10. Jens Ole McCoy ‘Underverden’
Jens Ole McCoy har haft et særdeles begivenhedsrigt 2017. Ukendt Kunstner blev endegyldigt lagt i graven, han producerede hele Noah Carters formfuldendte ‘Couch Dreams’ (mere om det længere nede), og så sprang McCoy også for alvor ud af sine hiphopvante omgivelser med soundtracket til Fenar Ahmads ‘Underverden’. Et absurd stemningsfyldt score, der forvandler storbyens dystre skyggesider og glitrende neonlys til en intens, men også sart og smuk motorcykelkøretur gennem København.
9. Barselona ‘Drengepop’
Den dansksprogede pop-revival har kørt for fuld skrue det seneste års tid, men på toppen af kransekagen sidder Barselona. Drengeduoen leverede bundcharmerende og skramlet pop på ep’en ’Drengepop’, der både lyder lidt som dine forældres 80’er-pladesamling, men også præcis som at være ung, forelsket, fuld, forvirret og fyldt op med følelser. Der er både rockstjerneattitude, tropisk pop og ulykkelige kærlighedshistorier hos Barselona – lige så rodet og charmerende, som teenagelivet skal være.
8. Marvelous Mosell ‘Magisk mytisk mageløs’
Man har det lidt som pigen Alice, når man lytter til Marvelous Mosells debutalbum. Det ene øjeblik er alt normalt, så pludselig – bare fordi man er røget ned i Mosells kaninhul – er man i selskab med skøre karakterer som ’Sindssyge Bertram’, bliver instrueret i surrealistiske hiphop-dansetrin (’Hip Hop Aerobics’) eller hænger med hele castet fra ’Beverly Hills 90210’ på ’Beverly Beretninger’.
Alices eventyr viser sig (spoiler alert!) at være en drøm, og på samme måde er Marvelous Mosells fortællinger mere båret af associativ drømmelogik end klassisk narrativ struktur. Men i modsætning til drømme, man er vågnet op fra, kan man heldigvis tage på Mosells eventyrlige rejse igen og igen.
7. Bisse ‘19.6.87’
Intet år uden en ny Bisse-udgivelse har været konsensus de seneste par år, og 2017 var ingen undtagelse. På sit syvende udspil åbner Thorbjørn Radisch Bredkjær op for det personlige fotoalbum med en række varme minder fra barndommens land om blandt andet at spille Magic Cards, indgå legeaftaler og være forelsket i alle Spice Girls på én gang, alt imens den genrealsidige sangskriver boltrer sig i ambiente klangrum af luksuspop med elementer af world og jazzy postrock. Et personligt og nærværende kapitel i Bisses allerede omfattende diskografi.
6. First Hate ‘A Prayer For the Unemployed’
Efter et par dystre, synthpoppede ep’er cementerede First Hate sig for alvor som en original stemme i det mangfoldige, danske poplandskab med dette års debutalbum. Deres brug af alt fra skæve calypsoelementer, euforisk mundharpe og spoken word til pumpende techno og sortrandet, 80’er-nostalgisk melankoli udfordrer grænserne for popmusik og gør duoen til et af den slags bekendtskaber, der nu lyder fuldstændig som sig selv og ikke rigtig som nogen andre. Hatten af for det.
5. Gents ‘About Time’
Med deres debutalbum beviste Gents, at de har fundet deres helt egen distinkte stil i havet af danske synthpopbands. På ’About Time’ er 80’er-welschmertzen tonet ud i baggrunden til fordel for et univers, der emmer af pastelfarvet ferieparadis. Og jo, kombinationen af spanske guitarer, glitrende synthflader, entertainer-baryton og healende panfløjte, der emmer af discodans, kulørte drinks og synkronsvømning i poolen, er over the top, men også helt tilpas.
4. The Minds of 99 ‘Solkongen del 1’
Efter hyppig koncertaktivitet og to album på halvandet år trængte The Minds of 99 til at lade op. Det har fungeret særdeles glimrende, for i efteråret vendte rockbandet tilbage med ny musik – ikke en ep, ikke et halvt album, bare fem virkelig stærke og potente sange. Det kompakte format klæder bandet, og de fremstår helt skarpe med et klart tematisk fokus, hvor Niels Brandts tekster kredser om narcissisme og isolation, mens musikken giver plads til funky grooves, postpunket intensitet og afdæmpet eftertænksomhed.
3. Lowly ‘Heba’
’Heba’ illustrerer knivskarpt, hvad Lowly gør bedst, og hvor formfuldt bandets DNA allerede er. Debutalbummets ti skæringer hænger smukt sammen i et stemningsfuldt, nordisk dreampopunivers, hvor Soffie Viemose og Nanna Schannongs luftige vokaler snor sig om de pulserende trommer, sagte blæsere og generelt virkelig smagfulde og gennemarbejdede lydbilleder, hvor der altid er kælet for de uventede detaljer.
Lowly er på mange måder unikke på den danske musikscene lige nu, hvor ’klassiske’ bands generelt ikke er i højsædet, men femkløveret mere end beviser, at deres eftertænksomme og kunstneriske drømmepop fuldt fortjener opmærksomheden.
2. Benal ‘Hvis det virkelig er vigtigt’
Benals tekstunivers er en David Lynch-vision af en rap-battle. For selv om Benjamin Hav rapper sine tekster, som om de var punchlines, er de det ikke.
Eller: Hvis det er punchlines, er det af en poetisk, udefinerbar slags. De slår ikke i nogen særlig retning. De hvirvler rundt, antyder betydning og forsvinder lige pludselig. Kun det elektroniske beat og Benjamins intonation er konstante; selve ordenes betydning er flydende.
Det er ikke en helt ny formular for Benal: Kombinationen af Alberts elektroniske produktioner og Benjamin poetiske tankestrøm, der leveres i battle-rap kadence, er selve essensen af duoen og har været det siden debut-ep’en ’Baby’ fra 2013’.
Derfor er deres andet album ikke en sejr af grundlæggende innovation, men perfektionering af noget eksisterende: Formularen er finslebet, alle linjerne sidder, produktionerne er skarpe – og så er der tilføjet en række vokalister i omkvædene, der giver Benjamins taktfast marcherende vokal velvalgt modspil.
Ideen til Benal opstod i 2013, men blev (indtil videre) fuldbyrdet på ’Hvis det virkelig er vigtigt’.
1. Noah Carter ‘Couch Dreams’
Ved første lyt er ’Couch Dreams’ et ekstremt stærkt visitkort for Noah Carters internationale ambitioner. ’Team Litty’ er en trap-banger som Future ikke kunne have lavet bedre, og ’Call Me Over’ antyder, at Carter også kan lave mere rendyrket pop. ’Vibe With the Spirits’ er til gengæld ren Travis Scott-inspireret goth-rap.
Men albummets kerne – det, der virkelig bliver hængende – er de pludseligt følsomme øjeblikke. Som de nynnede indrømmelser i omkvædet på hittet ’Come Alive’ eller det personlige, nærmest dagbogsagtige slutnummer ’Wise Up’, der lukker albummet med et ufiltreret indblik i rapperens sjæleliv – lidt som ’Last Call’ på Kanye Wests ’College Dropout’.
Det er netop de glimt af noget dybereliggende, noget personligt bag sangene, der gør ’Couch Dreams’ til meget mere end stilsikker fortolkning af amerikanske og britiske indflydelser.
Så ja: Noah Carters debutalbum er et visitkort, der viser rapperens internationale potentiale. Men ikke fordi han mestrer de udenlandske stilarter – fordi han samtidig formår at vise os mennesket bag.
Læs også: Årets bedste danske album: Top 20-11
Læs også: Årets bedste udenlandske album: Top 10-1