’Limetown’: Facebooks sci-fi-serie med Jessica Biel er næsten for effektiv

’Limetown’: Facebooks sci-fi-serie med Jessica Biel er næsten for effektiv
Jessica Biel i 'Limetown'.
Foto: Facebook Watch
4 6
Tv-serie
Hovedforfattere

Zack Akers, Skip Bronkie

Medvirkende

Jessica Biel, Stanley Tucci, Omar Elba

Spilletid  

10 afsnit á 30 min.

Premiere

Kan ses på Facebook Watch

Lyden af cikader.

En hvid kvinde i undertøj fylder den eneste oplyste del af min skærm. Resten af det triste hotelværelse, hun befinder sig i, er henlagt i mørke.

Pludselig bliver cikaderne overdøvet af en dyster droneagtig tone, så det bliver tydeligt, at det her ikke er et romantisk ferieophold. Det er Lia Haddock, graverjournalist, der bogstaveligt talt er blottet i jagten på sandheden.

Hun holder sin båndoptager frem som et våben, da forvrængede grynt og en bankelyd føjes til kakofonien. »Jeg optager dette i tilfælde af, at der sker noget. Der er en mand, hvid, i fyrrerne. Han banker sit hoved mod døren«, forklarer hun.

Fra et sted udenfor brøler den selvskadende gæst: »Det her er din advarsel!«

Så er vi ligesom i gang.

Den sandhed, Lia (Jessica Biel, som imponerende i serien ’The Sinner’) jagter, handler om Limetown, et visionært forskersamfund, der kun eksisterede i et års tid. Efter et nødopkald 8. februar 2004 fandt ordensmagten byen tom for mennesker bortset fra den karismatiske leder Oscar Totum. Han var blevet brændt levende, bundet til en lygtepæl.

15 år senere forsøger Lia at afdække, hvor de 326 beboere egentlig blev af.

’Limetown’ udkom som hørespil i 2015, og podcasten lå længe øverst på iTunes’ hitliste. Dens skabere, Zack Akers og Skip Bronkie, har selv oversat fortællingen til det visuelle medium.

Billedsiden er lækker, og ophavet skinner igennem på en god måde: Lydsiden er så veludviklet, at man med fordel kan lukke øjnene i ny og næ og simpelthen lytte sig ind i ’Limetown’s univers.

Lyd og kommunikation er også centrale omdrejningspunkter i det mysterium, sæson et gradvist afdækker, og i karakteristikken af hovedpersonen Lia. Professionelt er hun radiojournalist, privat er hun acousticofil og bliver seksuelt opstemt af at lytte til visse af sine optagelser.

Og så er hun for øvrigt queer, uden at det har nogen som helst betydning for plottet. Det er befriende og et tegn på, hvor langt LGBTQ-repræsentation har rykket sig siden de 1990’ere, som ’Limetown’ får én til at mindes.

For undertegnede nørd, der har opkaldt sin røde kat efter Agent Scully, er slægtskabet til ’The X-files’ uomgængeligt:

Mens Mulders jagt på sandheden var drevet af en forsvundet søster, har Lia mistet sin onkel Emile (Stanley Tucci).

»Hvor meget er vi villige for at ofre for sandheden, når vi ikke ved, hvor meget vores elskede har ofret for os?, spørger Lia, mens Mulder havde en UFO-plakat med mottoet »The Truth Is Out There« over sit skrivebord. Og ligesom Mulder søger Lia nok først og fremmest noget til at fylde et indre tomrum.

For midt i begivenhedernes centrum, virker hun isoleret fra resten af verden. Den filtreres gennem båndoptager og høretelefoner. Selv da hun forfører sin kæreste, er det optagelserne af deres kysselyde, serien dvæler ved. Det er ikke menneskelig kontakt; det er Lia alene i en mørk stue, der lytter til ekkoet af menneskelig kontakt med hånden begravet i sine trusser. Denne eksistentielle ensomhed er det tætteste på en dybere rød tråd, serien har at byde på.

Ben Cotton og Jessica Biel i ‘Limetown’. (Foto: Facebook Watch)

Den er bare ikke helt nok.

’Limetown’ har alle de elementer, jeg som sci fi og -mysteriefan kunne ønske mig:

En hjemsøgt hovedperson, der oven i købet er kvinde og tiltrukket af andre kvinder. En gåde, der handler om lyssky medicinske forsøg, avanceret futuristisk teknologi og et cover-up, som kræver konspirationer på højt plan.

Men hvor Mulder og Scully vandt på kemi og komplekse personligheder, så er Lias radiomakker uendeligt uinteressant, og hun selv forbliver endimensional.

Der er ikke en finger at sætte på Biels skuespil, men hun har alt for lidt at arbejde med. Reelt ved vi ikke meget andet om Lia, end at hun inderligt savner en onkel, hun sidst så som femårig – hvilket i sig selv synes søgt.

Det samme gør hendes vej til mysteriets kerne. Netop som sporet bliver koldt, melder en overlevende fra Limetown sig på banen. En overlevende, der belejligt nok har mistet store dele af sin hukommelse, så vi får flere spørgsmål end svar. Andet duer jo ikke, når der stadig er otte afsnit tilbage af sæsonen.

Det er symptomatisk for den måde, ’Limetown’ fastholder seerens opmærksomhed på:

Vi får så små bidder, at vi er nødt til at komme tilbage efter mere. Det er effektivt, men virker kalkuleret. Derfor sad jeg tilbage med følelsen af, at nogen havde skrevet en serie alene for at få mig til at blive hængende – ikke fordi de havde en vigtig fortælling på hjerte.


Kort sagt:
’Limetown’ serverer et sci-fi-mysterium, der får dig til at blive hængende – men efterlader en tam følelse af håndværk, der virker, uden rigtigt at have noget på hjerte.

Anmeldt på baggrund af de første otte episoder.

Læs også: Traileren til M. Night Shyamalans ’Servant’ introducerer serielands klammeste fake baby

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold