Det narrative greb i Viaplays nye krimiserie ’Forhøret’ er ikke lig noget, vi tidligere har set herhjemme. Hovedingredienserne for hvert af de otte afsnit er simple og forfriskende:
To skuespillere, en location og et skarpskåret manuskript.
I serien følger vi politimanden Bjørn (Ulrich Thomsen), der igennem et døgn forsøger at opklare sin datters (Alma Ekehed Thomsen) mord. En rejse, hvor han konfronteres af en lang række skikkelser, som alle kaster nyt lys over datterens død, men under det klassiske krimiplot er serien – ifølge instruktør og manuskriptforfatter Christoffer Boe – også en undersøgelse af, hvad det vil sige at være en moderne mand, at tage ansvar og at have en familie.
Da Boe i 2001 dimitterede fra Den Danske Filmskole, blev han af mange anmeldere stemplet som den nye Lars von Trier. Og med interessante arthouse film som den udtryksfulde debut ’Reconstruction’ og den eksistentielle sci-fi-romance ’Allegro’ på cv’et, er det da heller ikke underligt andet.
På trods af rosende ord fra anmeldere og international anerkendelse ved prestigefyldte festivaler som Cannes, Venedig og Sundance, så stod publikum dog ikke ligefrem i kø ved billetlugerne til ovenstående titler. Det folkelige gennembrud kom først med ’Spies og Glistrup’ i 2013. Og helt amok gik det i 2018, hvor Boe instruerede fjerde kapitel i den populære ’Afdeling Q’-saga, ’Journal 64’, som endte med at sælge over 700.000 biografbilletter.
Samme år søsatte instruktøren også den populære krimiserie ’Kriger’ på TV 2.
Nu vender Christoffer Boe tilbage til tv-formatet, og i den forbindelse mødte vi ham på cocktailbaren Lidkoeb i København til en snak om hans nyeste projekt. Her fortalte han, at han med ’Forhøret’ stræber efter at præsentere seeren for et anderledes bud på, hvordan man kan fortælle historier.
»Prøv at se på danske tv-serier og på, hvor mange mellemscener der er som setup til noget. Jeg tænker, ’Why?’. Hvad skal vi med sådan en ikke-scene, når vi i stedet kan være sammen med to mennesker, hvor alt er skåret væk, hvor vi er helt nøgne, og hvor det er liv eller død?«
Samtalen driver plottet
Idéen til ’Forhøret’ spirede for længe siden. En af de serier, Christoffer Boe skævede til, var HBO-serien ’In Treatment’. Her spiller Gabriel Byrne en psykiater, som gennem tre sæsoner har forskellige samtaler med sine klienter. Det var selve samtalens format, der tiltalte Boe, men i modsætning til den amerikanske serie, ønskede han, at det samtidig skulle være visuelt interessant.
Det var ikke nemt, og det var først, da han mødte Jakob Weis, som udover at have skrevet manuskriptet til ’Den tid på året’ (en film, som i den grad også beror på et plot drevet af dialog mellem mennesker) også har en baggrund med at skrive teater.
»Jeg ville godt vise det her møde, hvor alt er skåret ind til benet. Allerede i den første fase var det med Ulrich i tankerne: Ulrich skulle møde nogle fede spillere i et intenst rum, hvor det er deres samtale, der driver os igennem alle plotpunkterne. Jeg vidste, at det skulle være noget med et forhør, men altså; alle billeder af forhør er jo sådan noget med et kedeligt forhørslokale og et two-way-mirror. Man orker ikke engang at opholde sig der i ét afsnit, så hvordan fanden skulle vi så være der en hel sæson?
Men så fandt vi på idéen med, at Ulrichs karakter er på sin egen rejse.
Det er meget personligt, så vi er engagerede i, hvordan han indgår i situationen som professionel. Men også i, hvad det betyder for ham som menneske at få opklaret forbrydelsen. Tingene begyndte at falde på plads, da jeg mødte Jakob Weis, som har en helt anden tilgang til det filmiske, fordi han kommer fra teatret. Han sagde: ’Det der med to mennesker i et langt format, det er easy-peasy. Det skal jeg nok give et hurtigt bud på’«.
Med ’Forhøret’ ville Boe skabe en serie, der var mere lig udenlandske serier; lidt mere »larger than life«, end vi normalt ser i Danmark. Alt fedt blev skåret fra fortællingen, men det satte nogle klare krav til arbejdet: Udover at skulle få krimiplottet til at gå op, så skulle hver karakter og location være fængslende og særpræget.
»Vi var optaget af locations og af, at karaktererne ikke er de samme, spillemæssigt, aldersmæssigt, statusmæssigt, og at han (hovedkarakteren Bjørn, red.) bliver udsat for forskelligt pres, så der hele tiden er en udvikling. Vi oplever, at han åbner sig op for fortiden, mens krimi-sporet udvikler sig«.
Store krav til skuespillerne
På sin rejse gennem København møder Bjørn en række figurer spillet af en perlerække af landets bedste skuespillere; Nikolaj Lie Kaas, Trine Dyrholm, Lars Ranthe, Lars Mikkelsen og Katrine Greis-Rosenthal for bare at nævne nogle stykker.
Alle sammen optræder de overfor Ulrich Thomsen i et enkelt afsnit hver. Arbejdet med et så klart defineret og stramt manuskript, stillede høje krav til skuespillerne såvel som på instruktøren selv:
»Der var ingen plads til improvisering«, slår Christoffer Boe fast og fortsætter:
»I gamle dage var et manuskript for mig mere sådan en indkøbsseddel – på settet kunne vi så ændre i replikker, og vi kunne også finde ud af, om vi ville skyde lidt mere. Men med det her stramme koncept, der skal den bare være der; hvert eneste ord, mængden af det, længden af det. Det er et kæmpe spindelvæv af krydsreferencer, så der er ikke nogen af spillerne, der kan improvisere«.
Det, der muliggjorde, at Christoffer Boe kunne samle et så storslået cast, var netop, at hver skuespiller – udover Ulrich Thomsen – kun medvirkede i et enkelt afsnit. Skuespillerne indspillede således deres afsnit på en enkelt uge. Når den uge var ovre, havde man bare at være færdig, da det ikke var muligt at skaffe hverken skuespilleren eller lokationen igen.
»Vi skulle skyde virkelig meget uden backup. Normalt kan man lige redde lidt senere, eller skyde en lille ekstra scene. Men her var der ikke noget at klippe til. Hvis scenen ikke fungerede, så fungerede den ikke. Han/hun kom ikke lige tilbage, og vi kommer ikke tilbage til den location. Der var ingen sikkerhedsline.
Der var et kæmpe pres og forventninger til, at de (skuespillerne, red.) virkelig kunne deres ting. Vi havde selvfølgelig møder inden, og vi havde haft læseprøver, men når vi mødtes på settet var det alligevel med en uvant grad af forberedt- og parathed i forhold til, hvad man normalt gør på en spillefilm. Det var dog også noget af det sjove. Jeg tror, at spillerne har været glade for det, og tænkt, ’Okay, det har vi ikke prøvet før’«.
Krimien som en kontrakt med publikum
Med sit klart stiliserede udtryk og de psykologiske understrømninger kan ’Forhøret’ på mange måder ses som kulminationen på Christoffer Boes tidligere, mere eksperimentelle arthouse baggrund og den folkelige krimigenre, han slog sine folder i med ’Journal 64’ og ’Kriger’.
»Jeg håber, det opleves som et meget interessant møde af nogle filmiske traditioner«, fortæller Boe begejstret og fortsætter:
»Jeg ser et godt møde mellem nogle ting, som jeg har været interesseret i, men som førhen har måtte køre i separate retninger. Det føles tilfredsstillende«.
Hvis der er noget, Boes arbejde med krimigenren har lært ham, så er det, at man igennem krimiens genkendelige genrekoder kan fange et publikums interesse og holde dem fast, mens man forfører dem og forhåbentligt vinder dem over.
»Krimien skaber et narrativt begær – man gerne vil se mere, og have opklaret, hvad der er sket. Det skelettet giver til historien, giver samtidig nogle fantastiske muligheder for at gå alle mulige afveje, og det passer mit sind godt.
De skeletter jeg har skabt i mine tidligere film, har været så besynderlige, at jeg retrospektivt må sige, at folk ikke har forstået, hvad de gik ud på. Men nu kan jeg fange folks opmærksomhed. Nu har vi noget at snakke om, publikum og jeg, og i denne her samtale, kan man så bevæge sig andre steder hen.
Det er ligesom en date: Hvis alt er på hovedet og vi mødes i en arena, hvor man slet ikke forstår, at det skal være romantisk, så er det et svært møde. Men hvis scenen er sat, så er det jo op til dig at føre en interessant samtale. Og der føler jeg, at der er en god platform at gå ud fra i krimien. Det er en kontrakt for det første møde.
På Tinder har vi swipet den rigtige vej, og vi skal mødes via krimien og etablere et mysterium. Og derfra kan jeg forhåbentligt forføre dig hen til, at vi danser tango senere«.
’Forhøret’ kan ses på Viaplay fra 15. november.
Læs også: Nikolaj Coster-Waldau har hovedrolle i ny dansk film om Københavns restaurantscene