’Marianne’: Overset Netflix-serie er et isnende uhyggeligt spøgelsesgys

’Marianne’: Overset Netflix-serie er et isnende uhyggeligt spøgelsesgys
Victoire Du Bois som Emma Larsimon.
Foto: Emmanuel Guimier
5 6
Tv-serie
Instruktion

Samuel Bodin

Medvirkende

Victoire Du Bois,Lucie Boujenah, Tiphaine Daviot, Ralph Amoussou, Bellamine Abdelmalek.

Spilletid

8 episoder à 50 min.

Premiere

Kan ses på Netflix.

Findes der en mere basal uhygge end at skulle på toilettet i et mørkt vakkelvornt hus midt om natten?

Den sky Camille oplever samtlige af de værste mareridt fra barndommen, da hendes venindes nøgne forældre pludselig angriber hende på toppen af den knirkende vindeltrappe i en forbandet blodrus. Hun efterlades alene tilbage, efter de to er flygtet ud i den omkringliggende skov med den chokerede datter i hælene. Og må pludselig sande, at hun alligevel ikke er alene. For er den betryggende stemme på den anden side af telefonrøret nu også alarmcentralen? Eller tilhører den den mystiske dame i hjørnet af dagligstuens uigennemtrængelige mulm?

Det er ikke hvem som helst, Camille overnatter hos. Hun er assistent for den alkoholiserede succesforfatter Emma Larsimon, der lever i skyggen af den gamle heks Marianne, som hun har holdt på afstand ved at skrive om hende i sine succesfulde pulp-gysere Lizzie Marck – tænk Koontz snarere end King. Men efter den gamle barndomsveninde Caroline hænger sig selv for øjnene af hende med trusler om, at Marianne er vendt tilbage, tager hun turen til den lille flække Elden, hvor hun voksede op.

Det er ikke nogen varm modtagelse, der møder Emma, og ’Marianne’ går i den grad lige på og hårdt til værks. Den lokale præsts arrige schæfer glammer om en storm. Emmas forheksede forældrene forsvinder sporløst ud i natten efter at have skræmt Camille fra sans og samling. Og Carolines ækle mor Daugeron proklamerer straks, at hun er heksen Marianne.

Handlingsforløbet er som taget fra Stephen Kings ’It. I andet afsnit støder Emma sågar på sin gamle bande af venner, som hun må bekæmpe den bestialske heks sammen med. Og hvor spøgelserne i Netflix’ kritiker-darling ’The Haunting of Hill House’ var en analog over familiære barndomstraumer og samfundets negligering af mental sygdom, er de bloddryppende gespenster i franske Samuel Bodins Stephen King-pendant anderledes ligetil i deres natur.

(Foto: Emmanuel Guimier)

Men selvom melodramaet omkring Emmas mørke fortid i den lille soveby sjældent vækker de store følelser, er det i de enkelte skrækscenarier, at ’Marianne’ brillerer.

Et barn lukkes inde i en fryser, hvor hun langsomt kvæles, mens Marianne håner hende fra skyggerne. Én af Emmas veninder møder synet af sin afdøde søster under sengen – og får en hånd under skalpen kørt igennem håret i en homage til ’Juon’, spøgelsesfilmen over dem alle. Og forheksede personer spiler op i væmmelige dødningesmil og glimtende pupiller.

Det er alle scenarier, vi har set mange gange før. Men Samuel Bodin har den samme utrolige fingerspidsfornemmelse for isnende uhyggelige spøgelsesgys, som landsmænd som Julia Ducournau (’Raw’) og Pascal Laugier (’Martyrs’) har vist for bodyhorror-genren.

Musikken spiller på et diskant kvindekor, atonale strygere og en overvældende pauke, når atmosfæren skal sættes, mens et fænomenalt stemningsmættet klokkespil bygger op til de makabre konfrontationer. Kameraet holdes hele tiden fra perspektivet af de edderspændte hovedpersoner, så mellemgulvet bryder sig i skrig af begejstring og skræk, når et spøgelse viser sig i refleksionen af en støvet billedindramning.

Serien har sågar et par nye tricks klar. Når karakterer snakker om Marianne eller dødsfald, klippes der pludseligt til heksens ansigt indhyllet i mørke eller til dødsscenarierne – og sådan får serien utrolig meget ud af én enkelt hængning, der igen og igen rykker op i én, når man mindst venter det.

Ralph Amoussou, Tiphaine Daviot, og Romane Libert. (Foto: Emmanuel Guimier)

Stjernen er den ganske ukendte skuespiller Mireille Herbstmeyer som Daugeron, der stikker øjnene så langt ud af hovedet, at de er i fare for at ryge ud ad kraniet, og konstant viser et tandsæt, der ville få Pennywise til at krybe tilbage i kloakken i skam. Hendes vilde mimik og stemme, der lyder som tusinde pakker smøger røget samtidig, gør, at samtlige scener med hende føles som en klam, uvelkommen hånd mod nakkehårene.

Med sine otte afsnit, der svinger mellem 40 og 50 minutter, kan ’Marianne’ ikke helt holde dampen oppe til målstregen, som det så ofte er tilfældet med horror-serier. Men trods sin lange spilletid vækker serien kære minder om fordum tiders lavbudget-eurotrash. Italienerne kaldte disse film giallo, briterne skabte dem under Hammer-produktionshuset, og i 00’erne skabte netop franskmændene de ultravoldelige New French Extremity-film.

En stolt tradition af gyserfilm med stærk inspiration fra gotiske mestre som Edgar Allen Poe, der trods beskedne kår og ambitioner formår at skabe noget i sandhed mindeværdigt gennem genrens helt unikke audiovisuelle særpræg.

’Marianne’ kan stolt kalde sig ved eurotrash-navnet. Affald for nogle er høj kunst for enhver kender af et godt gys.


Kort sagt:
’Marianne’ deler gravplads med ’Tuca and Bertie’ og ’Sense8’ som serier, der blev droppet af Netflix, langt før de fik chancen for at udleve deres fulde potentiale. Så grib en treliters papvin og en gruppe skrigeglade venner og gør dig klar til den uhyggeligste serie på streamingtjenesten – og husk så at skifte sprog fra engelsk til fransk!

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold