt familiemedlem, der har studeret på Harvard og er blevet underviser inden for fængselsvæsenet. Den anden er officiel og har ubehagelige undertoner af racisme. Den stempler den sorte William som en aggressiv type, der forvolder sin egen død, da han en aften i 1992 konfronterer en hvid mekaniker ved navn Mark Riley. Efterforskningen er hurtig overstået, og bortset fra et indledende retsmøde kommer sagen aldrig for en domstol.

Instruktøren ser Mark Riley allevegne, og ‘Strong Island’ er mest interessant som et sorgstudie: Sorgen som noget, der aldrig hører op, men blot manifesterer sig på nye måder hver dag.

 

‘Team Foxcatcher’.

‘Team Foxcatcher’

Den bizarre sag om den excentriske milliardær John du Pont, der slog USA’s mest succesfulde wrestler Dave Schultz ihjel var omdrejningspunkt for den Oscar-nominerede spillefilm ’Foxcatcher’ med Steve Carell og Channing Tatum, men dokumentaren ’Team Foxcatcher’ gaver et spadestik dybere.

John du Pont brugte angiveligt en stor sum penge på at støtte op om det olympiske wrestlingteam og byggede dyre træningsfaciliteter på sin ranch, Foxcatcher, men hans opførsel og feticheren af sportsmændene blev mere og mere foruroligende. Og det endte på tragisk vis med at koste vennen og wrestleren Schultz livet, til trods for at denne havde været du Ponts mest loyale støtte.

I ’Team Foxcatcher’ genbesøger Schultz kone Nancy ranchen, hvor hun og Dave boede frem til mordet i 1996, og instruktør Jon Greenhalgh interviewer holdkammerater, trænere, advokater og ansatte på Foxcatcher, der tegner et billede af Dave såvel som du Pont, hvis gudekompleks grænsede til det tegneserietragikomiske.

En absurd historie, der skal ses før man tror den.

 

‘The Square’.

‘The Square’

’The Square’ er en aktuel og foruroligende dokumentar om den egyptiske revolution, der følger et modigt filmhold og en gruppe unge mænds insisterende kamp for regimeskifte og viser os revolutionen indefra. Alt det vi ikke så i den hurtige nyhedsopdatering, med andre ord.

Filmen er skabt af den kvindelige egyptisk-amerikanske instruktør Jehane Noujaim, hvis besjælede billeder fra Cairos gader på én gang understøtter og står i skarp kontrast til den sitrende spænding og forventning, der raser i kroppene på de vidt forskellige oprører, der drømmer om verden efter Murbarak.

Men politisk forandring kommer ikke over night, og filmen ved det selvom mændene håber.

 

‘They’ll Love Me When I’m Dead’.

‘They’ll Love Me When I’m Dead’

Frem til sin død i 1985 brugte den legendariske filmskaber Orson Welles ikke færre end 15 år på metaprojektet ’The Other Side of the Wind’ om en aldrende instruktør, der på sin dødsdag fremviser sin sidste, ufærdige film.

Ikke ulig sit fiktive alter ego døde Welles også før ’The Other Side of the Wind’ blev premiereklar, og filmen lå i årtier og samlede støv indtil Netflix opkøbte rettighederne og endelig lancerede den sidste år. Men det sidste punktum er ikke sat for Welles svanesang.

I ’They’ll Love Me When I’m Dead’ får vi således historien om tilblivelsen af filmen om en film, og lærer en af historiens største instruktører – som havde et notorisk eksplosivt temperament og aparte kunstneriske visioner – bedre at kende på godt og ondt, fra Welles vender tilbage til USA i starten af 70’erne.

Dokumentaren er iscenesat af Mogan Neville, der i 2014 vandt en Oscar for ’20 Feet From Stardom’, og må siges at være pensum for seriøse filmfans.

 

‘Tig’.

‘Tig’

Tig Notaro er en af de bedste nulevende standuppere, men ’Tig’ er ikke just noget lårklaskende portræt. Filmen går tæt på kvinden bag komikeren, der med meget kort mellemrum fik konstateret kræft og mistede sin mor, men som succesfuldt vendte billedet af sig selv som offer igennem kulsort, katarsisk humor.

Notaro er et formidabelt skarpt bekendtskab, og en af ’Tig’s største styrker er måden, hvorpå filmen dokumenterer kvindens kamp for at genfinde sin selvtillid som performer, og hvordan hun med subtil sans for sprogbruget inkorporerer intime bidder fra sit eget liv i sin standup-rutine.

’Tig’ er (næsten) lige så intelligent som sin hovedperson, og indgyder stof til eftertanke der rykker ved måden, vi italesætter og bearbejder personlige tragedier.

 

‘Tower’.

‘Tower’

Den anmelderroste og prisvindende ’Tower’ genskaber USA’s første skoleskyderi gennem arkivmateriale og animation, som man kender fra ‘Waltz with Bashir’.

Fra et klokketårn nær University of Texas i 1966 skød den tidligere studerende Charles Whitman 45 mennesker, hvoraf 14 blev dræbt. Whitman skabte rædsel og frygt blandt studerende og ansatte på universitetet, mens specialstyrker forsøgte at komme op i tårnet for at stoppe ham.

Instruktøren bag, Keith Maitland, har skabt en original og suspensefuld fortælling med udgangspunkt i de virkelige begivenheder, der virker både tidssvarende og akut samfundsrelevant set i lyset af USA’s mange masseskyderier og fortsatte våbendebat.

 

‘What Happened Miss Simone?’

‘What Happened, Miss Simone?’

Denne sprudlende musikdokumentar lader os komme helt tæt på en af en af USA’s største sangerinder, formidable Nina Simone, hvis liv og karriere i høj grad blev præget af raceurolighederne i hjemlandet.

Instruktør Liz Garbus opruller Simones liv fra hendes tidlige barndom som klaverstuderende ved navn Eunice Waymon til hendes indre kamp med religionsspørgsmål og mental ustabilitet, og frem til den senere storhedstid på scenen. Dagbogsnotater og familiebilleder er med til at fortælle historien i samspil med nyhedsklip og koncertoptagelser, og det er sidstnævnte, der er decideret uimodståelige. Om end flere foregår i lettere surrealistiske settings, som når Simone synger ’I Loves You Porgy’ på Hugh Hefners tv-show ’Playboy Penthouse’ i 60’erne.

I takt med at hendes stjerne voksede, blev Simone mere politisk bevidst og involveret i borgerrettighedsaktivisme, men søgte senere til Liberia for en årrække: »Det Amerika, jeg drømte om i 60’erne lignede en dårlig joke med Nixon i Det Hvide Hus og den sorte revolution skiftet ud med disco«, skrev Simone i sin dagbog.

Hvad skete der, Miss Simone? Få svaret i Garbus’ Oscar-nominerede film, hvis racetematikker fortsat synes uhyggeligt samfundspolitisk relevante.

 

‘Quincy’.

‘Quincy’

Producer, musiker og komponist Quincy Jones er et kulturikon udover det sædvanelige, som har samarbejdet med snart sagt hver en amerikansk musiklegende fra Ray Charles til Michael Jackson, Frank Sinatra til Will Smith. Mandens karrierearv er enorm, men i ’Quincy’ formår datteren, skuespilleren og filmmageren Rashida Jones at tegne et både rørende og imponerende vægtigt billede af den utrættelige musiker.

Jones fortæller selv om sin barske opvækst i South Side i Chicago med en ustabil mor, der forlod familien og frem til de første karrierehighlights, mens datteren følger ham i nutiden, hvor end ikke et slagtilfælde kan stoppe ham fra at hoste en jazzfestival eller iscenesætte et show som åbning for en ny udstilling om sort amerikansk kultur på Smithsonian’s National Museum i Washington. Men der er også bitre toner, når Jones fortæller om den racisme, han alle dage har følt, selv i spotlysets stråleglans.

Det er svært ikke at blive tryllebundet af Quincy Jones’ ekstraordinære liv, der er uløseligt sammenvævet med amerikansk kulturhistorie.

Læs også: De 15 bedste komedier på Netflix lige nu

Har du lyttet til Soundvenue Streamer? Vi guider dig til ugens mest interessante streamingtitler – på bare en halv time

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold