Gilli, den modvillige rapstjerne

Gilli, den modvillige rapstjerne

Alle venter på Gilli. Siden sange som ‘Orale’, ‘C’est La Vie’ og senest ‘Tidligt op’ har hiphopscenen ventet på udgivelsen, der cementerer det, alle egentlig allerede ved: At Gilli er Danmarks vigtigste hiphopartist i mange år.

Og lige nu, i starten af forside-shootet til sommerudgaven af Soundvenue med den unge rapper fra Københavns Vestegn, venter vi på, at Gilli finder sig til rette med hele setuppet. Han har taget Benny Jamz og to andre venner med, ligesom en repræsentant fra hans pladeselskab er til stede. Alligevel virker han ikke tryg, da han træder ind i studiet i en baggård på ydre Nørrebro.

Han er ikke så glad for at få taget billeder eller for selvpromovering i det hele taget. Han ville helst have taget billedet udenfor og ikke i et studie, så han vandrer hvileløst rundt, inden han prøver at finde sig til rette foran kameraet. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at han ikke har sovet, fordi han har været i studiet hele natten.

Han affejer flere gange forsøg på at style ham med ordene »Ik’ så meget dit dat«. Ikke så meget pis. Han vil bare have sit eget tøj på. Til sidst har han et forslag, der indkapsler hans forhold til alt postyret omkring ham: »Har I nogensinde lavet en forside, hvor personen står med ryggen til?«

Men Kian Rosenberg, som han hedder, lader ikke folk vente, fordi han har fået stjernenykker. Faktisk tværtimod. Han holder sig tilbage, fordi han netop vil undgå den popstjernestatus, en helhjertet satsning på musikken kunne indebære, og alt det, han ser som falskt og iscenesat, der ville følge med.

Jeg laver musik til folk i kvarteret, der kan relatere til det. Ikke til radioen

Ironisk nok er Gilli blot blevet mere interessant for omverdenen, jo mere han har nægtet at udlevere sig selv. Samtidig er hans musik blevet større og større, jo større afstand han har lagt til den gængse skabelon for et pophit og en musikkarriere.

Hans ‘C’est la vie’ læner sig op af franskmarokkansk afrobeat-inspireret musik med tekster om at røve folk. På papiret er det det modsatte af et pophit, men i virkeligheden blev det Gillis foreløbigt største succes og en af sidste års mest streamede sange herhjemme.

»Jeg laver musik til folk i kvarteret, der kan relatere til det. Ikke til radioen«, forklarer han, da vi efter shootet er taget hen til et musikstudie på Vesterbro i København . »Det har aldrig været planen at komme i radioen, det er bare noget, der er kommet med i pakken«.

Der er noget skæbnebetonet over det: Uanset hvad Gilli gør, suges han ind i rampelyset. Som om han er kaldet til at indtage en plads, han ikke er sikker på, at han ønsker at indtage – som en slags hiphop-Hamlet. Men der er tegn, der tyder på, at han er begyndt at kunne se sig selv i en mere fremtrædende rolle. Han dukkede jo trods alt op til forside-shootet. Han har også netop lavet en poleret video til ‘Tidligt op’. Og han sidder og taler tålmodigt, udførligt og imødekommende med mig i lang tid, da vi sætter os ned for at snakke.

Studiet ligger i en parkeringskælder. Rapperens allerede berømte Gucci-taske ligger henslængt på en stol, mens Gilli selv har taget skoene af og sat sig til rette i en sofa. Han virker en smule søvnig, men liver hurtigt op, så snart snakken falder på hans musik.

Der er ingen toiletfaciliteter og intet pynt på væggene. Til gengæld står der et par stabler guld- og platin-certificeringer, og det illustrerer måske meget godt det sted, hvor Gilli befinder sig nu. Han er stadig helt undergrund, men certificeringerne understreger utvetydigt, at han har opnået popstjernestatus. Derfor er det også et ret afgørende tidspunkt at møde Gilli på. For måske er det her tidspunktet, hvor han fuldt ud tager stjernerollen på sig.

gilli6

Et modsætningsfuldt venskab

Få kunne være bedre egnet til at beskrive Gilli end barndomsvennen Oliver Kesi. Sammen er de en del af crewet B.O.C. med Benny Jamz som sidste blad på trekløveret. Kesi og Gilli har lavet sange sammen som grimebølge-klassikeren ‘Fissehul’, drill-bangeren ‘Ik’ brug for nogen’ og senest ‘Adios’, et episk, stadig uudgivet trap-track med stærke vers af de to rappere, som man blandt andet kunne høre til Gillis soloshow i Amager Bio tidligere i år. Faktisk kaldte Gilli ved den lejlighed Kesis ‘Adios’-vers for årets bedste.

Men på trods af den tætte forbindelse i både venskab og musik er de to rappere også hinandens modsætninger på en del punkter. Kesi var den første rapper fra den såkaldte grime-bølge i 2011, der signede til et stort pladeselskab og udgav et album. Han har haft store pophits som ‘Søvnløs’, arbejdet med en lang række popnavne og sågar lavet en collab med tøjmærket Soulland. Kesi har med andre ord taget stjernerollen til sig på en måde, som Gilli aldrig har.

»Jeg ved ikke, hvorfor man altid skal presse ham. Måske har han ikke vidst, hvor god han var i andres øjne«, siger Kesi, da jeg taler med ham. Han virker i strålende humør, og man kan fornemme, at han har lyst til at forklare, at Gilli ikke er så sværttilgængelig, som man måske kunne tro.

»Han har altid været lidt tilbageholdende. Men jeg synes ikke, han er så anonym, som han tit fremstår. Han er vildt humoristisk og virkelig en drillepind«.

Kesi understreger i flere omgange, at Gilli helt grundlæggende er en virkelig sjov person at være sammen med.

»Vi mødtes, da vi var 14 år, og vi var begge meget højtråbende og sådan her-kommer-jeg-agtige, som man nu er i den alder«, forklarer han.

Forskellen på de to venner er måske, at Kesi bibeholder sin frembrusende attitude hvorend han er. Hvorimod Gilli lukker i, når han for eksempel skal indgå i professionelle sammenhænge. Han vil helst lade musikken tale.

»Han er et enigma«

Og netop musikken er selvfølgelig også en stor del af venskabet mellem Kesi og Gilli.

»Jeg hørte meget amerikansk rap, men Kian introducerede mig for en rapper ved navn Sivas. Det var langt tid før, vi kendte ham personligt, og langt tid før Sivas blev stor. Han havde bare lagt nogle mixtapes op på nettet, og jeg kan huske, at Kian syntes, det var virkelig sygt«.

Rapinteressen blev mere og mere seriøs, og Gilli begyndte at skrive tekster, selv om han allerede dengang også var lidt tøvende i første omgang. Men da han endelig kom i studiet, blev nogle af hans første indspilninger til et essentielt track i den grimebølge, der vendte den danske hiphopscene på hovedet.

»Vi sad en masse folk i studiet. Jeg havde lavet et omkvæd, og pludselig sagde Kian, at han ville lægge et vers, og det blev så til ‘Fissehul’. Benny (Jamz, red.) sagde, at det nummer var så sindssygt, at vi var nødt til at skyde en video. Så vi tog ned på de lokale steder, vi plejede at hænge, og skød den. Jeg tror muligvis, det var det allerførste vers, Kian nogensinde havde indspillet«.

‘Fissehul’ blev et undergrundshit. Det var en af de første store street-videoer, der slog igennem herhjemme via Youtube. Kort tid efter havde Kesi en pladekontrakt, men hvad med Gilli?

»Han er et enigma«, er Kesis simple og rammende svar. »Der er mange ting, man kunne tænke sig at finde ud af, fordi man ikke forstår dem, selv om man kender ham godt. Hvorfor tog han ikke chancen, da den bød sig? Hvorfor gider han aldrig at lave videoer? Han er svær at regne ud«.

gilli4

Rapstjernen fra kvarteret

Før min snak med Gilli i B.O.C.-crewets studie for alvor går i gang, åbner han (selvfølgelig) en flaske champagne. Han taler i et afdæmpet toneleje, men virker aldrig usikker på de ting, han siger. Og én ting har Kesi ret i: Der er virkelig mange ting, man gerne vil vide om Gilli. Vi starter med spørgsmålet om, hvorfor han ikke udnyttede den mulighed, der bød sig, da ‘Fissehul’ eksploderede.

»Hele raptingen var noget, jeg syntes var fedt nok, men det var bare noget, jeg lavede ved siden af«, svarer han. »Jeg holdt det lidt hemmeligt. Det var ikke noget, jeg ville stå ved. Ikke fordi, det var flovt, men det var bare ikke noget, man gjorde, der hvor jeg kom fra. Folk ville sige ting som, tror du, at du er Tupac, eller hvad? Sådan var det bare dengang. Jeg har sikkert også selv gjort nar af folk, der ville være rappere«.

Den skepsis omkring en musikkarriere og alt, hvad det indebærer, sidder dybt i Gilli, fornemmer man. Det er tydeligt, at berømmelsen ikke har den samme tiltrækningskraft på ham, som den har på de fleste andre. Det er noget andet, der trækker – gaden, vennerne, blokken. Gilli er vokset op i kvarterer rundt omkring i Vestegnen, han er kommet meget på Nørrebro og i boligbyggerierne i Husum. Det er her, han ser sit hjem.

»Når jeg vågner, er det første, jeg tænker på, ikke at tage i studiet«, siger Gilli. Når jeg spørger, hvad han laver i stedet, får jeg et af særdeles vagt svar.

»Jeg laver ikke rigtig noget, men man laver alligevel noget. Det er bare endnu en dag i kvarteret. Der sker en masse ting, uden at der egentlig sker noget. Der er mange ting, der skal nås. Der er ikke tid til at stå stille«.

Måske har han ret, når han til sidst siger: »Man skal nok se det, før man kan forstå det«.

Og én ting, der måske siger mere om Gilli som person end noget andet, er, at han ikke har ændret sin levemåde siden succesen tog fart. Tværtimod.

»Jo bedre tingene går, jo mere kommer jeg tilbage til kvarteret, fordi jeg føler, at det holder mig fra at ændre mig. Ikke fordi jeg har lyst til at ændre mig, men man ved aldrig. Tingene kan hurtig stige dig til hovedet. Vi er allesammen kun mennesker«.

Når Gilli alligevel kommer i studiet, selv om instinktet trækker ham mod blokken, er det fordi, han har et netværk af venner omkring sig. De henter ham bogstavelig talt i kvarteret og kører ham i studiet. En af dem er Mass Ebdrup, der er en blanding af professionel storebror, manager og samarbejdspartner.

»Kian tænker ikke, kan det her spilles i radioen?«, siger Mass Ebdrup, da jeg snakker med den ældre og mere erfarne kompagnon. »Han tænker, hvad vil mine venner høre? Hvad vil kvarteret, hvor jeg er vokset op, høre?«

Den tilgang til, hvordan man laver musik, og hvem man laver den til, har en helt håndgribelig indflydelse på Gillis udgivelser. Der kommer mindre musik, fordi Gilli ikke er så meget i studiet. Der kommer mere gadeorienteret musik, fordi der ikke er nogen pladeselskabsfolk til at påvirke ham, men i stedet kvarterets mange, multikulturelle musikretninger. Og så bærer sangene præg af, at Gilli ofte samarbejder med de venner, der netop henter ham i kvarteret og kører ham i studiet.

gilli3

Kvarteret som fokusgruppe

For ser man på Gillis udgivelser, er der utrolig få solotracks: Først samarbejdede han meget med Kesi og Benny Jamz, derefter fulgte perioder, hvor han arbejdede tæt med Kimbo eller Semih Automatisk. Senest har han arbejdet mest med MellemFingaMuzik – og nu har han endda dannet gruppen Molotov Movement med MellemFinga og Benny Jamz. Selv ‘Ækte vare’-ep’en var mest et gruppeprojekt, hvor kun to ud af de syv tracks var deciderede solonumre. Men den kollektive arbejdsform viser også på en anden måde, hvordan det fungerer, når Gilli udgiver musik.

»Der er nok et sted mellem 20 og 50 mennesker i Københavns forstæder, der har hørt sangene, før de nogensinde kommer ud«, forklarer Mass Ebdrup. »De kører rundt og hører det i deres biler, og hvis de siger god for et nummer, så ved man, at det holder. Så er det godkendt af omgangskredsen og kvarteret«.

Jeg er egentlig ligeglad med, om folk køber det, så længe de hører det

Det er en slags koncentreret fokusgruppe: Inderkredsen fra blokken tester sangene. Deres mening er vigtigere end en pladeselskabs-A&R’s. Et eksempel er sangen ‘Ruller op’. Det lyder som et hit af samme støbning som ‘C’est la vie’. Til Gillis udsolgte solokoncert i Amager Bio kunne publikum hele teksten, men faktisk er nummeret slet ikke udgivet endnu. Det er leaket på nettet, og selv om det hurtigt blev pillet ned, spredte det sig lynhurtigt fra biler til shawarmabarer og hans fans’ telefoner. Da jeg fortæller Gilli, at jeg hørte nummeret første gang på en shawarmabar på Nørrebro, hvor de spillede det på repeat, imens jeg var der, fordi det lige var leaket på en falsk Facebook-profil, smiler han og ryster på hovedet på samme tid.

»Jeg bliver glad for, at folk lytter til det, men selvfølgelig ville jeg ønske, at jeg kunne få det mixet ordentligt først. Jeg ville gerne have det ude som en rigtig færdig sang. Men jeg er egentlig ligeglad med, om folk køber det, så længe de hører det. Da jeg udgav ‘Ækte vare’-ep’en, vidste mit pladeselskab jo heller ikke, at jeg lagde det ud gratis. For mig handler det om, at musikken kommer ud til de mennesker, der forstår, hvad jeg snakker om. Så længe de får budskabet, er jeg glad«.

Kulturer fra kvarteret

De kvarterer rundt omkring på Københavns Vestegn, hvor Gilli er vokset op, huser et væld af forskellige kulturer og musikalske traditioner, som han helt naturligt integrerer i sin musik. Da ‘C’est la vie’ udkom, var det et helt nyt udtryk for de fleste. Men for Gilli var det oplagt.

»Jeg har i lang tid forsøgt at ramme den lyd, som vi ramte med ‘C’est la vie’ og ‘Tidligt op’. I flere år, faktisk«, forklarer han. »Men de fleste producere forstod ikke, hvad jeg mente, når jeg forsøgte at forklare det. De troede, jeg mente techno eller sådan noget. Det var først, da jeg viste det til Kewan (producer, red), at det fungerede. Han hører det samme musik, som jeg gør«.

De fleste andre hører amerikansk rap, men jeg har altid hørt meget fransk rap

Man kan lige forestille sig Gilli forsøge at forklare alle mulige producere, der på ingen måde fanger, hvad han mener, at hans gaderap ikke længere skal være tung og rå, men i stedet låne noget af optimismen og letheden fra for eksempel afropop. At den godt må være dansabel. Men for Kewan, der har sit øre til kvarteret på samme måde som Gilli, var det åbenlyst, hvad rapperen sigtede efter.

»De fleste andre hører amerikansk rap, men jeg har altid hørt meget fransk rap, eller afrikansk musik som for eksempel Magic System«, siger Gilli, da jeg spørger ind til hvilken musik, han er inspireret af. Han nævner også i flæng, at han ikke hører J. Cole eller Kendrick Lamar, og det virker, som om det ligger ham på hjerte at forklare, at musikken i kvarteret er en verden helt for sig selv.

»Jeg hører også marokkansk, tunesisk og arabisk musik. Og selvfølgelig jamaicanske stilarter. En fransk artist, der hedder Jul, er nok ham, jeg er mest inspireret af. Selv om han bruger nogle andre trommer end mig, så minder ideerne om hinanden«.

Den blanding af stilarter og indflydelser afspejler måske også den tilgang til etnicitet, der hersker i kvarteret: Alt er blandet sammen, men alle har det til fælles, at de er vokset op under ens kår, med alt hvad det indebærer af indforståethed og væremåde. Det er den samme gruppe, som filminstruktøren Fenar mener er ved at indtage det danske kulturliv, som han sagde til Politiken for kort tid siden. Altså de unge fra de sociale boligkvarterer rundt om i landet. Folk som Sivas, MellemFingaMuzik og Jamaika. Det er kvarterets fællesskab, der binder dem alle sammen, og det er det fællesskab, Gilli ser sig selv som en del af og som en stemme for.

Mange har pointeret, at Gilli – i modsætning til størstedelen af hans omgangskreds – er etnisk dansk, og én anmelder følte endda, at det var nødvendigt at pointere, at han gik meget i solarium. Men etniciteten er ikke altafgørende: Kvarterets fællesskab er defineret mere af fælles oplevelser, referencer og udfordringer end hudfarve og etnisk baggrund.

Eller som Fenar sagde til Politiken: »Sådan nogle som MellemFingaMuzik, Sivas og mig selv, vi er jo ikke etnisk danske – men det er underordnet, for vi er et hold af venner, der inddrager hinanden i vores kunstneriske projekter. Så er der Gilli, han er også en af os, selv om han er hvid. Min pointe med at caste Gilli i hovedrollen til ‘Ækte vare’ var netop at understrege, at blokken ikke repræsenterer en hudfarve, men en kultur. Det handler om at holde sammen som brødre og løfte sig fra støvet«.

Gillifakta

Tre musikalske trends Gilli startede

Grime på gadeplan
‘Fissehul’ af Kesi og Gilli var et af de centrale numre i grimebølgen omkring år 2011, der vendte dansk hiphop på hovedet. Billedsiden var en af de første upolerede street-videoer, og Gillis hakkende flow er siden blevet kopieret vidt og bredt. 

Franskinspireret gaderap
Gilli og MellemFingaMuzik har startet en ny bølge af hård gaderap, der er inspireret af den franske hiphop fra de såkaldte banlieues. Stilen startede med numre som ‘Ung entreprenør’ fra Gillis ‘Ækte vare’-ep og blev perfektioneret på MellemFingas album ‘Militant mentalitet’, hvor Gilli gæstede seks numre. Siden har rappere som fremadstormende DC taget lyden til sig. 

Afropop-lyden
Hvad foregår der her, tænkte mange nok, første gang de hørte det gyngende, afropop- og dancehall-inspirerede beat fra ‘C’est la vie’, Gillis nok mest stilskabende sang. Siden har Sivas forsøgt sig med lyden med ‘Kun hinanden’, mens Sleiman har fulgt Gillis opskrift på ‘Bomaye’.

Man er nødt til at være der, for at kunne skrive det

Senere samme aften i studiet spiller Gilli fem-seks nye tracks for mig på studiets anlæg, mens Benny Jamz danser rundt i studiet med tydelig begejstring. Sangene tager udtrykket fra ‘C’est la vie’ i helt nye retninger og viser, i hvor høj grad rapperens musik er i konstant udvikling. ‘Tidligt op’ var en balladeversion af lyden, men nogle af de nye sange, der skal blive til en ep i nærmeste fremtid, er endnu mere afrobeat- og dancehall-inspirerede. Det er sange, der lyder ulig noget andet musik herhjemme lige nu.

‘C’est la vie’ var et nybrud i dansk populærmusik, da den udkom sidste år, men for Gilli og de andre fra kvarteret, er det hele baseret på den musik, de hører omkring sig.

»Det er først nu, det er gået op for mig, at de fleste mennesker ikke kender den her stil. For de mennesker, jeg kender, har altid kendt stilen«.

Jo mere man taler med Gilli, jo klogere man bliver på den måde, hans musik bliver til på, jo bedre forstår man, hvorfor han mere nu end nogensinde før føler, at han er nødt til at vende tilbage til kvarteret. For musikken er lyden af kvarteret. Det er det, der gør den så stærk. »Man er nødt til at se det, for at kunne skrive det«, siger han.

Det er ret sigende, når Gilli fortæller, at det i starten nærmest var pinligt for ham at være rapper. Det understreger, at den tidligere danske hiphop ikke afspejlede den virkelighed, som Gilli og andre unge som ham kender fra de sociale boligkvarterer. Det er det, Gilli vil lave om på, og derfor identificerer han ikke sig selv som ’dansk rap’.

Uden at det skal lyde helt gangsta, så handler det om, hvad der foregår ude på gaden

»Det her er dedikeret til gadeplan, til kvarteret / fuck dansk rap, er ik’ en del af det«, rapper han på ‘Ung entreprenør’ fra ‘Ækte vare’-ep’en, og det dictum holder stadig.

»Jeg har aldrig kaldt det, vi laver, for dansk rap, for det er det ikke«, siger Gilli med en blanding af tilbageholdenhed og selvsikkerhed. »Det, vi laver, kan ikke sammenlignes med det, der var før. Ikke for at tage noget fra de gamle, men det, vi laver, kan de unge relatere til. Det kommer fra det, vi har set. Det kommer fra virkeligheden. Uden at det skal lyde helt gangsta, så handler det om, hvad der foregår ude på gaden. Jeg skriver både om det gode og det onde, fordi jeg selv har været igennem de ting. Nu laver jeg ikke den slags ting mere, fordi jeg lever af musik, men alle omkring mig lever det liv. Jeg ser det hver dag«.

Gilli præciserer ikke, hvad præcis han ser hver dag, men teksterne giver mere end et fingerpeg om det. Generelt forsvinder hans snakkeiver, hvis samtalen bliver for privat, som da jeg spurgte pladeselskabsrepræsentanten under foto-shootet tidligere på dagen, hvem navnene, han har tatoveret på hænderne, refererer til.

»Du snakker for meget«, sagde han konsekvent, men med et afvæbnende smil til repræsentanten.

Både det gode og det onde i kvarterets hverdag er til stede i sange som ‘Orale’, der både er en hyldest til de hybrisfyldte unge fra kvarteret, der vil blive rige på at »rykke ton«, men også slutter med et c-stykke, som hylder »dem der stadig går i skole«. Samtidig får ‘C’est la vie’ det til at lyde euforisk og eventyrligt at hive elefanthuen på og tage ud og røve, mens ‘Tidligt op’ får gadelivet til at lyde meget, meget hverdagskedeligt. Hvad kunne være mindre romantiserende end en sang, der beskriver livet som kriminel i vendinger om at arbejde så meget, at man er »sent i seng og tidligt op«?

Gilli romantiserer ikke, men han undskylder heller ikke. Han er stolt af, hvor han kommer fra, men skjuler ikke de dårlige ting, der foregår. Det er musik, der afspejler virkeligheden.

gilli5

De yngre

Denne virkelighedsnære musik har allerede skabt ekko i andre kvarterer, hvor rappere som DC og Jamaika er begyndt at lave musik i samme retning som Gilli, MellemFingaMuzik og Sivas. Det er ikke længere pinligt at være rapper i kvarteret og mange af de nyere rappere nævner Gilli som en stor inspirationskilde.

»De nye rappere gør det endnu mere direkte. De taler endnu mere til dem i deres egen aldersgruppe. Jeg taler aldrig om de ting, jeg selv har gjort. Jeg taler altid om de ting, jeg ser. Men de taler direkte om, hvad der sker. De er rigtig dygtige, og det er sejt, at der er kommet nogen som dem med deres egen stil. Hvis de siger, at de hører min musik, er det en stor kompliment, for det er præcis dem, musikken går ud til. Dem, der er derude hver dag«.

Det er de yngre fra kvarteret, der står og holder ud på gadehjørnet hver dag, som Gilli vil lave musik til.

»Hvis jeg ikke var der hver dag, ville jeg ikke kunne tale om det«, forklarer han. »Jeg ved, at folk kan høre, at min musik kommer fra én, der ved, hvad han snakker om, og ikke fra én, der bare har hørt om det eller fået det fortalt. Jeg elsker alle, der hører musikken, men i sidste ende er det ikke dem, jeg står til regnskab over for. Jeg står til regnskab over for en masse venner, der ved, om jeg lyver eller ej, når jeg laver mine sange. Hvis jeg løj, ville jeg aldrig kunne se mig selv i øjnene, for de ville vide det«.

Ventetiden er slut

Og så er der selvfølgelig én stor undtagelse i hele fortællingen om den mediesky Kian Rosenberg: Fenar Ahmeds film ‘Ækte vare’ fra 2014, hvori han spiller hovedrollen som en ung rapper, der er splittet mellem en potentiel musikkarriere og sine venner og rødder i betonghettoen. En spillefilm! Hvordan hænger det sammen med forestillingen om Gilli som tilbageholdende kunstner, der hader foto-shoots, interview og overeksponering?

»Jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle være med i en film, men Fenar spurgte mig flere år før og blev ved med at spørge. Jeg sagde nej hver gang. Men sidste gang, jeg var oppe hos ham, tænkte jeg: Jeg har ikke noget andet kørende for mig. Jeg har aldrig gået i skole. Jeg har aldrig haft et arbejde. Ikke for at lyde dramatisk, men det var enten det eller at være kriminel«.

Han holder en kort pause og siger så med et glimt i øjet: »Og jeg har aldrig været særlig god til at være kriminel, ellers var jeg aldrig blevet sanger. Jeg har bare aldrig ramt de millioner, som andre rammer. Kun småpenge«.

Det var uden tvivl grænseoverskridende at være med i en spillefilm, men hvis man ser, hvordan filmen er blevet til, er det ikke helt ulig måden, Gilli indspiller på. For filmens instruktør, Fenar Ahmed, pitchede ikke bare hovedrollen til ham løbende over to år. Han blev venner med Gilli og hele kredsen.

»Vi brugte to år på at spise shawarma, hænge ud, drikke og snakke«, fortæller Fenar om årene op til indspilningerne. »Jeg føler, at det er vigtigt at kende folk, før man arbejder med dem. Da vi lavede ‘Ækte vare’ mødte Kian for eksempel min mor, da vi skulle låne hendes bil for at bruge den til en scene. På den måde lukkede jeg ham ind i mit liv og omvendt«.

Samtidig er Gilli og Ali Sivandi, en af de andre hovedrolleindehavere, gode venner, mens Benny Jamz og Sivas også er med i filmen. Optagedagene lignede også proceduren fra musikindspilningerne, og det var ikke sjældent, at drengene omkring Kian måtte hentes i kvarteret og transporteres til filmsettet.

Nu har jeg en chance, som mange andre ville ønske, de havde. Hvorfor skulle jeg spilde den?

Gennem den arbejdsproces blev ‘Ækte vare’ et autentisk stykke kunst fra kvarteret på lidt samme måde, som Gillis musik er det. Begge fortæller kvarterets historie på dets egne præmisser. Filmen fik fine anmeldelser, solgte flere billetter end forventet, og soundtracket, som Gilli lavede sammen med vennerne Kesi, Benny Jamz, MellemFingaMuzik og Sivas, var et afgørende øjeblik i rapperens karriere.

»Efter ‘Ækte vare’ tænkte jeg, at nu er det alvor. Før det havde jeg holdt min musik væk fra mig, men når jeg nu havde vist mit ansigt på en måde, som jeg normalt ikke gør, var der ingen anden udvej. Jeg måtte give den alt. Normalt er sådan nogle ting slet ikke for mig. Jeg gider ikke lave musikvideoer, jeg gider ikke billeder, det er ikke noget, der betyder noget for mig. Men jeg tror bare, jeg tænkte: Nu har jeg en chance, som mange andre ville ønske, de havde. Hvorfor skulle jeg spilde den?«

Det er ikke, fordi Gilli er begyndt at tilpasse sig musikindustrien eller nogens forventninger. Det gør han nok aldrig. Men der er begyndt at ske nogle ting. Han betegner sig selv som fuldtidsmusiker. Han har udgivet deciderede solotracks. Han har endda indvilget i det interview, du nu har læst. Ventetiden synes at være ovre. Det bliver på hans præmisser, men Gilli er klar til at give alt, han har.

Da interviewet er slut, siger jeg, at jeg er imponeret over, at han kunne tale så åbent og udførligt, selv om han ikke har sovet hele natten. Han kigger op og siger: »Jeg har jo noget på hjerte«.

Teksten er tidligere bragt som forsideinterview i Soundvenue #99.

Læs også: ‘Bomaye’-hittets efterfølger: Sleiman slipper ny single ‘Alt Eller Intet’ feat. Gilli

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold