Jack Whites tredje soloalbum er en kalejdoskopisk kortslutning

Jack Whites tredje soloalbum er en kalejdoskopisk kortslutning
Jack White.
Jack Whites tredje soloalbum er en kalejdoskopisk kortslutning - Boarding House Reach
4 6
Jack White
'Boarding House Reach'

Album, XL/Playground

Indtil for nylig anså jeg ikke ligefrem Jack White for at være nogen forvandlingskugle. Hans to hidtidige soloalbum har begge, trods enkelte svinkeærinder især ud i country- og bluesretninger, været forankrede i den garagerock-tradition, afsættet i The White Stripes så heftigt genoplivede op gennem 00’erne, og hans arbejde med at producere andre kunstnere har i samme dur altid haft guitaren som umiskendeligt omdrejningspunkt, omend spektret her har været en smule bredere.

Med ‘Boarding House Reach’ smider han en håndgranat efter min forudindtagethed. For nok er Whites tredje album under eget navn også mestendels en ganske rockende og varmblodig affære, men manden har simpelthen opdaget synthesizeren. Og ikke bare den nærliggende model – altså, en varm, gammel og analog Moog kan jo sagtens grynte og vræle lige så balstyrisk og dyrisk som en flænsende guitar, hvis man ved, hvad man laver – næh, han er gået all-in, og albummet er gennemsyret af et sandt menageri af maskiner.

Mest eksotisk og mindst ventet af Jack White nok den samplebaserede Fairlight CMI, der titter frem på ‘Respect Commander’ med en favnfuld af de klassiske, beefy ’orchestral stabs’, man ellers især kender fra sen-80’er-hiphoppen.

Guitarfascisterne behøver dog ikke gå helt i baglås, for der er skam også fræsende strengeleg at finde på det tre kvarter lange album, men fokus er afgjort andetsteds, eller måske rettere alle mulige andre steder. Det er et nybrud for White, der i vanlig, selvsikker stil har indspillet og produceret hele molevitten selv, dog denne gang bevæbnet med betydeligt mere ydmyge midler, nemlig en gammel 4-spors båndoptager og en mixer med flere år på bagen, end godt sikkert er.

Der zappes rodløst og begejstret mellem genrer i et væk: Åbneren ‘Connected by Love’ vokser fra en primitiv synthdrone til et rødblodet soul-freakout med gospelkor og lårfedt orgel, den funky, ballsy ’Corporation’ kunne have været en skitse til et George Clinton-nummer, ‘Over and Over and Over’ byder på et velgørende genlyt med, hvad der nok er tættest på den gamle White Stripes-lyd, ‘Get In the Mind Shaft’ lyder som en af Dr. Johns ulmende, sumpede New Orleans-gryderetter, og ‘What’s Done Is Done’ er, trods de allestedsnærværende synths og trommemaskiner, straight ud af bluesen og countryen, mens ‘Humoresque’, som titlen afslører, runder albummet af med en fin, jazzstøvet parafrase over en af komponisten Antonín Dvořáks små klavervignetter.

Sponsoreret indhold
Hold jul med familien, du selv vælger
Inviter dine allerbedste Avengers, din South Park-familie og intergalaktiske slægtninge med til julehyggen. Gør julen sjovere med Viaplay her.
Viaplay

Indimellem alt roderiet fungerer nogle få spoken word-interludes som blodtrykssænkende medicin. På den westernhørmende ’Abulia and Akrasia’ beder Whites australske bluesmusiker-kollega C.W. Stoneking om en kop te mere på den mest veltalende og charmerende vis, mens ‘Ezmeralda Steals the Show’ vugger lytteren i søvn med en lille shortstory, som White selv står for.

‘Boarding House Reach’ er simpelthen Whites ‘Midnite Vultures’, hvis man må drage en sammenligning til én af hans kontemporære kollegaer. Ligesom Becks rablende partybombe af et album, er Whites tredje langspiller et kalejdoskopisk, festlig plade, der konstant afdækker nyt territorium for sin ophavsmand. Og som ‘Midnite Vultures’ er det en spændende, men dog ikke helt perfekt pakke.

Navnligt er albummet som helhed ikke så instant repeat-slidstærkt. Det collageagtige udtryk vinder afgjort mest på de kortere distancer. Man bliver som lytter blot en smule træt af at blive hevet og flået i alle tænkelige retninger på så kort tid, og de fleste falder sikkert også over et nummer eller to, der får det til at klø gevaldigt i den utålmodige spoleknap-finger. Eksempelvis er ‘Ice Station Zebra’s dilettantiske rap kryptonit-utålelig for undertegnede, men for de, der er lige så nysgerrige som White selv og klar på en aldrig letkøbt rusketur, er ‘Boarding House Reach’ den helt rette, strittende kortslutning af kredsløbene.


Kort sagt:
Jack Whites tredje langspiller er en kalejdoskopisk kortslutning. Selv om han bliver i sit rockende og varmblodige univers, maler ‘Boarding House Reach’ rebelsk udenfor stregerne og introducerer et sandt menageri af synthesizere til festen. Albummet er med sit collageagtigt strittende udtryk Whites svar på Becks ‘Midnite Vultures’ – en spændende, men ikke helt perfekt pakke, der vinder på de kortere distancer.

Læs også: Jack White om rockens status i 2018: »Rockmusik har brug for et skud nyt, ungt blod«

Advertisement