»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More
Barselona skulle vælge: Vil vi være pengemaskiner, popstjerner eller almindelige teenagere?
Barselona: Rasmus Theodor og Rud Aslak.

Barselona skulle vælge: Vil vi være pengemaskiner, popstjerner eller almindelige teenagere?

Jeg har snart ikke tal på, hvor mange duoer der har beskrevet sig selv som en slags yin og yang. To modsætninger, der går op i en højere enhed i musikken. Billedet af det umage, men frugtbare makkerpar er lige så fint, som det er fortærsket.

Men det er ikke sådan, Barselona definerer sig selv, da jeg taler med dem. Vi sidder i et lille kælderrum på Frederiksberg, der er spækket med planter, lyskæder, sofapuder og instrumenter. Jeg vidste nok ikke, hvad en ægte hule var, før jeg sad her med et krus Faxe Kondi i hånden.

Rud Aslak kører sine mørke lokker bag ørerne og ruller eftertænksomt en cigaret, mens hans lyshårede modstykke i form af Rasmus Theodor trykker brillerne fast på næsen, tager en håndfuld chips og smiler. Til sammen er de kernen af Barselona. Rud er forsangeren med den snøvlede, karakteristiske og småexcentriske vokal, Rasmus er den energiske altmuligmand bag instrumenterne.

Sammenligningen med det kinesiske harmonisymbol forekommer lige nu lige så letkøbt, som den er himmelråbende slående. Rud og Rasmus er virkelig hinandens modsætninger. Det vidste de allerede på efterskolen, hvor de overhovedet ikke talte sammen, og det vidste alle de mange pladeselskaber, der gerne ville sælge symbiosen, før drengene overhovedet var gamle nok til at skrive under på noget selv.

Modsætninger mødes og sød musik opstår – på en halv time

Det er kun tre år siden, Rud og Rasmus gik i henholdsvis 9. og 10. klasse på Ollerup Efterskole. Rasmus’ ven hjemme fra Odense endte i samme vennegruppe som Rud. »En vennegruppe, jeg ikke rigtigt havde noget til fælles med«, fortæller Rasmus. »Men det er så dem, der spiller i bandet nu«, fortsætter han grinende og trækker på skuldrene.

Kun en enkelt gang krydsede drengenes veje rigtigt på efterskolen. Rasmus var endt på Ruds værelse med de andre drenge, hvor Rud sad og kreerede et beat, som Rasmus og hans ven legede med.

Rasmus: »Jeg begyndte at freestyle-rappe og svine min ven nådesløst til. Ordet spreder sig, flere og flere kommer op på værelset, så det bliver en hel MC’s Fight Night, hvor vi tager runder mod hinanden. Der tror jeg lidt, jeg vandt din respekt?«

Rud nikker smilende.

Rud og Rasmus i hulen på Frederiksberg. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

Fra flygtig freestylerap-respekt er der dog alligevel langt til den fasttømrede duo, der har tre mixtapes og to ep’er på samvittigheden samt et album i pipelinen. Det første søm i tømmeret blev slået i på Roskilde Festival 2016 i efterskolelejren, hvor alle var smuttet, fordi »der spillede noget mega-nederen«, Rud og Rasmus ikke gad høre.

Rasmus: »Alle var gået. Så gik vi ud og havde det sjovt i Dream City – bare os to. Det var første gang, vi rigtigt havde været alene sammen. Så fik jeg lidt tæsk i en moshpit«.

Nå ja, vi streger tæskene ud af solstrålehistorien, for denne skæbnesvangre dag på Dyrskuepladsen endte jo faktisk med, drengene nød hinandens selskab. Så da festivalen var ovre, besluttede en både efterskole- og Roskilde-bluesramt Rasmus sig for at tage til København. Hvad han så ikke lige havde tænkt over, var, at byen var sommerferieplaget og derfor så godt som støvsuget for venner. Lige bortset fra den nyeste ven på kontoen: Rud.

Rasmus tog hjem til Rud på Frederiksberg i den kælder, vi sidder i nu. Mens Ruds ven spillede Playstation i sofaen, greb drengene instrumenterne, og på sådan cirka nul komma fem sad de med ‘Barcelona’ – nummeret, der blev nøglen til duoens karriere.

Rasmus: »Det var næsten for smukt, det tog stort set en halv time. Fuck, hvor er det sindssygt, vi kan have så lidt til fælles og så har lavet det her sammen«.

Tanken om, at ‘Barcelona’ blev til på et øjeblik, klæder nummeret. Ikke fordi det har brug for en undskyldning, men fordi det lyder præcis lige så legende let og organisk, som selve tilblivelsen har været. De kælne bas- og guitarlicks leger kispus med svævende synthflader med en sådan lethed, at man nærmest kan høre, hvor oprigtig en nysgerrighed, de er opstået i. Ruds snøvlende linjer synes som en art stream of conciousness om solskinsramt, ung forelskelse. Den ægthed og umiddelbarhed, der så klart skinner igennem i nummeret, er ikke kun sigende for sangen ­– det er hele essensen af Barselona.

Gefühl og grumme motherfuckers

Forskellighederne, der gennemsyrer drengene, går igen i måden, de har fået musikken ind på livet på. Rud begyndte allerede at skrive sange som otteårig, han har famlet sig frem på gefühl, bevæget sig inden for alt fra punk til hiphop.

Rasmus derimod har spillet jazz, der krævede skarp træning og tålmodighed – her var ­gefühl’en nok snarere en by i Rusland (nå ja, Tyskland).

Rud: »Jeg er ikke teknisk god, jeg kan overhovedet ikke læse noder. Men jeg føler ikke, der er nogen, der kan lære en at skrive musik. Det skal komme indefra. Jeg har jagtet det ret målrettet, siden jeg var lille, og vidst præcis, hvor jeg skulle stå nu – jeg har planlagt det oppe i mit eget hoved«.

Rasmus: »Stort set alle børn på min skole blev opfordret til at spille et instrument, fordi der kom nogle ældre elever fra musikskolen, som spillede til morgensang. Da jeg gik i 2. klasse, kom hele harmonikaholdet og spillede, og jeg syntes, det var det sejeste nogensinde. Jeg kom hjem til min mor og sagde: ‘Jeg vil virkelig gerne spille harmonika, det er bare så sejt’, og så sagde hun: ‘Rasmus, det vil jeg virkelig ikke have, du gør. Du kommer til at finde noget, der er sejere’. Dagen efter kom guitarsamspilsholdet og spillede på skolen, og så kom jeg hjem til min mor og sagde: ‘Jeg ved fanme, hvad jeg skal – jeg skal spille guitar’. Det måtte jeg så godt«.

Rud og Rasmus. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

Mens Rud skrev sange, prøvede sig selv af med punkrock og kreerede beats i København, trænede Rasmus sine guitarskills hos en »grum motherfucker« af et polsk jazzhoved til guitarlærer.

Rasmus: »Jeg øvede mig helt vildt mange timer om dagen. Samtidig begyndte jeg at spille klaver, fordi der var rigtig mange piger i min klasse, der syntes, det var nuttet. Så kunne jeg sidde i alle frikvartererne og spille Bruno Mars-sange. Helt banalt, men alle var vilde med det. Så kom pigerne og ville lære at spille Coldplay«.

Vokalen, lyrikken, strengene, tangenterne og beatet var på plads. Derfor besluttede Rud og Rasmus sig for, at det var de to, der skulle være Barselona. Som duo er der »ingen slåskampe om, hvem der laver de fedeste baslicks. Rollerne instrumenterne imellem er meget afvejede«, som Rasmus tilføjer.

I liveformat bliver de to dog til fem – her kommer resten af de førnævnte efterskoledrenge ind i billedet. Men da de bor i hver deres del af Danmark, har det taget en rum tid, før livedynamikken faldt på plads. Da jeg spørger ind til det, ryster Rud på hovedet. »Det lød dårligt i starten«, griner han.

Rasmus: »Vi kunne spille højt, men vi kunne ikke spille godt i starten. Vi skjulte det lidt bag energi og attitude«.

Vil du være popstjerne eller almindelig teenager?

Selv om ‘Barcelona’ ikke blev den verdenssensation over natten, drengene havde ønsket sig, gik det alligevel mere end almindeligt stærkt for Barselona. Da de holdt releasefest for mixtape nummer to – blot få måneder efter samarbejdet begyndte – kunne de fylde KB18 i Kødbyen til randen.

Rasmus: »Vi tænkte: Hvis vi kan det her, hvad kan vi så ikke? Vi tager til Holstebro! Der var der så ti mennesker – og syv af dem var arrangører… Så skulle vi lige slappe af. Der er mange bands, der hitter i København og spiller sindssygt mange koncerter, men så kommer de til Vejle, og så er der ingen«.

Rud: »Men vi havde 100 ærkefans, fordi vi kom direkte ud af efterskolen. Så startede de på gymnasier, og så begyndte de at kunne tage deres venner med til koncerterne«.

Sjældent har jeg hørt om så gunstig en situation for et håbefuldt, ungt, dansk band. Én stor efterskolefamilie spredes ud over hele landet og spreder med stolthed rygtet om Barselona lige fra Holte til Holstebro. Okay, måske ikke lige Holstebro, men you get the picture, right? 

Rasmus: »Musikken spreder sig på nogle mærkelige måder. I efteråret var det vildt at opleve, det lige pludselig ikke kun var folk, vi kendte i forvejen, der kom til vores koncerter. Lige pludselig står der en 60-årig dame på forreste række og danser helt vildt. Ti piger med pandehår og så hende den 60-årige lige i midten. Det er det fedeste«.

Barselona på scenen i Lille Vega, 28. marts. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

At musikken taler til både pigerne med pandehår og den 60-årige lige i midten, giver god mening. Barselonas musikalske univers er lige så blåøjet charmerende, ungdommeligt og friskt, som det læner sig op ad retro-smagende syrerock-figurer, 80’er-klingende popskabeloner, nostalgisk lyrik og ikke mindst Ruds røst, der emmer af danske poprockikoner som C.V. Jørgensen og Steffen Brandt.

Til at begynde med var Barselona-universet klart defineret. Samarbejdet tog sit udgangspunkt i ‘Barcelona’-sangen, og således fortsatte drengene ud af sommerferietangenten. Barselona blev synonymt med solbeskinnede feriedage, spanske gloser, charterrejser og sommerforelskelser.

Rud: »Det var vildt sjovt at have en ramme, man kunne bevæge sig indenfor i starten. Det var grineren lave, og jeg er glad for, vi har gjort det, men vi kunne aldrig drømme om at lave det igen«.

Rasmus: »Vi ligner jo også nogle på 12 i ‘Barcelona’-musikvideoen og på billederne fra dengang. Men så kan man jo følge os – og at vi begynder at få lidt skæg og sådan«.

Rud: »Da vi lavede vores første ep, var vi meget klar over, det skulle handle om noget andet end charter. Vi havde en krise omkring ep’en. Det plejede at være så fucking nemt at lave musik. Men pludselig kunne vi bare ikke. Jeg kunne jo godt tænke mig at leve af det her lort, men så kunne vi bare ikke skrive en sang«.

mens alle sad og spillede Tetris i klassen, sad jeg og skrev mails

Rasmus: »Vi blev så kritiske, og pludselig var der alle mulige formaliteter med pladeselskaber og kontrakter, vi skulle have styr på. Vi skrev ikke, vi spillede ikke koncerter, vi stenede bare over møder. Jeg troede ikke på stress inden da. Jeg gik i gymnasiet i Odense, og mens alle sad og spillede Tetris i klassen, sad jeg og skrev mails. Der var rigtig mange ting, jeg skulle lære, og samtidig skulle jeg være almindelig teenager. Den ene dag spillede jeg på Smukfest, og dagen efter klokken otte havde jeg første skoledag i 2.g«.

Det holdt ikke. Filmen knækkede, og Rasmus droppede ud og rykkede til København. Samtidig læste Rud lydteknik på produktionsskolen K.u.b.a., men heller ikke det holdt i længden.

Rud: »Jeg kunne ikke overskue noget, jeg ville jo bare gerne lave musik og have det nice. Men så fik jeg en studievejleder, der er den dejligste dame i hele Danmark. Da min far sagde, jeg skulle have en ungdomsuddannelse, sagde hun lidt til ham, han bare skulle lukke røven. Hun spurgte: ‘Rud, hvad vil du?‘. Jeg vil gerne være popstjerne. ‘Fedt, så skal du bare være det’«.

‘Popstjerne’, noterede den dejligste dame i hele Danmark. Hun sendte noten til Ruds skole, og så var han lige pludselig fuldtidskunstner. Men for at det hele ikke bare skulle gå op i at ryge fede i kælderhulen, lavede Rud og hans far en plan. Rud skulle lave et bestemt antal sange, han skulle spille koncerter, og han skulle spilles i radioen, før faren overgav sig. To uger senere havde Rud opnået det hele.

Samarbejdspartnerne bliver venner… og så kommer Kidd bare løbende

Men bedst som heldet var med dem, blev presset for stort. Barselona, der før havde været så legende let og produktivt et samarbejde, mærkede kreativiteten smuldre, som formaliteterne spidsede til. Det var ikke en leg længere.

Rud: »Vi havde det fedt over, der var vildt mange pladeselskaber, der hev i os. Folk kunne jo give mig det liv, jeg har søgt. Jeg følte lidt, vores liv var på spil. Når det er det, man vil med sit liv, kan man nå at fucke ret meget op, hvis man skriver under på noget lort. Det tænker man ikke over, når man snakker med de mennesker – de er jo vildt søde«.

Rasmus: »De giver gratis drinks, inviterer til fester på tagterrasser. Man bliver meget forblændet af det hele, alt lød jo bare fedt«.

Rud: »Men det var jo fucking noieren at være 16 år gammel og skulle tage stilling til sådan noget her«.

Rasmus: »De første møder med de andre handlede bare om, hvordan vi skulle se ud. ‘Kan du ikke lade være med at have briller på, kan I ikke ændre jeres navn, så folk kan finde jer på Spotify, så I streamer bedre?’ De ville også have, jeg skulle ryge, fordi det så fedt ud. De lovede os alt muligt. Men så skulle vi jo spille under et helt andet navn, og jeg ville ikke kunne se noget! Er det fucking det, man går ind til?«

Rud og Rasmus’ tatovering af ‘Sommerkys’-coveret. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

I et forsøg på at genfinde roen og kreativiteten, tog drengene i sommerhus – væk fra pladeselskaberne og de store beslutninger. Her levede de fire dage af rødvin (»Vi havde ikke taget noget mad med, jeg ved ikke, hvad vi havde tænkt på«, griner Rud) og lavede sange, der ikke kunne bruges.

Rud: »Alt var lort, og der var fucking koldt i sommerhuset. Dagen inden havde min kæreste slået op, så jeg var helt ulykkelig. Det skulle Rasmus så sidde og høre på«.

Rasmus: »Jamen, jeg blev også helt ked af det! Vi havde haft så mange opture med musikken inden, men aldrig rigtigt snakket dybt om noget. Rud var den person, jeg så allermest, selv om jeg ikke rigtigt kendte ham. Han var mere bare en slags samarbejdspartner. Vi spillede mindre musik deroppe, men vi lærte hinanden bedre at kende«.

Drengene skrev ti sange, men kom kun hjem med én: ‘Pige og dreng’. Et nummer, der alligevel var stærkt nok til at give duoen nyt blod på tanden. Da de kom hjem fra sommerhusturen, tog de direkte hen til det ArtPeople, som de havde besluttet sig for at skrive kontrakt med – eller rettere: Som deres forældre skulle skrive kontrakt med på de mindreårige drenges vegne.

Rud: »…og så kan vi høre en eller anden ADHD-mand råbe noget, og så kommer Kidd bare løbende. Vi gik fra et sindssygt koldt sommerhus med den største downer på, man overhovedet kan have, til at stå oppe på den der tagterrasse med en kontrakt og drikke whiskey med Kidd. Det var helt fucked«.

Det er Seebachs skyld, vi kan spille musik den dag i dag

Kragetæerne blev sat på den rigtige kontrakt, og den tiltrængte ro faldt over Barselona, der endelig kunne skabe på ny – med briller og under samme navn som altid.

Rud: »Det var helt anderledes end alle fuckhovederne fra de store pladeselskaber, der kun tænkte på penge. Det var vildt ubehageligt, de så os bare som en pengemaskine«.

Var det ikke grænseoverskridende at skulle trumfe så megen selvsikkerhed igennem i så ung en alder?

Rud: »Ikke for mig. Jeg vidste udmærket godt, jeg skulle lave musik, og hvordan det hele skulle være. Jeg manglede bare musikken. Da den kom, havde jeg mentalt gjort mig klar til det. Jeg havde set, det overhovedet ikke er umuligt at få opmærksomhed og succes. Mange tror, det er vildt svært, men det er det ikke, hvis man gør det 100 procent. Så er det lige så nemt som at gå i gymnasiet. Den mentalitet gav pote ret hurtigt«.

Rasmus: »Vi lærte hurtigt, at hvis man bare er god til at promovere sig rigtigt, opføre sig mega arrogant og nederen, få det til at se ud som om, man opnår mere, end man egentlig gør, så kunne man ligesom distancere sig fra bare at være endnu et gymnasieband. Så fik man en mere etableret status. Du (til Rud, red.) lærte mig lidt at være arrogant – eller i hvert fald at tro på mig selv.

Vi blev fra start ret hurtigt defineret. Rud var den cool, der røg på billederne og sagde de fede ting, og så var jeg den lidt goofy, kiksede fynbo som kontrast. Det var fedt for mig, jeg ikke skulle prøve at være en, jeg ikke var. Men så kunne jeg se på Rud og lære lidt af ham om attitude og stil«.

I efteråret resulterede det i ep’en ‘Drengepop’, der i sidste måned blev efterfulgt af ‘Sommerkys’. Sidstnævnte er titlen til trods drengenes største spring fra deres spæde charterstart. Livet er ikke længere lutter lagkage, efterskolepiger og sommerfugle i maven. Solskinsmentaliteten har fået sin skyggeside. Det smukke symbioseforhold, om man vil. Næste stop er »en kæmpe plade lige om lidt«. Et projekt, de kan takke ingen ringere end Rasmus Seebach for.

Rud: »Ingen kvaler, Seebach betaler! Haha. Det er ikke engang løgn. Det er Seebachs skyld, vi kan spille musik den dag i dag. Rent økonomisk har han reddet vores røv. Pladeselskabet har nogle indtægtskilder gennem andre artister, der gør, det hele kan løbe rundt, så de kan investere i nogle indie-projekter. Vi har jo ikke engang tjent vores egne omkostninger ind endnu. Men det håber de og vi kommer til at ske en dag, og at vi får den bedste rejse derhen«.

Rejsen har foreløbig taget drengene fra efterskole til popstjernehimlen på rekordtid. Den har været hurtig med minimal turbulens trods alt. En foreløbigt god rejse – også selv om den ikke længere er af chartertypen.

Læs anmeldelse: Barselona ‘Sommerkys’