Fem tendenser, der dominerede popåret 2018 – fra det globale takeover til SoMe-hits

Fem tendenser, der dominerede popåret 2018 – fra det globale takeover til SoMe-hits
Ariana Grande.
Foto: Ethan Miller/Getty Images
Hvad skete der inden for pop i 2018? Hvad var de store hits, og hvad siger de? Var det viderefølelser af gamle trends, nybrud, eller noget derimellem? Hvordan skaber man overhovedet et hit i disse dage, og hvor er popmusik på vej hen? Vi dykker ned i det forgangne års store hits og skelsættende popsange.

ÅRET DER GIK. I de globaliserede, massemedierede, digitale, hyperreelle og ’blink-og-du-misser-det’-tider, vi lever i, kan det være svært at følge med i, for slet ikke at tale om at forstå den popmusik, der er overalt omkring os.

I et forsøg på at blive lidt klogere på, hvad popmusik (diffust som det begreb nu er) var i 2018, og måske også på, hvad det kommer til at være fremover, slår vi her ned på sange og tendenser, som vi mener har været skelsættende for popåret 2018.

1. Det globale takeover

I 2017 gjorde latinpoppen sit indtog, men siden da er det, som om bølgen har ændret form og har fået et bredere, mere nuanceret output. Hvis man skal tale om ‘Despacito’s arv, er sangens vigtigste eftermæle måske ideen om at lade ikke-engelsksproget musik få mere plads i mainstreamkulturen.

Et af 2018’s allerstørste hits var netop også fyldt med spanske gloser. ‘I Like It’ med Cardi B, J Balvin og Bad Bunny har sat et fedt aftryk på 2018, og med latin-inspirerede klaver-fills, 808-trommer, Cardi B’s attitude og det obligatoriske spanske rapvers fra Bad Bunny var ‘I Like It’ det perfekte sommerhit.

Indtil videre har det ‘globale’ mestendels betydet, at latinpop/trap har vundet enorm succes, men spanske Rosalía gav os i 2018 en ny form for global popmusik, der på én gang var global og lokal, traditionel og nutidig.

Samtidig cementerede koreanske BTS, at K-pop er så stor en kraft, at den langsomt, men sikkert vil finde sin plads i verden. Den nye, globale og inkluderende popverdensorden er (forhåbentlig) lige rundt om hjørnet.

2. Dit SoMe-feed er, hvor hits bliver skabt

Det har længe været kendt, at memes og dit SoMe-feed er en af de sikre veje til et hit. Det handler ikke længere kun om musikken. ‘Hotline Bling’ er guldstandarden, og igen i år havde Drake held med at opnå social medie-allestedsnærvær. Det var i sommers svært at åbne sit feed uden at blive overvældet af folk, der hoppede ud af deres bil og dansede til ‘In My Feelings’, der da også endte med at toppe hitlisterne.

Anderledes seriøst var det for Ariana Grande, der med ‘Thank U, Next’ meget direkte tacklede sladder, tabloidrygter og internetstøj omkring hendes person og tidligere forhold. En overraskende personlig og ligefrem sang, præget af vor tids ’lige nu’-økonomi, der på den anden side blev ledsaget af en meme-guldgrube af en musikvideo.

Helt absurd blev det for Kanye West, der sammen med Lil Pump lavede ‘I Love It’ og udgav den til Pornhub Awards af alle steder. Videoen, en skør tekst og de legetøjsagtigt store outfits var som skræddersyet til at gå viralt.

Det handler om ‘content’, frem for alt. Hvis en single virkelig skal være stor, skal den ikke bare være en sang. Den skal dukke op i memes, som challenges på Instagram, som artikler i din Facebook-feed, som hashtags på Twitter, og dermed blive en del af vores fælles internetmedierede bevidsthed.

3. Cardi B er allestedsnærværende

Hvis der er én popstjerne, der har været overalt i 2018 (udover Drake), har det utvivlsomt været Cardi B. Allerede i 2017 var hun overalt i medielandskabet, og den stime er fortsat gennem hele året: På sociale medier, på hitlisterne og i tabloidpressen.

Men hvor Cardi B nærmest bare var et omvandrende meme sidste år, har hun virkelig taget form som en dygtig og virkelig interessant musiker i år – en fortjeneste, man uden tvivl kan tilskrive hendes album ‘Invasion of Privacy’, der udkom i april.

Udover at have været en dygtig rapper i sin egen ret, har Cardi B også lagt vejen forbi et utal af store popsange som Maroon 5’s ‘Girls Like You’, Rita Ora’s ‘Girls’ og ikke mindst årets mest funky banger; ‘Finesse’-remixet med Bruno Mars. Cardis karakteristiske rap har gjort hende til et af årets absolut mest eftertragtede feature-artister, og det har været imponerende at bevidne, hvor let hun har passet ind i enhver tænkelig sammenhæng. I år har hun virkelig bevist, at hun er hele pakken – talentfuld, businessminded, karismatisk, alsidig og, nå ja, mor.

4. Polerede EDM-beats og feature-vokalister

I sidste års opsamling skrev vi: »EDM-formularen med opbygning og drop i stedet for vers og omkvæd har vist sig at være hårdfør, og mon ikke den også kommer til at fylde i 2018?«.

Ganske rigtigt har indeværende år været fyldt med EDM-inspirerede popsange og drops. Måske er det tid til at acceptere droppet som et nyt popparadigme og en fast del af popmusiklyden.

Droppet i dets 2018-version faldt gerne efter et nedbarberet vocoder-stykke som på Zedd, Grey og Maren Morris’ hit ‘The Middle’. Clean Bandit har også haft stor succes med droppet på sange som ‘Solo’ med Demi Lovato, hvor Lovatos stemme også bliver klippet godt i stykker. Vokalmanipulation er stadig i høj kurs.

I stigende grad begynder droppet dog at have mere house/garage-agtige eller tropiske undertoner som på Calvin Harris og Dua Lipas monsterhit ‘One Kiss’ og ‘Electricity’ af Silk City og Dua Lipa.

Drops er for det meste dansable og tilpas euforiske, men det kan også blive for meget. En mindre charmerende tilgang sås for eksempel hos Marshmello, der har gjort det til en videnskab at balancere sentimentalitet og larger-than-life-drops. ‘Happier’ indledes af blødt klaver og vokal inden opbygningen, der forbereder os til det for perfekte drop, der rammer med skarpe synthmelodier og energiske trommer. Droppet bliver her en uopnåelig, utopisk drøm om forløsning og ’kast-armene-i-vejret’-stemning. Hedonisme på dåse, der let glider ind på din playliste tirsdag formiddag og ud igen et par uger efter.

5. Queerpop

At homoseksualitet har fyldt meget i popåret 2018 lyder måske lidt overdrevet, men det er som om, flere og flere knap så heteronormative fortællinger har fået plads i mainstream-poplandskabet.

I april udgav Janelle Monáe det helstøbte, audiovisuelle værk ‘Dirty Computer’, der fortalte om hendes oplevelse af at være »a queer, black woman in America«, og i løbet af året har vi også fået flotte udgivelser fra Christine and the Queens, Sophie, King Princess og ikke mindst Troye Sivan, der alle har sunget om marginaliseret kærlighed i poppede og ikke mindst sexede termer.

De queerpoppede sange er ikke sensationelle i sig selv, men det er fedt at se ikke-heteronormative kærlighedshistorier vinde større indtog i mainstreamen. At ovennævnte kunstnere har lavet nogle af årets absolut bedste popalbum, gør det kun endnu mere prisværdigt.

Læs også: Annus horribilis: 2018 var et tragisk år for hiphop – musikken var den eneste trøst.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold