Tidens otte stærkeste kendiskollektioner – rangeret

Tidens otte stærkeste kendiskollektioner – rangeret
Rihanna modtager publikums applaus efter Fenty x Puma-SS17-showet i Paris
Foto: Jacopo Raule/Getty Images for Fenty x Puma
Kendisser fylder stadigt mere i modebilledet – ikke kun som kampagnemodeller og brandambassadører men som medafsendere på undermærker. Vi tager temperaturen på de mest markante.

At kendte sætter et designaftryk på modeverdenen har været en spirrende tendens siden 00’erne.  Alligevel har det aldrig været mere relevant at tale om tøjkollektioner, som er designet af (eller i hvert fald i samarbejde med) stjerner fra musikkens verden, modeller og andre popkulturelle fænomener, end det er lige nu.

I den forbindelse er det naturligvis nemt at lade sig forblænde af de allestedsnærværende collabs, der stadig fylder meget i nyhedsstrømmen. Når A$AP Rocky for eksempel teamer op med J.W. Anderson eller Guess, når Future laver sneakers med Reebok, eller når Lil Yachty er i gang med at designe en kollektion for Nautica.

Men flere og flere stjerner udlever ikke blot deres designeventyr igennem enkeltstående samarbejder. De bruger modebranchen til at udvide deres forretningsimperier ved at etablere egne brands eller indgå længerevarende samarbejder med etablerede mærker.

Og det er de otte stærkeste af den slags større samarbejder, vi her rangerer.

Beyoncé i Ivy Park-kampagne

Beyoncé i Ivy Park-kampagne

8. Ivy Park: Beyoncé og Topshop

Ja, vi ved godt, at vi har været lidt efter Beyoncés Ivy Park-eventyr. Særligt stjernens (tilsyneladende) mangel på dedikation på sine sociale medier, belyste vi, da vi kommenterede på, hvordan kendiskollektionerne bliver mere end blot døgnfluer.

Og kritikken var på sin plads. For sammenligner man eksempelvis Ivy Park med popdronningens Gucci-kærlighed, er der kun kommet sporadisk larm på hendes egne kanaler om Ivy Park, siden hun prydede Elle-forsider forud for lanceringen af mærket i foråret 2016.

ivypark_beyonce

Men når det er sagt, er det svært at komme uden om Queen B’s sporty-kreationer, som hun med jævn succes har designet sammen med Topshop. Hypen op til første lancering var intensiv. Og i et salgsøjemed gik det særligt godt i England og online. I USA lå butikkerne derimod øde hen på lanceringsdagen, hvilket Marie Claire berettede om.

ivypark_beyonce2

Ikke desto mindre har Ivy Park ramt stærkt ned i både den athleisure-trend og logofiksering, som har været dominerende i modebranchen igennem de seneste år. Og så har Beyoncé brugt kollektionerne til at ytre sine standpunkter om såvel diversitet som kvinderoller.

So far er det blevet til tre kollektioner fra Ivy Park-linjen, og hypen er for længst stilnet af. Så spørgsmålet er vel, hvor længe vi fremadrettet kan forvente sportsfokuseret tøj drysset med Queen B-magi?


daya-by-zendaya

7. Daya by Zendaya: Zendaya Coleman og Law Roach

Hun er kun 20 år, men med et cv der allerede tæller skuespiller og musiker – og ja, så har multitalentet selvfølgelig også sit eget tøjbrand, Daya by Zendaya, som hun etablerede sidste år sammen med sin partner in crime, kendisstylisten Law Roach.

Sammen har de hidtil skabt to kollektioner, der hovedsageligt har taget et stilmæssigt streetwear-afsæt, men for Zendaya handler designeventyret om mere end ‘bare’ at skabe tøj. Mærket er også blevet en ekstra stemme i hendes kamp for inklusion, diversitet og forskruede skønhedsidealer, som hun flere gange har påpeget via sine sociale medier.

daya-by-zendaya2

Derfor hylder mærket eksempelvis alle kropstyper, hvilket understreges af kollektionernes brede størrelseskala (fra en amerikansk størrelse 0 til 22), ligesom flere styles er kønsneutrale.

dayabyzendaya4

Zendayas personlige stil har ry for sin alsidighed, der tæller alt fra elegante og feminine kjoler fra Calvin Klein på den røde løber til afslappede dage, hvor hun med ripped denim og oversize t-shirts eller hoodies har fundet tydelig inspiration i herregarderoben.

Netop den bredtfavnende stil bringer hun i spil med Daya by Zendaya-mærket, når feminine satinkjoler og fake fur-jakker møder tracksuits og hættetrøjer.


Drake

(Foto: Paras Griffin/Getty Images)

6. Octobers Very Own: Drake

Meget tyder på, at Drake har gang i et forestående collab med Nike (http://soundvenue.com/mode/2017/05/hvad-har-drake-og-nike-gang-i-257896). Og hans OVO-brand er naturligvis også selvskrevet på listen her – selv om Drakes personlige stil til tider kan diskuteres.

Drizzy har nemlig formået at lukrere på den merchandisetendens, der har præget modebilledet igennem flere sæsoner. Men samtidig har OVO-brandet skubbet til grænserne og transformeret sig selv til et reelt tøjmærke, der strækker sig langt ud over merchandise-kategorien. OVO’s SS17-kollektion er eksempelvis spækket med sportswear-inspirerede tracksuits, grafisk printede t-shirts og hoodies, der naturligvis er prydet med brandsignaturen, uglen.

ovo_2017

Ud over OVO’s egne kollektioner har Drakes nære forhold til basketballkulturen adskillige gange resulteret i collabs med Jordan-brandet, der både har inkluderet fortolkninger af ikoniske sneaker-silhuetter og tøjkollektioner.

OVO har netop sendt et collab på gaden med Clarks, ligesom mærket tidligere har samarbejdet med Canada Goose, og så har brandet fejret åbningen af en Jordan-butik i Drakes hjemby, Toronto, ved at kreere en nyfortolkning af Jordan Trunner LX-silhuetten.

Drake har på mange måder formået at skabe et seriøst og ikke mindst autentisk brand, som han virker dedikeret omkring, og OVO bringer utvivlsomt noget til bordet.


golf-wang-fw15-lookbook

Golf Wang: Tyler, The Creator

Siden han bragede igennem med sit Odd Future-crew i ryggen, har Tyler, The Creator gjort tingene på sin egen måde – og det er også en uundgåelig del af dna’et i hans tøjmærke Golf Wang. I modsætning til de fleste andre kendiskollektioner er der nemlig ikke tale om et tydeligt samarbejde. Det er Tyler og hans skateranarkistiske tilgang, der er i højsædet.

Det afspejler sig også i tøjet, der netop tager afsæt i skatekulturens hang til vildskab igennem farver og print. Designmæssigt savner man måske at blive udfordret i silhuetterne, der oftest kun er t-shirts, sweatshirts, hoodies, strømper, caps og så videre. Der er ingen overraskende designdetaljer eller udfordrende snit.

Tyler i Golf Wangs AW17-lookbook

Tyler i Golf Wangs AW17-lookbook

Til gengæld føler man, at man får en stykke af Tyler-universet, hvilket også blev tydeligt, da han sidste år tog et flot skridt ind i modeverdenen med showet under MADE L.A., hvor modellerne (blandt andre Slick Woods) gik rundt om to halfpipes, som han selv og andre både kørte miniknallerter i og skatede på. Til sidst greb Tyler, The Creator selvfølgelig mikrofonen og leverede et nummer, hvor han blandt andet rappede, at han lavede sit eget skomærke, fordi han var træt af at måtte nøjes med procenter – og det gjorde han netop.

Showet introducerede nemlig også Golf Le Fleur, en Vans-lignende skatesko, der dog ikke er kommet i handlen endnu.

Tyler, the Creator med Golf le Fleur-skoene på

Tyler, the Creator med Golf le Fleur-skoene på

Tiden må vise, om Tyler vil flette fingre med den mere etablerede del af modebranchen igen, men lige meget om han gør eller ej, har Golf Wang skabt et solidt fundament i streetwear-kulturen. Så kan vi bare håbe, at det giver Tyler mod på at udfordre endnu mere.


Gigi Hadid og Tommy Hilfiger på catwalken under New York Fashion Week i september

Gigi Hadid og Tommy Hilfiger på catwalken under New York Fashion Week i september

4. Gigi Hadid x Tommy Hilfiger

Gigi Hadid har været en af modebranchens it-girls de seneste år, og derfor har hun helt naturligt også været ansigtet for adskillige toneangivende brands. Alligevel har den yngste Hadid-søster kastet sin ubestridte kærlighed over det ærkeamerikanske Tommy Hilfiger-brand. Og som Hilfiger selv siger det i et interview med Vogue, er Gigi Hadid blevet lidt af en Tommy-girl.

Godt nok er Hadids designsamarbejde med Hilfiger et collab, men det er et både kontinuerligt og langsigtet et af slagsen. Indtil videre har Gigi Hadid være medafsender på to kollektioner, som man har kunne shoppe direkte fra catwalken som led i mærkets stadigt nye see now, buy now-struktur. Og tidligere på måneden kunne Tommy Hilfiger løfte sløret for, at modellen fortsætter endnu to sæsoner som co-designer for mærket.

Et look fra AW16-kollektionen

Et look fra AW16-kollektionen

Alliancen virker også som et godt match. Ikke mindst fordi kollektionernes anvendelighedsfaktor har været i top, når supermodellen har sat sit præg på Hilfigers design-dna med bomberjakker, poloer, jeans og cardigans.

Den 19. september tager de for første gange deres storslåede folkefest af et show til Europa, når HilfigerNow-showet lukker London Fashion Week.


Fra ‘Yeezy Season 3’-showet

Fra ‘Yeezy Season 3’-showet (Foto: Dimitrios Kambouris/Getty Images)

3. Yeezy: Kanye West og adidas Originals

Man sidder lidt med en ambivalent følelse, når man skal vurdere Kanye Wests Yeezy-univers. Dedikationen er utvivlsomt til stede. Det samme er den klare (ofte måske for klare) æstetiske, næsten kunstneriske retning. Alligevel er successen og det endelige (tøj)gennembrud langt hen ad vejen udeblevet.

Yeezy Boost 350 V2 (Foto fra Naked)

Yeezy Boost 350 V2 (Foto fra Naked)

Nuvel. De eftertragtede sneaker-silhuetter (Yeezy Boost 350 og 750, Powerphase og snart Runner) og den massive hype omkring enhver lancering af dem lever sit eget liv, og det er naturligvis en af årsagerne til, at Kanye er en uundgåelig topkandidat på listen over bedste kendiskollektioner.
Men da vi tidligere skrev kommentaren om kendiskollektionernes succes, spåede vi, at ‘Yeezy Season 4’ definitivt kunne manifestere ‘Yeezy’ som en kendiskollektion, der skulle tages alvorligt. Sådan gik det ikke helt.

‘Yeezy Season 4’-showet

‘Yeezy Season 4’-showet (Foto: Dimitrios Kambouris/Getty Images)

Men måske gennembruddet så kommer med ‘Yeezy Season 5’, som han under stort postyr viste under New York Fashion Week i februar. I hvert fald løsnede Kanye lidt op for den ellers stramme æstetik, men om det hjælper på den kommercielle succes, må tiden vise.

Èn ting er dog helt sikkert: Hvis Yeezy-brandet skal peake, skal det snart til at ske, så man stadig kan lukrere på hypen. Men det kræver, at Kanye West og holdet omkring ham formår at få kollektionerne på butikshylderne i tide. Måske endnu vigtigere er det, at prisniveauet ikke er så svimlende højt, at tøjet forbliver utilgængeligt.

Selv om det er nemt at ty til kritik af Kanye Wests designeventyr på tøjfronten, kan man ikke se bort fra hans sneakersucces. Og vi glæder os til, at den nye Yeezy Runnersilhuet forhåbenligt snart lanceres, så der igen kan sprøjtes nyt liv i Yeezy-universet.


Ashley og Mary-Kate Olsen

Ashley og Mary-Kate Olsen (Foto: Dimitrios Kambouris/Getty Images)

2. The Row: Mary Kate og Ashley Olsen

The Row har formået at gå under radaren, når man taler om kendiskollektioner. Og med rette. Særligt fordi mærkets eksistensberettigelse langt fra bygger på de forhenværende skuespillere Mary Kate og Ashley Olsens udfoldelser på det hvide lærred. Derimod har Olsen-tvillingerne siden 2006 formået at banke et bundsolidt luksusmærke på benene, hvor tøjet sæson efter sæson har talt for sig selv.

Men selv om søstrenes modeimperium, der også rummer mærket Elizabeth & James, balancerer på grænsen af, hvad man rent faktisk kan karakterisere som en kendiskollektion, har vi med deres fortid in mente alligevel valgt at tage dem med på listen. Primært fordi deres kendisfortid kunne have givet dem bagslag i deres designerdrømme. Det har den langt fra gjort.

The Row AW17

The Row AW17

The Row oser af luksus, ikke af kendiskollektion. Det har været en styrke for dem. Kollektionerne forbinder det romantiske, feminine og monokrome i alt fra kjoler til jakkesæt, skjorter og frakker. Mønsterudskejelser er der ingen af. I stedet kredser tvillingerne om subtile detaljer.

The Row SS17

The Row SS17

Kundeskaren elsker det, og modeverdenen har for længst taget mærket til sig. I sidste uge var de for eksempel igen nomineret ved CFDA Fashion Awards for deres kvindetøjs- og accessory-design. I år blev det ved nomineringerne, men de har tidligere vundet begge priser.


Rihanna backstage med modellerne efter SS17-showet i Paris

Rihanna backstage med modellerne efter SS17-showet i Paris (Foto: Victor Boyko/Getty Images for Fenty x Puma)

1. Fenty x Puma: Rihanna

Hun har samarbejdet med både River Island og Dior, men med tre kollektioner som kreativ direktør for Fenty x Puma, har Rihanna manifesteret sig som en kendisdesigner i modebranchen, der skal tages meget seriøst.

Hendes kollektioner – til både mænd og i særdeleshed kvinder – har sværget til det ultrasexede. Ikke overraskende når man ser, hvordan hun typisk selv klæder sig. Hun kombinerer bar hud med oversize-silhuetter, tracksuits og finder gennemgående sin inspiration i sportswear-universet.

Slick Woods på catwalken til AW17-showet i Paris

Slick Woods på catwalken til AW17-showet i Paris

Men det er særligt Rihannas vovemod, der gør hende interessant som designer. Sammen med Puma er hun ikke bange for at dedikere en hel kollektion til pastelfarver, som hun gjorde med sin SS17-kollektion, der kombinerede sportswear med asiatiske og aristokratiske Marie Antoinette-referencer. AW-16-kollektionen – hendes første – var derimod mere gotisk og mørk. Og når den nye AW17-kollektion lander i butikkerne inden længe, er det college-referencerne, der dominerer.

Fra AW17-showet

Fra AW17-showet

Fenty-kollektionerne formår at spænde bredt, men det er uden at gå på kompromis med den røde tråd, der samtidig gennemsyrer designuniverset. Med andre ord har de tre kollektioner budt på stærke æstetiske overraskelsesmomenter, men også faste holdepunkter.

Og så er der selvfølgelig hendes sneakers, der ligesom hos Kanye West, er der hvor hypen for alvor eskalerer. Efter sidste års succes med Fenty Creeper har mere vovede tiltag som den satinglade Bow Sneaker vist, at Puma og Rihanna tør tage chancer. Vi glæder os til næste træk.

Læs også: Hvordan undgår kendiskollektioner at blive døgnfluer? Kanye og Rihanna har måske knækket koden