Talib Kweli

En endnu ikke megasuccesfuld Kendrick Lamar rappede i 2010, at han ikke kun ville kategoriseres ved siden af Common og Kweli: En rimelig tydelig hentydning til, hvor meget Talib Kweli var fanget af at være ‘conscious’, altså en rapper, der foretrækker positive og politisk korrekte tekster frem for genretypiske gangster-klicheer.

På sit nye album forsøger Kweli at bryde ud af conscious-fængslet. Men ikke med store armbevægelser eller nye attituder. Faktisk er forandringerne frem for alt i detaljen.

De alvorligt lærermesteragtige numre er få (‘Hamster Wheel’, suk), og Black Star-medlemmet tillader sig at rappe om livets glæder uden at føle trang til at overbebyrde numrene med moralske budskaber. Den tyndstemmede Kweli klarer sig overraskende godt som erfaren og vis connaisseur af livets bedre sider.

Læs anmeldelse: Talib Kweli ‘Gutter Rainbows’

Lydsiden er ekstremt velvalgt: De fleste beats dyrker soulsample-fanfarer, som Kwelis tidligere samarbejdspartnere Hi-Tek og Kanye West, men her er udtrykket mere tilbagelænet, lidt som Jay-Z’s soundtrack-soul på ‘American Gangster’.

I det hele taget vil albummet forføre, ikke belære: »Come to me!«, synger Miguel syrupsødt på ‘Come Here’. Selv når det bliver hårdere, som på den RZA-producerede ‘Rocket Ships’, er det ekstremt funket. Talib Kweli har aldrig virket vanvittig selvsikker og karismatisk, men her lyder han stedvis som en gangster fra 70’erne eller som en smooth neosoul-sanger. Tænk at et Kweli-album kunne være både sveddryppende og subtilt overlegent.