Venedig dag 2: Adam Driver og Scarlett Johansson leverer karrierens bedste præstationer i hjerteskærende Netflix-film

Venedig dag 2: Adam Driver og Scarlett Johansson leverer karrierens bedste præstationer i hjerteskærende Netflix-film
Scarlett Johansson og Adam Driver i 'Marriage Story'
Anden dagen på Venedig Film Festival bød på verdenspremierer på to af årets mest ventede film, science fiction-dramaet ’Ad Astra’ og Netflix-skilsmissedramaet ’Marriage Story’, der dårligt kunne være mere forskellige.

Brad Pitt i ‘Ad Astra’.

1. Ventet sci-fi-epos med Brat Pitt krakelerer under egne ambitioner

Forventningerne var mildt sagt høje, da pressen mødte op til første visning af Brad Pitts anden storfilm i år, det ambitiøse sci-fi-epos ’Ad Astra’, som flere på forhånd havde udråbt til en af efterårets mest lovende Oscar-kandidater. Sådan tror jeg dog næppe, at det kommer til at gå, selvom særligt de amerikanske medier har lovprist filmen – for ‘Ad Astra’ deler i den grad vandene.

Man burde måske have frygtet det værste, da filmen tidligere på året blev udskudt op til flere gange. Historien gik på, at instruktør James Gray (‘The Immigrant’, ’The Lost City of Z’) var ved at lægge sidste hånd på værket, men virkeligheden var nok snarere, at filmproducenterne bag var travlt beskæftiget med at prøve at redde stumperne af deres over 80 millioner dollar dyre investering i klipperummet.

Slutresultatet er et prisværdigt forsøg på en original blockbuster, som man ikke ser dem længere, og som ihærdigt forsøger at skrive sig ind i samme liga som Stanley Kubricks mesterværk ’Rumrejsen 2001’ og Tarkovskijs ‘Solaris’, men knækker sammen under sine enorme ambitioner.

Udgangspunktet for ’Ad Astra’ er ellers interessant: I en uspecificeret fremtid har menneskeheden koloniseret både månen og Mars, mens adskillige ekspeditioner er blevet sendt ud i galaksen i søgen efter intelligent liv. Men modsat de fleste andre science fiction-film gemmer der sig ikke nogen skjulte skatte eller overnaturlige væsner i det ydre rum. Mennesket er mutters alene – og bringer snart problemerne fra Jorden med sig ud i universet.

I centrum for det hele er Brad Pitts ekstremt selvdisciplinerede og indelukkede astronaut Roy McBride, der lever og ånder for sit arbejde hos USA’s rummilitær, SPACECOM, mens han konstant har øjnene rettet mod exit-skilte, når det kommer til medmenneskelig kontakt. Da en voldsom energiudladning rammer Jorden, bliver han hentet ind af de høje herrer i rumorganisationen for at deltage i en hemmelig mission.

Mistanken går nemlig på, at energiudladningen stammer fra et rumskib, der 26 år forinden satte kurs mod Neptun – under den såkaldte Lima-ekspedition i søgen efter intelligent liv – kun for at forsvinde sporløst 16 år senere. Missionen var ledet af Roys far, legenden Clifford (Tommy Lee Jones), og nu håber SPACECOM, at Roy kan få kontakt til sin far og dermed sætte en stopper for de katastrofale energibomber, som kræver tusindvis af ofre på Jorden.

‘Ad Astra’.

Det bliver indgangen til en omfattende dannelsesrejse gennem galaksen, hvor Roy langsomt bryder ud af sin skal og kommer i kontakt med sit følelsesliv, der har været ikkeeksisterende, siden faren forlod ham. Gray maler nye interessante penselstrøg til billedet af den indesluttede astronauts motivation for at rejse ud i rummet – er det for at finde sig selv eller undslippe livet på Jorden? Det store problem er bare, at vi som publikum kun kommer ind på livet af Roy og hans daddy issues gennem en konstant, trættende voice-over, hvor astronauten forklarer, hvordan han har det – blandt andet til sin computerpsykolog, der monitorer hvert af hans hjerteslag.

Voice-over’en virker som et halvhjertet forsøg på at skabe orden i den rodede fortælling, men grebet gør i stedet storsatsningen ufrivilligt komisk med klichetunge refleksioner over livet, der hamrer alle pointer fast med syvtommersøm. Det vil dog ikke overraske fans af klassicisten Gray, der altid har haft tendens til at dyrke de tykke metaforer.

’Ad Astra’ byder på mange interessante visioner, som når Roy rejser til Månen med en kommerciel raket og må betale 150 dollars for et tæppe og en pude, inden han ankommer til rumstationen, hvor man kan tage billeder med aliens og købe mad fra sandwich-kæden Subway. I ’Ad Astra’ er rumrejse endnu en måde at forflytte forbrugskulturen og menneskehedens andre vrangsider til nye himmellegemer, understreget yderligere da Roy bliver angrebet af pirater på månen, der er på jagt efter ressourcer.

Men Gray formår aldrig at sætte trumf på de tænkevækkende scenarier, hvilket særligt skyldes, at hver scene er klippet ned til det rene ingenting, så filmen aldrig mere end kradser i overfladen på de store tematikker, mens ethvert forsøg på spænding slutter, inden det overhovedet er begyndt.

Man kan dog ikke tage noget fra filmens gudesmukke billeder, fotograferet af Christopher Nolans hoffotograf Hoyte van Hoytema, der sammen med Max Richters musik gør ’Ad Astra’ til en stor sanselig oplevelse. Alligevel er det langt fra en helstøbt film, når James Gray fortaber sig i højpandede, lommefilosofiske refleksioner, mens historiefortællingen halter mere og mere, som den skrider frem. Brad Pitt gør sit bedste med det, han får stillet til rådighed, men selv ikke hans karisma forhindrer filmen i at krakelere.

Scarlett Johansson og Adam Driver i ‘Marriage Story’.

2. Noah Baumbachs ambitiøse Netflix-film frembringer både grin og gråd

Helt anderledes forholder det sig i Noah Baumbachs mesterlige skilsmissedrama ’Marriage Story’, der er kørt i stilling som en af Netflix’ helt store Oscar-kandidater i år – og bestemt har noget at have det i.

Her spiller Adam Driver og Scarlett Johansson røven ud af bukserne i karrierernes bedste præstationer som ægteparret Charlie og Nicole, der kæmper sig igennem en grum skilsmisse, som gradvist løber af sporet.

Det er Baumbachs mest ambitiøse projekt til dato med imponerende lange scener, der konstant veksler mellem hjerteskærende tragedie og lårklaskende komik, så man dårligt ved, hvad man skal gøre af sig selv.

Filmen er baseret på Baumbachs egen skilsmisse med skuespilleren Jennifer Jason Leigh, og man mærker da også, at karaktererne er hans skarpeste siden det store gennembrud med Oscar-nominerede ’The Squid and the Whale’, der var baseret på hans forældres skilsmisse.

Charlie er den kontrollerende teaterinstruktør, der gerne vil give sine skuespillere noter, selv efter de har givet sidste optræden med deres seneste forestilling. Nicole er den let distræte skuespiller, som har fået indfriet sine drømme om en familie, men har ofret sine ambitioner om en filmkarriere i Los Angeles for at medvirke i ægtemandens stykker i New York.

Vi møder dem først fra deres mest elskværdige sider. På opfordring fra deres skilsmisserådgiver har de i breve beskrevet de sider, de elsker ved hinanden, som vi også så det i de elegante dobbelttrailere til filmen (se herunder). Glansbilledet sprænges dog hurtigt, da de begynder at presse hinanden mere og mere i en kamp om forældremyndigheden over deres søn, der virkelig kommer rundt om de altomfattende konsekvenser, skilsmisse kan få for en familie.

Genistregen består blandt andet i, at årsagerne til bruddet ikke tegnes tydeligt op fra start, så man hele tiden må stykke det sammen ud fra de to hovedkarakterers fortællinger. I starten af filmen virker det endda, som om parret rent faktisk godt kunne finde sammen igen. Nicole bliver ved med at kalde Charlie for »skat«, og Charlie kysser hende på munden af ren vane. Men da først Nicole bliver anbefalet at hægte en advokat på skilsmissen, som de ellers havde planlagt at ordne alene, er der ingen vej tilbage.

Herfra er ’Marriage Story’ en eksplosion af mindeværdige scener, der er så detaljerede, velskrevne og velspillede, at man ender med at knuselske det excentriske persongalleri, som forener Baumbachs vante quirkyness med stor medmenneskelighed.

Laura Dern, Ray Liotta og Alan Alda er afsindigt morsomme i birollerne som ægteparrets stridende advokater, der har gjort andre menneskers hjertesorger til en manipulerende pengemaskine. De får nærmest per automatik kørt en afdæmpet skilsmisse op til et spektakel af et retssagsdrama – dog hele tiden forankret i det kulørte overklassemiljø, så dramatikken aldrig går på kompromis med troværdigheden.

Det kræver sin instruktør at få publikum til både at skraldgrine og græde, men med ’Marriage Story’ formår Baumbach netop dette. Efter 130 korte minutter i selskab med Charlie og Nicole følte jeg, at jeg kendte parret helt ned til de intime hemmeligheder, som normalt er forbeholdt mand og kone.

Her havde begge skuespillere vist sider af deres talent, jeg ikke troede, de havde – fra Adam Drivers ekstremt bevægende fremførelse af musicalsangen ’Being Alive’ under en open mic-aften, der indkapsler parrets forhold i tre minutters filmmagi, til en lang indstilling, hvor Scarlett Johansson tryllebinder med perfekte nuancer i en underspillet dialog med en socialrådgiver.

Særligt en lang skænderiscene vil gå over i historien som noget af det fineste skuespil i dette årti.

‘Ad Astra’ får dansk biografpremiere 19. september. ‘Marriage Story’ kommer på Netflix i løbet af året, men datoen er endnu ikke annonceret.

Læs også: Venedig-highlights dag 1 – sidste års Guldpalmevinder følger op med tamt komediedrama med Ethan Hawke og Juliette Binoche

Læs også: De 10 film, vi glæder os mest til på Venedig Film Festival

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold