Hvorfor i alverden skulle black art dog være sad art?
Okay, overskriften er ganske vist lidt forvirrende for en ny lytter, men det er et mantra hentet fra Ric Wilsons lyriske skatkammer. Multitalentet, der er udsprunget af Chicago Young Authors (det kreative program, der har kickstartet navne som Chance the Rapper, Vic Mensa og Noname), er nemlig aktuel med sin tredje ep ’BANBA’, der står for ’Black Art Not Bad Art’ – og på titeltracket leverer han selv indledningsvist linjerne »Black art, not sad art«.
En stolt, stærk næve i vejret for al den smittende positivitet og sprudlende skønhed, den sorte kultur – trods alle de sorger og skyggesider, den også rummer – gennem tiden har beriget kunsten og ikke mindst musikken med.
Nå ja, og så kan Wilson trods mange både seriøse og personlige emner på hjerte efter eget udsagn heller ikke finde ud af at lave sørgelig musik…
Tre ep’er? Er du ikke lidt langsom i optrækket, hvis han er så freaking sprudlende?
Hallo, cut mig lige noget slack – man kan jo ikke få alle afkrogene af Bandcamp og Soundcloud med, og det er nu engang her, Ric Wilson de seneste par år har leveret en lind strøm af svedige tracks. I 2016 debuterede han med ’Soul Bounce’, der etablerede hans legesyge lyd af boblende, funkbaserede beats, uregerlige instrumenteringer og melodisk soulede rap-flows.
’Soul Bounce’s titeltrack blev udgangspunktet for en god, gammeldags barbershop-smalltalk mellem Wilson og en ældre herre, der fortalte Wilson, at nummeret mindede ham om et disconummer. Samtalen inspirerede Wilson til at studere og lade sig inspirere yderligere af den tidlige disco-æra: »Jeg fandt ud af, hvor crazy dope det var, da det var sort, latino og LGBTQ, før det blev hvidvasket«, som han forklarer til The Fader.
I 2017 fulgte han så op på nævnte barbershop-samtale med sin ep nummer to, ’Negrow Disco’, der, som titlen indikerer, er en ode til den mørkglødede, heftige discomusik. Fire skarpe numre med helt old school, varmblodigt pulserende discorytmer a la Chic og Donna Summer blandet med en omgang solid, inspirerende gade-visdom straight outta Chicago.
Disco og street smarts? Det må være en joke.
Niks, der er nemlig langt mere end blot lørdagsfeber i Ric Wilson. Og grunden til, du skal holde øje med ham netop nu, er, at han med sin tredje ep ’BANBA’, der udkom i sidste måned, for alvor har skabt et helstøbt udtryk, hvor alle stilarterne og tematikkerne synes mere velproducerede og -overvejede end nogensinde før.
Først og fremmest skal Wilsons nysgerrige, innovative tilgang til musikken fremhæves. Han har en helt enormt kreativ arbejdsproces, hvorfor du på ’BANBA’ kan spore lydene af alt fra sammenkrøllet folie og tavlekridt til gamle telefonrør (jf. titelnummeret, der åbner ep’en herunder). Som han selv har udtalt til South Side Weekly: »Jeg hader hi-hatte. Jeg føler, at når folk får kreative blokader, putter de hi-hatte på et nummer for at få det til at lyde genkendeligt«. Touché.
Wilsons musikalske overskud resulterer i et alsidigt, energisk udtryk, der leger med både den førnævnte disco-lyd, rendyrkede popformater, tilbagelænede funk-gange såvel som tunge hiphop-beats – serveret med både heftige rap-passager, soulede fraseringer og spoken word-afstikkere. Intet instrument (eller rettere: ingen dims), format eller feature findes for let, og på ’BANBA’ fungerer det mere stilsikkert end nogensinde.
Men trods den legende lethed på produktionssiden, har Ric Wilsons udtryk dybde. Han har fusserne solidt plantet i den kristne Chicaco-muld, hvor han har været en dedikeret social aktivist i forskellige black lives-kampagner, lavet research på retfærdighedsprojekter i Cambodia og Korea og desuden er fortaler for at rydde alle fængsler. Wilsons sociale bevidsthed og passionerede ildsjæle-sind skinner subtilt igennem i hans spidsfindige lyrik.
Okay, han lyder sgu sprudlende nok. Hvor skal jeg starte?
Det kommer du ikke til at fortryde! Du kan med fordel begynde med Wilsons aller-smootheste track ’Sinner’ fra ’BANBA’ – og hvis denne Anderson .Paak’ske, lækre, tilbagelænede lyd tiltaler dig, kan du roligt gå resten af ep’en igennem. Hvis du stadig er på, og du er nede med de groovy disco-vibes, kan du snildt fortsætte med resten af bagkataloget: ’Soul Bounce’ og ’Negrow Disco’. Og så kan du jo stikke mig en høj, fed femmer og vente i spænding på, at han – sandsynligvis senere på året eller i begyndelsen af næste – fortsætter sin storfede stime med et debutalbum.
Læs også: Hold øje med cellisten Kelsey Lu: Gik fra stripper til at lave musik med Florence + the Machine