Nikolaj Vonsild: »Det hele har været én stor terapisession«

Nikolaj Vonsild: »Det hele har været én stor terapisession«

»Altså…«

Nikolaj Vonsild tager et hiv af cigaretten.

»Min bror siger, at Kristian reddede mig«.

Han smiler. Det er en tirsdag eftermiddag i begyndelsen af oktober, og vi mødes på et af hans stamsteder i København, Harbo Bar på Blågårdsgade. Nørrebros lokale forsøger at vride de sidste solstråler ud af sæsonen, som burde være slut for længst, og vi har taget plads blandt dem på de slidte træbænke udenfor.

Kristian – som Nikolajs lillebror altså mener, reddede ham – er musikeren Kristian Finne Kristensen, som Nikolaj mødte for fire år siden, og som han siden har skabt bandet Cancer med. De to har lige lagt sidste hånd på debutalbummet, ’Totem’, da jeg møder den langhårede sanger, og han er i snakkehumør. Han drikker dobbeltespresso og kæderyger røde Prince. Flere gange bliver han afbrudt af forbipasserende bekendte, der lige stopper op og hyggesnakker. Da jeg går ind for at hente mere kaffe, løber han over på cafeen på den anden side af gaden og taler med to venner.

Hvorvidt Kristian ligefrem reddede ham, ved Nikolaj ikke helt. Men at de to mødtes, betragter han som noget af det vigtigste, der er sket i hans liv. Der er ellers sket en del i hans liv. Han er mest kendt som frontfigur i det synthglade og eksperimenterende popband When Saints Go Machine, og han har været helt oppe og helt nede. Nede i depression, oppe i mani. Svingningerne har været en del af hans ­­– og dermed også bandets – brændstof. Men de har også været dæmoniske.

Efter at han mødte Kristian og startede Cancer, er de blevet mindre heftige, og det er nok også derfor, at broren tillægger mødet så stor betydning. Helt væk er de dog ikke, udsvingene.

»Men jeg tror altid, der vil være noget… jeg ligesom brænder for. Og ting, man ikke kan lukke ned for. Og når man som jeg har et overdrevent følelsesregister, så mærker man bare rigtig meget. Der gælder det om at finde en balance. I musikken, tømmermændene, tilværelsen. Alt mærkes kraftigt«.

nicolaivonsild_petrakleis3

Rundet af rap

Nikolaj Manuel Vonsild blev født på Rigshospitalet i 1980 af to forelskede mennesker, som man »vel godt kan kalde for hippieforældre«, siger han. Børn skulle vokse op på landet, mente de, og faren havde en masse ideer om at bygge et bæredygtigt minisamfund, hvor alle beboere skulle være selvforsynende. Så familien flyttede til et kollektiv i Thy, et hus i skoven på Langeland, til en planteskole på Fyn og i en periode også til en ejendom oven på en grisestald.

Ideerne om det grønne mikrokosmos gik selvfølgelig »fuldstændig galt«, som Nikolaj siger i dag, så da han skulle i skole, flyttede de tilbage til København. Selv om han forbinder sin tidlige barndom med den musik, hans forældre hørte – Patti Smith, The Clash, Bob Dylan, Bob Marley, Jimmy Cliff – var det rap, der for alvor satte gang i hans musikalske liv.

Alle drengene fra hans klasse på Sølvgades Skole og deres ældre brødre, der også gik der, lyttede til rap og malede grafitti. Så det gjorde Nikolaj også. Det var mest graffiti, der tiltalte ham, for dybest set mente han, at rapkulturen var latterlig. Navnlig den danske.

Der gælder det om at finde en balance

»I rap er der jo et element af konkurrence, og det danske miljø var så småt«, siger han, da vi mødes igen, denne gang hjemme hos ham i Store Kongensgade. Han har lavet stempelkaffe og stillet en keramikkop frem til mig i den gamle, slidte herskabslejlighed, som han har boet i det meste af sit voksenliv.

»Så jeg havde det sådan: Hvem er det lige, du prøver at konkurrere med?«

Ikke desto mindre var de første koncerter, han gik til, hiphopkoncerter. Da han var 12 år, var han til Ice Cube i Den Grå Hal på Christiania, og hans forældre sad i bilen ude på Prinsessegade og ventede på ham, da det var slut.

Inde til koncerten stod han med ringen for ørene, helt benovet over den energiske gangstarapper, der var kommet direkte fra den amerikanske vestkyst. Han var blown away. Men det danske hiphopmiljø var stadig noget andet, syntes han. Det var småt, og en stor del af lyrikken og energien var baseret på fjol. Først i de senere år er det gået op for ham, at dansksproget rap også kan noget, men dengang var han kritisk.

Alligevel begyndte han at lave hiphop med en kammerat, som dog på et tidspunkt fik nok af Nikolajs evige skeptiske input.

»Hvis du vil noget med musikken«, råbte kammeraten, »så må du lære at gøre det selv«.

Nikolaj blev først frustreret og fortvivlet, men det skulle vise sig at være den måske største hjælp, han nogensinde havde fået. Han fik fat i en harddiskoptager og en mikrofon og gik i gang.

I rap bruger man flere vokalspor til at bakke en punchline op, men nu kunne han lige pludselig eksperimentere med selv at lægge mange stemmer oven på hinanden. Han havde ingen teknisk forståelse for redigeringsprocessen, men gik bare i gang. I arbejdet med de nye muligheder begyndte han så at synge i stedet for at rappe, og til sidst havde han et nummer.

nicolaivonsild_petrakleis4

Porno og Kohberg

I slutningen af 90’erne begyndte Nikolaj Vonsild og en flok venner at hænge ud i en kælder på Nørrebro. Ejendommen havde engang været et bordel, men nu brugte de den som et slags ungdomshus. De købte pizza på klods hos pizzeriaet på det ene hjørne og hash på klods på det andet hjørne, og så de sad i kælderen bag nedrullede persienner, fordi de var bange for at blive set af deres kreditorer. De var en sjov samling mennesker. De fleste var kreative på den ene eller anden måde, men Nikolaj var en af de eneste, der lavede musik. Der var en fælles, gensidig respekt: Man bakkede op om hinanden.

»Det var nok her, jeg tog beslutningen om, at det var bare det: Jeg skulle lave musik«, husker han.

Efter folkeskolen fortsatte alle hans venner i gymnasiet, så det gjorde han også. Han følte egentlig ikke, at han fik så meget ud af det, og retrospektivt burde han måske have brugt sin tid på noget andet. Men han kom igennem, selv om en lærer skrev »ubegribeligt« i hans studenterhue. Efterfølgende intensiverede han musikken. Han arbejdede kun ved siden af for at have råd, blandt andet pakkede han brød på Kohberg-fabrikken i Taastrup med »nogle af de største idioter«, han nogensinde har mødt. Klokken 22 mødte han, og gik så rundt med en palleløfter indtil klokken 6 om morgenen.

»Det var nemt arbejde, og hvis man arbejdede om natten, kunne man lave musik om dagen«, siger han.

Det passer mig ikke ret godt at kende fremmede menneskers seksuelle fantasier

Han havde også et bartenderjob og arbejdede i en periode i pornobutik på Istedgade, hvor en vagt varede 15 timer, hvilket betød, at to vagter om ugen næsten var fuldtid.

»Men det passer mig ikke ret godt at kende fremmede menneskers seksuelle fantasier. De overgår alt, hvad man kan forestille sig. Det er forfærdeligt. Jeg kan ikke bære alle andre folks følelser, fantasier og tanker, hvis jeg også skal være med selv«.

Ville du hellere være de her job foruden?
»Ja, selvfølgelig«.

Men har det ikke givet dig et indblik i den menneskelige psykologi og menneskers forskelligheder?
»Jo, men jeg er jo vokset op omgivet af mange forskellige slags mennesker, så det kunne jeg have lært mange steder«, siger han og laver en håndbevægelse i retning af Store Kongensgade på den anden side af vinduet.

»Nogle mennesker stifter aldrig bekendtskab med andre end deres ligemænd. Det har jeg aldrig forstået. Men jeg er jo også rastløst anlagt, hvilket gør, at jeg er konstant interesseret. Det vil jeg aldrig have lyst til at give afkald på. Hellere være urolig end tilfreds med at stå stille«.

nicolaivonsild_petrakleis5

En dj og en saltfisk

I stedet for at rappe begyndte Nikolaj altså at synge. Det var der nogle, der syntes, var latterligt, men han var ligeglad. Det er ikke nødvendigt, at alle altid forstår en, tænkte han. Han sang med falset og indspillede igen med en dybere stemme og skabte sin egen lyd. Uden at vide det tog han de første spæde skridt i retning mod den stærkt genkendelige og vibrerende vokal, der siden er blevet sammenlignet med Antony Hegarty (i dag Anohni), men som har sin egen soulede og sarte klang.

Først skulle han dog forbi et enkelt album som funk/soul-aliasset Gemstar25, for han hookede op med Simon Muschinsky, Nikolajs ven gennem hele livet og søn af nogle af hans forældres bekendte. Simon var begyndt at spille musik med to venner, Silas Moldenhawer og Jonas Kenton. De manglede en sanger, og Nikolaj var klar på at prøve noget nyt.

En dag var der en, der talte om klassikeren ‘When the Saints Go Marching In’, som Louis Armstrong udødeliggjorde, og en anden, der troede, at der blev sagt ‘When Saints Go Machine’. Så havde de bandnavnet. De sendte nogle numre til dj’en Kjeld Tolstrup, der arbejdede på P3, og som begyndte at spille blandt andet singlen ‘Kids on Vacation’ i det hyperpopulære eftermiddagsprogram ‘De Sorte Spejdere’.

Ingen i bandet lyttede til radio, så de anede ikke, at de var ved at vinde udbredelse. Første gang, Nikolaj hørte sin musik i radioen, var en dag i 2007 i en kiosk i København, hvor han syntes, at han kunne genkende lyden. Hvorfra kunne han ikke huske, indtil det pludselig gik op for ham.

»Hallo, det er mig«, råbte han til kioskmanden.

Så fik han en gratis saltfisk.

Siden har han ikke haft brug for at servere fadøl, sælge sexlegetøj eller pakke rugbrød i papkasser. Det følgende år fik When Saints Go Machine talentprisen ved P3 Guld, i 2010 åbnede de Orange Scene på Roskilde Festival, og siden har de modtaget flere priser og spillet hundredvis af koncerter i ind- og udland.

Men midt i det hele skete noget dramatisk. Den 25. september 2009 døde Nikolajs far af kræft.

Dagen efter tog bandet på turné i Tyskland.

»Det vil jeg ikke anbefale nogen«, siger han, men tilføjer hurtigt, at der i virkeligheden ikke var så meget andet at gøre.

»Jeg kunne ikke være blandt folk, der ikke forstod min situation, så jeg kastede mig bare ind i det og arbejdede. Det var dejligt og befriende. Jeg lagde ligesom låg på nogle ting for at kunne præstere«.

Du bliver nødt til at komprimere tilværelsen, hvis du ved, at du skal dø

Fortryder du, at du ikke var der mere for din far eller din familie?
»Jeg var der jo, men man fortryder altid. Det vil man altid gøre, når folk pludselig dør. Føle at man ikke får sagt nok, man får aldrig sagt nok«. Han holder en pause.

»Men det at blive konfronteret med sin egen dødelighed og blive tvunget til at reflektere og snakke om og forstå, hvad der egentlig er vigtigt i livet – det har jeg gjort, og det har været stærkt«.

For nylig døde Nikolajs fætter. Han var syg hele livet og har altid levet »med kniven for struben«, som Nikolaj formulerer det, men netop derfor har han haft en power, der har gjort ham mere levende end de fleste andre.

»Du bliver nødt til at komprimere tilværelsen, hvis du ved, at du skal dø. Det giver en energi, og vigtige ting bliver mere præsente og står mere klart ­– vil jeg tro«.

Hvad kan man gøre for at leve mere kraftfuldt?
»Hvis jeg vidste det, var jeg nok blevet guru i en eller anden new age-kult«, siger han og griner.

»Det handler om at være opmærksom på, at man har det godt. At have det fedt på en eller anden måde. Og det er svært, når man som jeg har et eller andet perfektionistgen, for langsomt går det op for én, at man ikke kan gøre alt perfekt. Selvfølgelig kan man påvirke nogle ting, men nogle ting sker bare. Jeg vil gerne kunne kontrollere og strukturere alting, men man bliver stærk og kraftfuld, hvis man finder ud af, hvordan man giver afkald på det«.

Cancer: Nikolaj Vonsild og Kristian Finne Kristensen.

Cancer: Nikolaj Vonsild og Kristian Finne Kristensen.

Et sælsomt møde

To år efter farens død, mens der stadig var fuld fart på Nikolaj og When Saints Go Machine, begyndte han at studere på Rytmisk Musikkonservatorium i København. Her havnede han i samme klasse som Kristian Finne Kristensen, og en dag skrev de en sang sammen.

Sammen skabte de det lydunivers med langsomme, dvælende og lidt melankolske figurer, som siden blev til bandet Cancer. En slags musikalsk modsætning til When Saints Go Machines energiske popudfoldelser men stadig med Nikolajs vokal som en tydelig fællesnævner.

»Det er sjældent, at man møder et menneske, som man synes kan noget. Efter man bliver voksen, bliver man rimelig selektiv med, hvem man har lyst til at omgive sig med. Men der var et eller andet med Kristian. En særlig intimitet og alvor. Vi delte en tilstand, hvor der ikke var noget rigtigt eller forkert, og hvor vi begge kunne prøve en masse nye ting«.

Det skete mange virkelig mærkelige ting i Nikolajs liv på det tidspunkt. En aften, hvor han havde spillet med When Saints Go Machine, gik han »fuldstændig bananas«. Han havde kastet rundt med maling i sin lejlighed og var havnet på Amager Hospital, hvor han også havde været helt ustyrlig. Så var han endt på Bispebjergs psykiatriske akutmodtagelse. Han husker, hvordan alarmerne bimlede, og portører løb rundt alle vegne.

»Efter min fars død havde jeg holdt på en masse ting, som ikke var kommet ud. Der skulle et eller andet til, og det var så åbenbart det. Der sker tit noget, når man er midtpunkt på en scene. Det at være ophøjet til at være noget specielt, når man samtidig har det virkelig skidt, er en farlig cocktail«.

På hospitalet var der en kvinde med armene fyldt af nikotinplastre, som prøvede at ryge og hele tiden brækkede sig, og der var en ung fyr, der lavede taekwondo og troede, han var ninja.

»Okay, hvor fanden er det, jeg befinder mig?«, tænkte Nikolaj.

Ugen efter besvimede han på en bar, skvattede på ansigtet og måtte syes. Så havnede han på Bispebjerg igen.

Han indså, at han havde brug for, at der blev sat nogle grænser. Han følte sorg og en stærk fornemmelse af at være udenfor og hele tiden blive kigget på af alle omkring sig. Og det var der, Cancer opstod. Det er derfor, bandet hedder det.


CANCERS LYRISKE UNIVERS #1

‘Die One More Time’
»This is the largest abandoned factory in the world
Everything grows wild where you lay
Still burns where I miss you
Return to where you went
Each time I wake up
I die one more time« 

»Kristian var i Detroit og sendte mig et fotografi af Packard-fabrikken og skrev: Det her er den største efterladte menneskeskabte struktur. Jeg tænkte, at det er billedet på ensomhed. Hvis intet har eksisteret, er ingen ensomme, men når noget er forladt, betyder det, at nogen må være ensomme. Det åbnede sangen. Og så er der min fars grav. Som er et eller andet frirum, der jo ikke er andet end et sted, man kan komme og tænke. Men selv om det ikke er andet end det, bliver tankerne der præsente og lever. Lige så snart, man efterlader stedet, er det væk igen. Hver gang man vågner, er det med samme sorg«.


Nikolaj har fået henvendelser fra en del mennesker, der ikke kan lide bandets navn. Også hans mor, som en dag spurgte, om de ikke kunne kalde sig noget andet. Men lige dér gik det op for ham, at grunden til, at de ikke kunne skifte navnet, var, at nu sad han pludselig og snakkede med sin mor om det.

»Det var en åbner for også at kunne begynde at tale med folk i den virkelige verden, eller hvad kan man sige«.

Altså den verden, der ikke er kunstens verden?
»Ja. Der er altid et eller andet terapeutisk i musik, og jeg får afløb for rigtig mange ting i mine tekster og til koncerter, men nu kunne vi pludselig også tale om de her svære ting – uden at det behøvede være gennem musik«.

Hvad er det, Kristian har kunnet give dig?

For det meste flakker hans blik, men nu kigger Nikolaj mig i øjnene.
»En af de største ting, Kristian har givet mig, har været hans konstante accept. Jeg føler, at det er okay. At jeg kan gøre, hvad jeg vil, sige hvad jeg vil. Det er stærkt af et andet menneske. Det er en ægte ven«.

Han holder en lille pause og griner så: »Det hele har lidt været én stor terapisession«.



CANCERS LYRISKE UNIVERS #2

‘Esca’
»Say you will love me again
Say you will love me again
Every ship I sail sink
Fail to swim won’t fail again
Fail to swim won’t fail again«

»Every ship I sail sink er vel et slags refræn. Det vil altid give mig et helt eksakt billede af den situation, jeg sad i, da jeg skrev det. Men det er meget enkelt og ligetil, og det skal man passe på med, for der skal være en spænding mellem det lineære og det abstrakte«.


En million ting på en gang

Det terapeutiske kan – måske – fornemmes i musikkens inderlighed. Og aflæses i for eksempel musikvideoen til ’Die One More Time’, som slutter med, at Nikolaj Vonsild lægger tre roser på sin fars gravsten.

Han har næsten ikke spillet koncerter i to år, og der er mange ting i hans tilværelse, der for tiden går langsomt. Det giver ro, men usikkerhed.

»Når jeg har været bedst til at færdiggøre ting og været hurtig til at tage beslutninger, har jeg haft en følelse af storhedsvanvid. Altså en slags megalomani«, siger han.

Det kom i bølger. Bølger, hvor sangeren følte, at han havde mere energi end nogen andre mennesker. At han var den vigtigste i universet. Det gjorde, at han traf beslutninger på ingen tid, men der var også ulemper:

»Man kan sige, at depressionen jo står i kontrast til det at være manisk«.

nicolaivonsild_petrakleis2

I dag er der færre udslag. Nikolaj mener, at han efterlader dem i musikken. Han kan gå fra musikken og træde ind i den igen. Men det har også netop været udslagene og koncerterne, der har gjort, at mange har følt noget meget stærkt, mener han.

»Koncerterne har været et sted, jeg har kunnet bevæge mig ind i, hvor jeg har kunnet give slip. I dag er jeg begyndt at lede efter balance. Jeg vil gerne både arbejde og se min familie og vennerne og kunne være en god kæreste og alt muligt andet. Hvordan får man det hele til at passe sammen? Det kan man ikke, man kan ikke nå det hele. Derfor opfinder man hele tiden sig selv og prøver at stykke nogle ting sammen, som er en tilværelse og den, man er. Så det er klart, at der stadig er en uro«, siger han.

Han tænder en cigaret mere.

»I virkeligheden vil jeg en million ting. Hvis du gør den samme ting mange gange, så føles den ikke længere. Derfor alle kontrasterne. Alle har prøvet at være i byen og drikke sig fuld og festet til klokken lort om morgenen. Men at gå fra det til pludselig at stå i Hillerød og løbe et eller andet halvmaraton i en skov. Det giver et nyt udsyn. Måske«, siger han og holder igen en af de der tænkepauser, hvor han når at suge på cigaretten.

»Måske er det bare en del af det at blive ældre«.

When Saints Go Machine spiller koncert med Copenhagen Phil i Konservatoriets Koncertsal i København den 4. februar. Cancers debutalbum, ‘Totem’, er ude nu – læs vores anmeldelse HER.