‘Apocalypse Now’ er tilbage i biograferne: Den legendariske historie om en af verdens bedste film

‘Apocalypse Now’ er tilbage i biograferne: Den legendariske historie om en af verdens bedste film
Martin Sheen i 'Apocalypse Now'.
Mere end 200 filmdage, over 300.000 meter film, et hjerteanfald, en tyfon og en umulig Marlon Brando. Produktionen bag Francis Ford Coppolas Vietnam-krigsklassiker ’Apocalypse Now’ fra 1979 er mindst lige så legendarisk som filmen selv. I anledning af, at den tredje version af filmen i denne uge får premiere i danske biografer, ser vi nærmere på den skelsættende krigsfilm – og den mareridtsagtige tilblivelse.

»Some day this war is gonna end«.

Sådan siger Colonel Killgore (Robert Duvall), mens han står midt på en krigsplads i Vietnam med lugten af napalm stikkende i næseborene og eksplosioner til alle sider. Men der er intet håb i hans erklæring. Han lyder nærmeste skuffet over, at den modbydelige massakre nogensinde skulle slutte, som om blodbadet i sig selv var målet.

Efterfølgende forlader han filmen.

Colonel Killgore er måske den mest mindeværdige karakter fra Francis Ford Coppolas ’Apocalypse Now’. Duvalls perfekte gestaltning af den egenhændige amerikanske militærmand, fra Custer til Patton, er lige dele parodi og ophøjelse. Han er på den ene side omsorgsfuld over for det enkelte individ, hvad end der er tale om sårede fjendtlige soldater eller sine kammerater i krig. Men på den anden side gjalder han af sejrsrus, da han udrydder en hel landsby. Han er et legebarn med adgang til F16-fly.

Sådan er alle karakterer i Francis Ford Coppolas legendariske film, der lige så meget er en moralfortælling, som det er en antikrigsfilm. Soldaten Willard (Martin Sheen) sendes som lejemorder afsted ind i Cambodja i 1968 for at myrde den løbske Oberst Kurtz (Marlon Brando). Kurtz’ forbrydelse er at have myrdet en gruppe delegerede sydvietnamesiske agenter, som han mistænkte for at være spioner.

Det er naturligvis absurd at anklage en soldat for mord, og hermed fremsætter filmen sin tese: Hvordan magtudøvere lyver og fordrejer sandheden for at retfærdiggøre deres egen forkvaklede moral. Filmen udspiller sig som en odyssé af krigsforbrydelser, hvor soldater leger guder, militærledelsen befinder sig hundreder af kilometer fra fronten, og områder erobres, fordi de er gode surfområder.

Men ’Apocalypse Now’ huskes for langt mere end som én af grundpillerne inden for den moderne amerikanske krigsfilm efter USA’s ansigtsfald under Vietnam-krigen. For ligesom krigen selv var produktionen bag filmen en katastrofe.

Det er altid et mindre mirakel at skabe en film, men få tilblivelsesprocesser er så fascinerende som Coppolas personlige krig i den filippinske jungle for at redde sin baby.

En parodi på hippierne

’Apocalypse Now’ er et hjertebarn af en hel række medlemmer af de såkaldte Movie Brats, der slog nye og friske takter an i amerikansk film i 1970’erne.

Det var mænd – og det var eksklusivt mænd – som George Lucas, John Milius, Francis Ford Coppola, Martin Scorsese, Brian DePalma og Steven Spielberg, der spiste film til morgenmad og så op til udenlandske auteurs som Kurasawa, Bergman og Godard.

I 1975 og 1977 gav de ambitiøse instruktører dog selv nøglerne tilbage til den etablerede filmindustri, da blockbustermastodonterne ’Jaws’ og ’Star Wars’ igen satte fokus på, hvad der var mest kommercielt bæredygtigt at producere. ’Apocalypse Now’ kom med andre ord i slutningen af New Hollywood-bevægelsen, der gav os klassikere som ’The Godfather’, ’The Deer Hunter’ og ’Taxi Driver’.

Filmens skabelse går dog længere tilbage end som så. John Milius begyndte at lægge pen til det originale manuskript i sine filmskoledage på USC, og Coppola, som købte manuskriptet af ham, havde tiltænkt sin gode ven George Lucas at instruere.


Trods filmens renomme som en anti-krigsfilm er manuskriptforfatteren John Milius temmelig reaktionær. Titlen ’Apocalypse Now’ var i sig selv en parodi på hippiebevægelsens mantra Nirvana Now, og mange af filmens mest ikoniske scener – fra Playboy-bunny’erne til »I love the smell of napalm in the morning« – var udtænkt af Milius. Han var en drengerøv, der ikke kunne blive elitesoldat og dø på den anden side af jorden, som han ønskede, fordi han havde astma. Han var fascineret af Joseph Conrads bog ’The Heart of Darkness’, som fortællingen er en løs filmatisering af, på grund af dens tematik om at reducere mennesket til sit maskuline ur-id som hulemand i junglen.

George Lucas havde imidlertid tænkt sig at filmatisere Milius’ manuskript som en ’Battle of Algiers’-agtig dokumentar i sort-hvid. Og da han havde ’Star Wars’ på trapperne, overtog Coppola selv tøjlerne. Ved at finansiere filmen ud fra egen lomme gennem sit produktionsselskab Zoetrope håbede han på at skabe en kommerciel succes på højde med krigsfilmen ’The Longest Day’ fra 50’erne, som kunne give ham carte blanche fra de store filmstudier til at lave præcis, hvad han ville.

Planen var en gedigen krigsepic med optagelser på trinde 40 dage og Harvey Keitel i hovedrollen. Han skulle bare have vidst…

Slutningen manglede

Der er skrevet bøger og lavet dokumentarer om den kaotiske tilblivelse, der blev resultatet. Eleanor Coppola, som befandt sig ved sin mands side under optagelserne, der strakte sig over 238 dage, filmede selv dokumentaren ’Hearts of Darkness’, som i dag desværre er underligt svær at opstøve.

Allerede i udgangspunktet var filmen en langt større mundfuld, end Francis Ford Coppola havde forventet. Sekvensen, hvor Killgores mænd angriber den vietnamesiske landsby, endte med at fylde næsten 50 tusinde fod celluloid – den samme længde som gængse spillefilm.

Den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld nægtede at give Coppola militærstøtte til optagelser i Vietnam, så han måtte filme på Filippinerne, hvis militærdiktator Ferdinand Marcos var allieret med USA. Det gav Coppola adgang til amerikanske militærremedier, men betød også, at helikopterne fra tid til anden måtte forlade optagelserne for at blive brugt mod lokale oprørere.

Scorsese-favoritten Harvey Keitel, der selv var krigsveteran, var tiltænkt rollen som Willard, men nogle uger inde i optagelsen fyrede Coppola ham, da han ikke fandt ham passende til rollen. Som instruktøren ganske rigtigt sidenhen har udtalt, var Keitel en dragende skuespiller, mens Willard snarere skulle være et passivt vidne til de bizarre og makabre begivenheder, der udfoldede sig omkring ham. Ifølge Coppolas kommentarspor til filmen kan man dog stadig ane Keitels silhuet i nogle af filmens tidlige scener.

Sam Bottoms og Martin Sheen i ‘Apocalypse Now’.

En 36-årig Martin Sheen overtog rollen, men måtte tage seks ugers pause på hospitalet, da han faldt om. Stressen, alkoholmisbruget og smøgerne var ganske enkelt gået direkte i hjertet.

Og det var langt fra den eneste gang, hvor naturens kræfter slog til. Under optagelserne oplevede filmholdet en større tyfon, som kan ses i Redux-versionen. Den halvfærdige sekvens, hvor Willards gruppe støder på den nødlandede Playboy-helikopter, er filmet under tyfonen, og der er ikke nok regnmaskiner i verden til at imitere mængden af vand, som pøser ind over de stakkels skuespillere. Tyfonen blæste simpelthen de fleste af filmens enorme sets ad helvede til og forårsagede endnu engang store forsinkelser.

’Apocalypse Now’ blev hovedsageligt optaget i kronologisk rækkefølge, hvilket blandt andet skyldtes, at Francis Ford Coppola ikke selv kendte slutningen under optagelserne. Milius’ manuskript slutter med en episk kamp mellem Kurtz og Willard mod NVA-tropperne, men Coppola vidste, at hans film havde taget en for surrealistisk drejning til blot at kunne slutte med en simpel kamp mellem god og ond. Han havde i øvrigt heller ikke hverken pengene eller tiden til at filme en helt ny krigsscene.

Og så var der Marlon Brando…

Store, tykke Brando

Før Robert Pattinson var der Daniel Day-Lewis. Før ham var der Robert De Niro. Og før ham var der Marlon Brando.

Man kan argumentere for, at ingen skuespiller nogensinde vil nå den samme ikoniske status som Brando. Med hans smukke ansigt og karismatiske stemme blev han kendt og elsket i 50’erne for ’On the Waterfront’ og ’Viva Zapata!’ og fortsatte sin karriere langt op i det 20. århundrede. Coppola havde endnu en gang beseglet hans position som tidens største skuespiller med rollen som mafiabossen Vito Corleone i ’The Godfather’ i 1972.

Marlon Brando i ‘Apocalypse Now’.

I ’Apocalypse Now’ skulle skuespilleren og instruktøren så genforenes. Coppola betalte tre millioner dollars for fire uger i den filippinske jungle, hvor Brando skulle indspille sine scener som filmens altoverskyggende skurk Oberst Kurtz. Karakteren er en Green Beret-specialsoldat, men da Marlon Brando nåede frem, var han enorm. Som Orson Welles blev Marlon Brando en stor, tyk mand på sine gamle dage, og på grund af vægten ønskede skuespilleren ikke at blive filmet. Det tog Coppola en hel uge om bord på Brandos husbåd for at finde en vinkel, som skuespilleren var tilfreds med. Han overbeviste også Coppola om, at Kurtz burde have et smukkere navn: Leighley. Det blev senere ændret tilbage til Kurtz.

Og for at gnide salt i såret blev filmens sidste akt skabt uden et egentligt manuskript fra den ene dag til den anden, fordi man stadig manglede en slutning. Dennis Hopper, som var hyret til at gestalte den rablende krigsfotograf Shawn Flynn, giver en fænomenal energi til sine godt og vel fem minutter på skærmen, men var komplet kørt op på stoffer, og Marlon Brando hadede ham efter sigende. Scenen, hvor Kurtz kalder Hoppers fotografkarakter for en køter og kaster ting efter ham, er skinbarlig virkelighed.

Coppola gik bankerot

Filmens postproduktion var i sig selv et uoverstigeligt bjerg. Lydmiksningen alene tog ni måneder. Og Coppola havde filmet så meget, at negativerne fra optagelserne var over en halv million meter lange.

Det kan måske være med til at forklare, hvorfor der i dag findes tre versioner af filmen, alle defineret af instruktøren selv. Efter originaludgivelsen i 1979 udsendte Francis Ford Coppola en 49 minutter længere Redux-version i 2001, og nu er det altså hans såkaldte ’final cut’-version, som skæres ned til en halv times ekstra spilletid oven på originalens 147 minutter, som kan ses i de danske biografer.

Den nye version fjerner blandt andet det notoriske efterspil mellem Playboy-bunny’erne og Willards mænd, men beholder sekvensen på den franske plantage, som understreger filmens antikolonialistiske tematikker.

Postproduktionen af det originale cut har masser af vidunderlige historier.

Filmens ikoniske voiceover var ikke planlagt fra begyndelsen, men blev efter optagelserne skrevet af forfatteren Michael Herr. »Der er enormt mange nærbilleder af Willards ansigt, men hvis vi ikke ved, hvad han tænker, er der ikke en historie«, har han fortalt. Et citat, der måske bør få kritikere af ’Ad Astra’s kontroversielle voiceover til at tænke sig om en ekstra gang.

Den ikoniske åbningsmontage fandt Coppola frem til ved tilfældigt at falde over ekstraoptagelser i skraldespanden fra napalmbombardementet og afspille det over The Doors’ sang ’The End’. Introduktionen til Willard, hvor han i en vild mani og fuldskab smadrer sin hånd mod et spejl, var på samme vis improviseret. Ifølge Coppola kom det ud af en drøm, han havde, om at han blev nødt til at nedbryde Sheens nykker for at få ham til at lukke Willards monster ind.

Det var den cinema verité-ånd, der gjorde filmens tilblivelse mulig. I takt med at Willard og hans gruppe rejser op ad floden og ind i menneskets voldelige psyke, følger også skuespillerne og filmskaberne, der mister forstanden og begynder at bruge flere og flere surrealistiske billeder for at fremvise krigens absurde vold.

Fra den episke kamp mod Vietcong i helikoptere og helvedes åbning ved Do Long-broen til løvens gab, hvor al struktur er ophørt, og Dennis Hopper hilser velkommen, er ’Apocalypse Now’ både en metafysisk analogi over den smertelige Vietnam-krig og en metafortælling om filmindustriens kaotiske 70’ere.

På den vis er filmen en passende afslutning på en æra. Coppola gik bankerot for at finansiere filmens 31 millioner dollars store budget, en ufærdig version i Cannes blev mødt med lunkne anmeldelser (den vandt dog Guldpalmen), og filmen tabte stort til Robert Bentons skilsmissedrama ’Kramer vs Kramer’ ved Oscar-ceremonien.

Alligevel indtjente filmen 78 millioner dollars og blev årets fjerdestørste film.

Coppola prøvede endnu en gang at skabe et ’sikkert’ kommercielt kæmpehit, som kunne sætte ham fri fra produktionshusene, da han udgav ’One From the Heart’ i 1982. Det er en musical sat i Las Vegas, som endte med at koste ham 28 millioner dollars, og som alle i dag har fuldkommen glemt. Dermed blev Coppolas kreative drømme sat ud af spillet.

Tilsvarende gik det galt for andre i New Hollywood-bevægelsen. I 1980 væltede Michael Ciminos opulente og kaotiske western ’Heaven’s Gate’ det venerable filmstudie United Artists, og auteureventyret i Hollywood sluttede.

Blandt anmeldelserne af ’Apocalypse Now’ kom én af de få positive fra den afdøde kritiker Roger Ebert. Om filmen skrev han:

»Mange år ud i fremtiden, når Coppolas budget og hans problemer for længst er blevet glemt, vil ’Apocalypse Now’ stadig stå, tror jeg, som et stort og alvorligt og vanvittigt inspireret stykke film«.

Her på filmens 40 års jubilæum kunne intet være mere sandt.

Læs også: David Fincher arbejder på en prequel-serie til ’Chinatown’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold