Barselona bryder alle deres egne regler: »Det er med ærefrygt, man begiver sig ud i en fløjtesang«

Barselona bryder alle deres egne regler: »Det er med ærefrygt, man begiver sig ud i en fløjtesang«
Barselona.
Foto: Sophus Wolf/Soundvenue
Der var dømt blå himmel og ungdomseuforisk solskinspop, da Barselona fik deres store gennembrud sidste år. Men nu er Rud Aslak og Rasmus Theodor klar til det næste kapitel af deres karriere, og rejsen starter med den nye single ’Fra Wien til Rom’. Vi fik drengene til at fortælle om fire stærke inspirationskilder, der har formet deres nye stil på nummeret – lige fra de største fløjtemestre til Johnny Deluxe.

»Folk bider måske ikke sindssygt meget mærke i, at det er noget helt radikalt nyt for os, men vi synes selv, vi har åbnet op for en ny lyd«, fortalte Rasmus Theodor, da han og Barselona-forsanger Rud Aslak forleden lagde vejen forbi Soundvenue-kontoret til en snak. Med sig havde de deres nye single, ’Fra Wien til Rom’, og masser af forventninger til, hvad den ville komme til at betyde for Barselona som band.

Med ’Fra Wien til Rom’ er der kommet grå skyer på den klare pophimmel over Barselona. Der er en snert af mørkrandet melankoli i luften, som gennemsyrer nummerets 80’er-vrængende guitarflader og følsomme lyrik. Og så er der fløjtet. Det fængende, frejdige fløjt som med sin drilske tvetydighed har overtaget omkvædets vante plads – og som giver dig den forunderlige følelse af, at nummeret er en gammel ven, allerede når du hører det for allerførste gang.

Rasmus: »Det er første gang, vi har skrevet et nummer uden et traditionelt omkvæd. I det her nummer er det fløjtet, der forhåbentlig går rent ind. Det bryder med alle regler, vi har haft før«.

Rud: »Da jeg skrev teksten, syntes jeg, at fløjteriffet var vildt godt. Jeg følte ikke, jeg ville kunne overgå det med nogen ord. Og så følte jeg ikke, der var nogen grund til at gøre det«.

Men hvad er grundlaget for den nye stil? Hvem har inspireret Rud og Rasmus? Her fortæller de om fire inspirationskilder, der har formet stilen på ‘Fra Wien til Rom’.

1. Den noble disciplin at fløjte

Rud: »Kim Larsen er en specifik inspirationskilde til det med at fløjte en melodi i stedet for at sætte ord på den. Fløjtemesteren selv. På ’Værsgo’ (soloplade fra 1973, red.) er der en sang, der hedder ’De fjorten astronauter’, hvor det lyder som om, der skulle have været et vers eller omkvæd, men der blev ikke skrevet mere – så er der bare en fløjtesolo i stedet. Det er fucking genialt.

Det med at fløjte en melodi er noget, alle kan genkende. Alle gør det, har gjort det eller har haft en far, der har gjort det. Det er noget alle forstår – uanset hvilket for et sprog, man snakker«.

Rasmus: »Jeg føler, der er grader af et megahit. Over det typiske radiopophit ligger fløjteriff-hittet – når man hører et godt fløjteriff, ved man bare, det er et kæmpehit. Man kan sgu ikke lave mange fløjtesange i sin karriere, så det er med ærefrygt, man begiver sig ud i en fløjtesang. Det er en nobel disciplin inden for sangskrivning, sådan et fløjt! Men mit fløjt er jo groft autotunet, for jeg er slet ikke så god til at fløjte. Det er der måske nogle garvede fløjtere, der bliver kede af at høre…

’Young Folks’ (Peter, Björn and John-sang fra 2016, red.) er et godt eksempel. Og Shy Shy Shy med ’Do Not Ask’ har et fucking episk fløjteriff. Det er vildt og godt. Med begge numre følte jeg, jeg havde hørt dem tusind gange før, da jeg hørte dem første gang, og det er er det, der er perfekt. Men jeg blev lidt skuffet, da jeg hørte nummeret efter ’Young Folks’ på samme plade. Det havde nemlig også et fløjteriff. Man kigger på mestrene, og så laver de selv den største fejl: At fløjte to gange i træk«.

2. Pioneren Peter Sommer

Rasmus: »Nu bliver det lidt nørdet. Men måden, vokalen er produceret på, er anderledes, mere distortet. Det er noget, Peter Sommer gør meget. Mellem hver sætning gør han sådan … (Rasmus hiver gispende efter vejret, red.). Det giver en form for panisk stemning. Lidt dystert, lidt uhyggeligt om man vil. Han gør det meget på de tidlige plader. Og på ’Bittersød natskygge’«.

Rud: »Det er gennemgående i mixet på ’Til rotterne, til kragerne, til hundene’ (Peter Sommer-album fra 2008, red.). Hans vokal er meget distortet, og det lyder fucking sindssygt«.

Rasmus: »Da jeg hørte det første gang, tænkte jeg: ‘Fuck, hvor er det genialt, hvorfor fanden har man ikke gjort det?’ Vokalen i popmusik skal være så klar og ren i lydbilledet som overhovedet muligt, så det var vildt sjovt at gøre det modsatte. At optage med en megadyr mikrofon og så gøre det skraldet bagefter. Der er nok mange, der gør det i verden, men Peter Sommer er nok pioneren i det herhjemme på det punkt«.

3. Medrivende roadtrip-tracks

Rasmus: »Der dukkede noget visuelt, stemningsmæssigt op, da vi havde skelettet til sangen. Der er sådan en rigtig travestemning«.

Rud: »Det er både et travenummer, et cykelnummer og et kørenummer. Det er lavet til bevægelse«.

Rasmus: »Det med at lave et kørenummer er jo drømmen. Nogle stiler efter at lave et julehit, men det er jo også et sindssygt blåstempel, at et nummer fungerer at køre til. Der er faktisk et specifikt sted, vi tænkte, vi ville køre til med det her nummer. På Sydfyn er der en sø, der hedder Hvidkilde Sø. Hvis man en dag kommer derned, sætter man nummeret på, når man kommer fra motorvejen og ned ad landevejen og ud i et sving – så ligger denne her sø og et slot der, og det er bare det flotteste! Første gang man er der, er man ved at dø. Det var en klar inspiration. En sommerdag, en tur i skoven, en tur til Hvidkilde Sø«.

Hvad definerer et godt kørenummer?

Rasmus: »Man skal kunne synge eller fløjte med på det. Der skal være fremdrift i nummeret. Tit er det også meditativt. Vi hører altid ’Strangest Thing’ af The War on Drugs, når vi er på tour. Det er et fucking godt kørenummer. Når man kører på en mørk motorvej og sætter det på, sidder alle og kigger ud og nyder det kollektivt. Vi hører også rigtig meget Johnny Deluxe, det er godt at køre til!«.

Rud: »Det er fordi, man kan synge med. Når folk sætter Johnny Deluxe på, synger man bare med. Og når alle synger med, er det ikke så pinligt. Man er sammen om det. Seks-syv drenge sidder i en bus – vi siger det ikke til nogen, men så sætter vi det på… Og så kan alle jo synge fuldstændigt med«.

4. Den åbne slutning

Rud: »Vi hørte rigtig meget ’Hip’-pladen af Steppeulvene, da vi skulle til Bornholm. Alle numrene på den plade fader ud til sidst. Det var noget, man gjorde vildt meget engang, men som man virkelig ikke gør mere. Så vi tænkte: Dét gør vi! Det føles så sygt, når nummeret ikke er afsluttet eller afrundet – det får ligesom bare lov til at leve videre«.

Hvad afslører ’Fra Wien til Rom’ om jeres lyd fremadrettet?

Rud: »Det har sparket festen rimelig godt i gang i forhold til at lave mere eksperimenterende musik med mere dybe i. Det er mere rock, end vi har bevæget os i før. Mere organisk. Det er et godt billede på, hvad vi går i møde, og det er vigtigt, der er en udvikling, så vi ikke bare laver det samme nummer igen. Vi har rykket os fra at lave sommerpop til at lave sange med lidt mere dybde i. Men selv om det er en ny lyd, kan man stadig høre Barselona i det«.

Rasmus: »Den samler op på, hvor vi var før, men den bevæger sig også hen imod, hvor vi havde tænkt, vi skal hen en dag. Nogle af de kommende numre er endnu mere rockede end det her. Mixtapesne og ep’erne er afrundede, og nu venter et nyt kapitel. Det handler meget om at få defineret, hvad det indebærer, og få åbnet stille og roligt op for det.

Hvornår åbner I op for noget mere nyt?

Rud: »Der kommer noget nyt i starten af næste år«.

Rasmus (til Rud): »Men må vi sige det højt endnu?«

Rud: »Det synes jeg. Hvis der ikke kommer noget nyt til den tid, så er vi fucked. Så er alle planer helt ude og skide. Det er rart at love det, for nu er vi nødt til at få det til at ske«.

Læs også: TV-2 møder Chris Isaak: På ’Fra Wien til Rom’ lægger Barselona for alvor ungdomseuforien bag sig

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold