‘Smerte og ære’: Antonio Banderas har aldrig været bedre end i Pedro Almódovars mesterlige erindringsstykke

‘Smerte og ære’: Antonio Banderas har aldrig været bedre end i Pedro Almódovars mesterlige erindringsstykke
'Smerte og ære' instrueret af Pedro Almodóvar.
Foto: Scanbox
6 6
Spillefilm
Instruktør

Pedro Almodóvar

Medvirkende

Antonio Banderas, Penélope Cruz, Leonardo Sbaraglia, Asier Etxeandia og Nora Navas

Spilletid

113 min.

Premiere

Den 5. september

Der er noget lækkert ved at opdage nye talenter. Så ung, så uberørt, så lovende, et friskt pust og ansigt med nye ideer og strømninger til tiden. Vi jubler, når 10-årige Julia Butters overstråler Leonardo DiCaprio i Quentin Tarantinos ‘Once Upon A Time in Hollywood’, og når Billie Eilish indtager poptronen i en alder af 17.

På filmfestivalen i Cannes, der hylder den ypperste filmkunst, er der blandt filmanmelderne hvert år rundsuk over udtagelsen af ’de gamle travere’ – vores filmredaktør måtte endda sige undskyld for sine fordomme mod 82-årige Ken Loach, der ifølge et enigt anmelderkorps leverede en knivskarp samfundsaktuel film med ‘Sorry We Missed You’.

Tragikken i at føle sig overflødig i en tid, der er løbet fra én, er – måske symptomatisk – temaer i så forskellige biografaktuelle film som ‘Once Upon A Time in Hollywood’ og ‘Toy Story 4’.

Jeg synes, vores ungdomsdyrkelse og jagt efter det nye og sprøde er gået over gevind. Hvad blev der af erfaring, dygtighed og livklogskab som værdi?

Tag nu Pedro Almodóvar. Jeg elsker hans sprudlende film fra 80’erne og 90’erne, der er fulde af outreret humor, skamløst melodrama, kink, vovede udforskninger af køn og seksualitet og kvinder på randen af nervøse sammenbrud. Midtkarrierefilm som ‘Alt om min mor’ og ‘Tal til hende’, der stadig står som hans stærkeste, fordybede karakterer og temaer uden at give afkald på auteurens distinkte stil, humor og kærlighed til samfundets ’afvigere’.

‘Smerte og ære’ instrueret af Pedro Almodóvar. (Foto: Scanbox)

Almodóvars seneste film ‘Smerte og ære’ er hans mest afdæmpede til dato, men også en af hans mest personlige, rørende, reflekterede og veludførte. Som anmelder er man gerne lidt på dupperne i biografen – her slappede jeg af fra første billede i en vished om, at jeg var vidne til en mesters sikre værk, lænede mig tilbage og nød hvert et øjeblik af den fortrinlige fotografering, farvebrug, scenografi, skuespil og stille og rolige udfoldelse af det delvist selvbiografiske portræt af en aldrende filminstruktør. Filmen om smerte, død, kærlighed, passion, afhængighed, kunst, kreativitet og Almodóvars tilbagevendende moderrelation fletter sømløst nutid og erindring sammen og svømmer indover én på så forførende vis, at den sagtens kunne have haft den dobbelte spilletid. Det er hans bedste film siden ‘Volver’ fra 2006.

Vi følger instruktøren Salvador Mallo, spillet af Almodóvars hyppige førstemand Antonio Banderas, der plaget af rygsmerter efter en operation, migræne, luftvejsproblemer og angst gebærder sig som ældre, end han er. Han er stoppet med at lave film og er sygnet hen i en depressiv tilstand og kreativ stilstand. Da cinemateket i Madrid i forbindelse med restaureringen af hans 30 år gamle hovedværk ‘Sabor’ beder ham stille op til Q&A med sin hovedrolleindehaver, Alberto Crespo (Asier Etxeandia), opsøger han sin gamle ven, som han blev uvenner med under indspilningerne og ikke har set siden. Deres møde – og herigennem Salvadors nye heroinforbrug – får Salvador til at tænke tilbage på sin barndom med sin power-mor (Penélope Cruz) og et ulykkeligt kærlighedsforhold i 1980’erne.

Barndomsscenerne med niårige Salvador (Asier Flores), hvor han flytter ind i en ’hule’ med sine forældre i en lille landsby, er fuld af farver, liv og nyopdagede følelser. For eksempel rammes Salvador i et sødt klimaks så stærkt af sit første begær, at han besvimer, da en ung håndværker, som Salvador underviser i at læse, smider tøjet for at gå i bad.

‘Smerte og ære’ instrueret af Pedro Almodóvar. (Foto: Scanbox)

Nutidssporet står i grå kontrast, men der er nostalgisk-forløsende højdepunkter af ømme følelser: Alberto opfører en stærk bekendelsesmonolog skrevet af Salvador, og Salvador genforenes med sin gamle kæreste, Federico (Leonardo Sbaraglia). I et senere bittersødt flashback ser vi Salvadors hengivenhed til sin døende mor (Julieta Serrano), der til sønnens spørgsmål til hendes liv i en ironisk metakommentar frabeder sig at blive skrevet ind i hans film. »Jeg kan ikke lide autofiktion«.

‘Smerte og ære’ ville være på kanten til det navlepillende, hvis ikke den havde føltes så universel i sin skildring af alderdom og erindring. Den er nostalgisk og melankolsk og indeholder mere smerte end ære. Alligevel sender Almodóvar os ud med en opløftende følelse af, at netop kunsten kan være med til at give klarhed over livet og bearbejde frygten for døden.

En gråsprængt, uglamourøst underspillet og sårbar Banderas har aldrig været bedre, og det er rørende at se ham hylde sin gamle samarbejdspartner. Han vandt da også fortjent skuespillerprisen i Cannes.


Kort sagt:
Den spanske mester Pedro Almodóvar har skabt sin bedste film i årevis, hvor Antonio Banderas brillerer i et smukt, modent og nostalgisk selvbiografisk drama om kærlighed, kunst og alderdom.

Læs også: Det skal du se i biografen i september – fra dræberklovnens comeback til rumeventyr med Brad Pitt

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold