Christian Bale og Matt Damon er i hopla, da vi møder dem i Paris – men pludselig eksploderer vulkanen

Christian Bale og Matt Damon er i hopla, da vi møder dem i Paris – men pludselig eksploderer vulkanen
Christian Bale og Matt Damon til Hollywood-premieren på 'Le Mans '66'.
Foto: Frazer Harrison/Getty Images
Christian Bale og Matt Damon møder hinanden på det store lærred for første gang i det Oscar-hypede racerløbsdrama ’Le Mans ’66’. Og selvom deres respektive ry dårligt kunne være mere forskellige, er humøret højt, da vi møder dem i Paris, hvor en særligt veloplagt Bale gør sit for at stjæle opmærksomheden.

Der findes næppe to skuespillere fra Hollywoods ypperste stjernehimmel, som umiddelbart minder mindre om hinanden end Christian Bale og Matt Damon.

Førstnævnte er kendt for at forsvinde ind i sine roller i en sådan grad, at han efterhånden må være ukronet verdensmester i at smide kilo til senerne viser sig under huden, for derefter at tage dem på igen til han ligner en oppustet michelinmand.

Og så afskyr Bale efter sigende at give interviews, endsige rollen som filmstjerne, mens hans ry som lidt af et hot head har hængt over ham, siden han svinede en filmfotograf til på det groveste under optagelserne til ’Terminator: The Salvation’ i et nu viralt lydklip.

Matt Damon står på den anden side som en vaskeægte Hollywood-stjerne, der i de seneste år har vekslet mellem de amerikanske arketyper i store studiefilm og så de mere kunstnerisk bevidste indie-afstikkere – foruden en frugtbar karriere som producer med en spirende instruktørdrøm i maven.

Han er en veritabel nice guy, der gerne stiller op til interviews, ikke er bange for at tage pis på sig selv og som har ganske få ugler i mosen. Til trods for at hans karriere dybest set blev skabt af Harvey Weinstein. Og så får hans Tesla i garagen Bales benzinsluger af en pickup truck til at blegne på skalaen for politisk korrekthed.

Da vi møder makkerparret på et femstjernet hotel i hjertet af Paris, er de dog ikke nær så forskellige, som rygtet vil vide:

Bale leverer veloplagte jokes og anekdoter, og kun én gang nævner han lidt henkastet, at interviews får ham til at føle sig som en brugtvognsforhandler. Ellers er han akkurat så eksemplarisk som Damon, hvis afslappede facon er lige så sympatisk i virkeligheden som på det store lærred.

De smiler begge stort, da de indtager det lille hotelværelse, og tager bestik af journalistsammensætningen:

»Ingen kvinder?!«, udbryder Bale. »En rendyrket drengegruppe«, replicerer Damon grinende, mens de begge tager plads for bordenden.

En fandens fyr

Begge er klædt i sorte skjorter og jeans og ser nogenlunde lige så trætte ud, som man måtte forvente af to skuespillere, der siden starten af september har rejst alverdens tidszoner rundt i promoveringsarbejdet på deres nye film, ’Ford v. Ferrari’ – på dansk ’Le Mans ’66’.

Alligevel er stemningen ekstatisk mellem de to A-listers, som nu spiller overfor hinanden for første gang nogensinde, efter at have arbejdet parallelt i over to årtier. Et match, der allerede har fået Oscar-buzzen til at summe.

Sammen udgør de rendyrket professionalisme, men det er ikke bare business as usual: De hygger sig faktisk.

»Vi har kendt til hinanden i mere end 20 år. Shit, jeg så endda ’Empire of the Sun’ (Bales gennembrud som barneskuespiller fra 1987, red.), da den kom ud. Det er over 30 år tilbage«, fortæller Damon.

»Jeg kan huske, at første gang, jeg bemærkede Matt, var i…«, begynder Bale, og tøver lidt, selvom han allerede har fortalt anekdoten til dusinvis af journalister:

»’School Ties’ (Damons første store rolle fra 1992, red.)!«, siger han efter kunstpausen.

»Jeg kan huske, at jeg ikke fik særligt meget arbejde dengang, og jeg beklagede mig altid: ’Det er så uretfærdigt!’. Og jeg kan huske, at jeg sagde: ’Der var den her fandens fyr i ’School Ties’, og han var pisse god, og selv han får ikke lov til at arbejde. Ingen hyrer ham!’. Så gik der lidt tid, og så kom Matt med ’Good Will Hunting’, og jeg måtte lægge mig ned: ’Okay, han har vist rimelig godt styr på tingene…’«.

Ultimativ kontrol

I ’Le Mans ’66’, der er aktuel i de danske biografer fra på torsdag, spiller de to herrer virkelighedens racerkørere Ken Miles (Bale) og Carroll Shelby (Damon), der blev hyret til at sikre den ærkeamerikanske masseproducent af familiebiler Ford en sejr over Enzo Ferraris eksklusive racerbiler ved det titulære motorløb – en del af en gennemtænkt PR-strategi fra Fords side.

Da instruktør James Mangold (’Logan’) skulle caste rollerne, var han ikke i tvivl om, at de skulle gå til Bale og Damon, hvis personligheder er som snydt ud af næsen på deres karakterer.

Miles er den kværulerende brite med et stort temperament, hvis dybeste ønske er at bygge den ultimative bil og køre den perfekte omgang. Han er drevet af et indre need for speed, og han pisser højt og helligt på sine overordnedes sukkermadder, når de beder ham smile for kameraerne. Antitesen til den celebre racerkører.

(Foto: Twentieth Century Fox)

Shelby er derimod den velformulerede og diplomatiske racerchef, som selv har måtte afstå førersædet på grund af hjertesygdom, og som nu tager sig af forretningssiden af motorsporten, efter at have vundet Le Mans som den første amerikaner nogensinde.

Fælles for dem begge er, at de lever og ånder for at køre ræs og den fornemmelse af vægtløshed, der indtræffer, når den brølende motor går over de 9.000 omdrejninger og nærmest svæver over asfalten.

Overfør passionen for racerløb til skuespil og filmkunst, og du har Bale og Damon.

»Jeg tror, at jeg taler for både mig selv og Christian, når jeg siger, at lige netop dedikationen var den utroligt relaterbare ting ved de her fyre – også selvom jeg ikke selv er en bil-person. Miles og Shelby brugte deres liv på at samarbejde med andre mennesker for at opnå noget, som er uhyre vigtigt for dem. Og det er også det, vi bruger vores liv på. Det var en utroligt let måde at forstå, hvem de her mennesker var«, siger Damon.

»Filmen handler om mænd, som aldrig er mere i live, end når de er tæt på døden. De lever for øjeblikket. Jeg er sikker på, at de ikke ville gøre, hvad de gør, hvis de ikke var klar over den store fare, der er forbundet med racerløb. Men det handler om mere end bare hastighed. Det handler om at have den ultimative kontrol over den her maskine, det her bæst. Det er dybt tilfredsstillende, når man lærer at mestre det«, tilføjer Bale.

Damon tager over: »Og særligt i den æra, hvor bremserne rent faktisk var den svageste del på hele bilen. I dag er bremserne den stærkeste overhovedet, men dengang kørte man 360 kilometer i timen uden at vide, om man ville kunne bremse«.

Superheltefilm og popcorn

Det er ikke bare rollerne som Miles og Shelby, der minder om skuespillernes egen stræben efter perfektion i hver en rolle, de kaster sig over. Selve filmen kan også læses som en allegori over det at skabe film, som også i høj grad er en holdsport, hvor filmskaberne hele tiden skal uddelegere og samtidig stå til ansvar for de store selskaber.

»Det er nærmest én til én, hvordan dynamikkerne i henholdsvis motorsport og filmverdenen fungerer. Begge steder handler det om samarbejde og filmen viser, hvordan samarbejdet helst skal understøtte den kreative proces. Og den spænding der kan opstå, hvis det ikke lykkes…«, begynder Damon.

Bale bryder ind: »Shelby er ligesom instruktøren, der skal håndtere Ford, som svarer til de store filmstudier. Og samtidig skal han håndtere Ken Miles, der er ligesom en skuespiller«.

Parallellerne er særligt tydelige, hvis man ser filmen som en kommentar på Hollywood i dag, hvor de visionære filmkunstnere ofte har svært ved at få finansieret deres film, efter at mellembudget-filmen mere eller mindre er lagt i graven til fordel for de yderst profitable franchise-blockbustere.

(Foto: Twentieth Century Fox)

Filmens hovedantagonist er nemlig Fords PR-chef, der mere end én gang stikker en kæp i hjulet på Miles og Shelbys vinderchancer, fordi han ikke tør stole på deres evner, ud af frygt for at miste penge.

Og netop den mentalitet i filmbranchen bekymrer de to hovedrolleindehavere, der frygter, at de originale fortællinger ikke vil blive lavet i fremtiden, hvilket næsten også var tilfældet med ’Le Mans ’66’, der var årevis om at blive finansieret:

»Der er ikke mange selskaber, som tør satse på, at en film som denne her kan tjene sig selv hjem. Det skyldes særligt, at indtægterne dybest set blev halveret med tabet af DVD’en. Derfor er man nu nødt til at satse på det internationale billetsalg, fx i Kina, hvilket gør, at man ender med film, som er meget simple i sproget, så der ikke er nogen kulturelle misforståelser. De handler bare om gode og onde. Du ved, superheltefilm. De slås tre gange, de gode vinder to gange, og alle spiser popcorn og er glade«, siger Damon.

Stjålet barndom

Mens både Bale og Damon er nøjagtigt så professionelle, som man måtte forvente sig af to Hollywood-stjerner, får man en klar fornemmelse af to vidt forskellige temperamenter:

Bale kaster sig hovedkulds ind i hvert et spørgsmål med spontane udbrud, mens Damon sidder tilbagelænet og giver sig god tid til at tænke sig om, før han svarer.

Det får en af mine medjournalister tydeligt at mærke, da han stiller det lidt øretæveindbydende spørgsmål, om hvordan en film om mænd, der kører biler rundt i cirkler, kan siges at være relevant i Greta Thunberg-tidsalderen.

»Wauw«, sukker Damon stille, inden Bale skruer bissen på:

»Okay, hør her. Hun er fantastisk. Og det er sindssygt, at vi har været i den 11. time i forbandede årtier, og det bliver stadig kaldt den 11. time for klimaforandringer«, siger han, inden vulkanen går i udbrud:

»RACERLØB…«, nærmest spytter han, »er ikke ansvarlig for det! Og jeg tror også, det ville have været en ANELSE i overkanten at lave om på historien og sige, at GT40-bilen var en el-bil, synes du ikke?«.

Bale gestikulerer vildt, mens han hæver stemmen under sit filtrerede fuldskæg, lidt teatralsk, men ikke uhøflig.

Der lyder et akavet grin rundt om bordet, inden Damon kommer journalisten med de nu knaldrøde ører til undsætning med en forklaring om, at de altså efterhånden har fået spørgsmålet utroligt mange gange.

Nu er Bale for alvor blevet varm.

Adspurgt om, hvad han særligt brænder for ved skuespillet, svarer han jokende: »At man kan udleve en form for accepteret galskab, ved stadig få lov til at lege med klæd-ud-tøj i min alder. Og så tage det til et niveau, hvor man virkelig kan begynde at stille spørgsmålstegn ved sit eget mentale helbred«.

Så lægger han ansigtet i mere alvorlige folder:

»Ej, helt ærligt: De her fortællinger er en af de eneste måder, vi som mennesker kan bringe de her øjeblikke, som vi alle har oplevet, men aldrig set andre gennemgå, til live igen«, prøver han lidt pligtskyldigt, før han skifter toneleje igen:

»Og så… ja, for mig begyndte det hele jo, da jeg var meget ung. Min drøm var aldrig at lave film. Det handlede bare om at tjene penge, fordi min familie var i knibe. Så der er også en lille smule had indblandet fra min side: ’ARGH, de stjal min barndom fra mig!’«, udbryder han, inden han kigger på Damon og siger: »Okay, måske skulle jeg bare stoppe her…«, mens hele bordet bryder ud i latter. 

»Så KEEEEDELIG!«

Christian Bale er i hopla, og det lader til at komme lidt bag på alle, inklusive Matt Damon, som ikke når at få mange ord indført, inden Bale griber dagen.

Det er oprigtigt svært at tro, at manden hader at give interviews. Men han er jo trods alt skuespiller.

Og selv i en alder af 45 lader han ikke til at sænke farten. Selvom stuntarbejdet fra Batman-dagene godt nok er bag ham, vidner Dick Cheney-transformationen i ’Vice’ om, at han stadig er klar på en solid udfordring.

I rollen som Ken Miles måtte Bale af med al vægten igen, plus et par kilo ekstra, for at komme så tæt på den magre racerkører som muligt. Nu, et lille år efter optagelserne, lader han til at være vendt tilbage til sin normalvægt igen. Og Matt Damon, ja, han ligner sig selv fra ’Good Will Hunting’-dagene på en prik, selvom alderen har sat sine spor omkring øjnene.

(Foto: Twentieth Century Fox)

Så hvordan føles det egentlig at gennemgå de samme transformationer og lave det samme stuntarbejde, som da de var 10-20 år yngre?

»Spørger I nogensinde jer selv, hvor I er på vej hen, ligesom jeres karakterer i filmen gør det?«, vil en kollega vide.

Bale griber faklen:

»Helt bestemt. Jeg har skader, som ikke har helet, så hurtigt som de plejede. Og samtidig er der ikke noget mere levende spejl, end det at blive far. Når man virkelig ser sig selv i sine børn og siger: ’Det var satans. Jeg har de her børn, som jeg elsker mere end selve livet, og de kommer til at se op til mig’… Så begynder man at reevaluere sig selv. Jeg håber, at jeg kan lære meget mere i mit liv, men hvis jeg ikke begynder at bruge det, jeg allerede har lært nu, hvornår kommer det så nogensinde til at ske?

Det var også noget, jeg kunne genkende i Ken Miles. Han havde svært ved at forsørge sin familie hele sit liv. Det kan fandeme være svært. Men han ville også gerne forfølge sin drøm, og hans kone støttede den drøm. Det er essentielt«.

Nu hvor jeres børn er kommet i teenagealderen, har I så vist dem nogle af jeres film?

Bale: »Jeg ved ikke, hvordan det er i din familie, Matt, men indtil for to år siden havde mine børn aldrig set en eneste af mine film. Men så besluttede min datter sig for at se en af dem, ’Hostiles’«.

Damon: »Wauw! Hun valgte at starte med ’Hostiles’?! Jesus! Hvad syntes hun?«

Bale: »Det var det her øjeblik… Jeg havde lige snakket med Werner Herzog, som jeg kender fra ’Rescue Dawn’ (instrueret af Herzog, red.) – en rolle, som jeg i øvrigt ynder at fortælle, at jeg skylder Matt stor tak for, fordi han takkede nej til den i sin tid.

Nå, men jeg snakkede med Werner, og vi besluttede os for at se filmen, og jeg satte mig ned og så den med min datter. Og da den var slut, vendte hun sig mod mig og sagde: ’Far, den var så…’, og det var ligesom om alt gik langsommere for mig, som at være i the Matrix. Mit hjerte svulmede op og jeg begyndte nærmest at græde: ’Åh gud, min datter skal til at sige, at hun er stolt af mig’. Og så sagde hun: ’Den var så KEEEEEDELIG!’«

Damon: »Haha! Den første film, jeg viste børnene – faktisk den eneste, de har set – var ’The Martian’. Og det var kun fordi, der var en fra min datters skole, som havde set den med sine forældre, så nu ville min datter også. Sidste år sagde jeg til hende: ’Nu er du gammel nok, og jeg ville elske at vise dig ’Good Will Hunting, hvis du har lyst’. Hun svarede: ’Nah!’«.

Soundvenue var inviteret til Paris af Nordisk Film Distribution.

Læs også: Det skal du se i biografen i november – Nikolaj Coster-Waldau vender hjem og Christian Bale og Matt Damon kører ræs

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold