Efter ‘Mørkeland’ er der endnu en fortsættelse på vej – og Nikolaj Arcel er tilbage

Efter ‘Mørkeland’ er der endnu en fortsættelse på vej – og Nikolaj Arcel er tilbage
'Mørkeland'. (Foto: Anders Nicander)

Der gik 20 år mellem premieren på den danske politiske thriller ‘Kongekabale’ og fortsættelsen ‘Mørkeland’, der landede i biograferne i august.

Så længe kommer der dog næppe til at gå, før vi får endnu en fortsættelse at se.

Nu er det nemlig bekræftet, at ‘Fandens forår’, der er titlen på den tredje bog i Niels Krause Kjærs forlæg, også har kurs mod det store lærred. Det skriver SF Studios i en pressemeddelse.

Her vender Nikolaj Arcel desuden tilbage som manuskriptforfatter, mens det fortsat er Mikkel Serup, der instruerer – som på ‘Mørkeland’.

Arcel var senest aktuel med det historiske drama ‘Bastarden’, men har på krimifronten siden ‘Kongekabale’ blandt andet været manuskriptforfatter på de fire første filmatiseringer af Jussi Adler Olsens Afdeling Q-bøger. Serup har udover ‘Mørkeland’ blandt andet instrueret Netflix-serien ‘Kastanjemanden’.

I ‘Fandens forår’ vender Anders W. Berthelsen tilbage som journalisten Ulrik Torp, der igen kommer på sporet af en vild politisk sag, der her har international spændvidde og trækker spor helt tilbage til den kolde krig.

‘Mørkeland’ har været en succes ved de danske billetluger, og det er derfor ikke svært at forestille sig, at også de resterende fortsættelser i bogserien, ‘Nedsmeltning’ og ‘Jagttegn’ vil blive filmatiseret på sigt, hvis populariteten varer ved.

‘Fandens forår’ forventes at få biografpremiere i 2026.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af