Jamaikas debutalbum ‘Nordsiden’ er en midnatsraket, der sprænger døren ind til en ny fremtid

Jamaikas debutalbum ‘Nordsiden’ er en midnatsraket, der sprænger døren ind til en ny fremtid
Jamaika.
Foto: Samy Khabthani
Jamaikas debutalbum ‘Nordsiden’ er en midnatsraket, der sprænger døren ind til en ny fremtid - Nordsiden
5 6
Jamaika
'Nordsiden'

Album, Sony

Jamaika er 22 år gammel. Han har siddet i fængsel i ni af dem, men nu er han fri.

Det er tre år siden, den unge rapper og sanger udgav sin fremragende debut-ep ‘SxB på fri fod’, der tryllebandt med somali blues og hovedpersonens uslebne vokal. Men kort efter udgivelsen blev Jamaika fængslet igen, og med løsladelse i juni i år har han altså haft to lange år til at lægge planer for fremtiden, som nu er manifesteret i form af debutalbummet ‘Nordsiden’.

Musikken er kvidren fra en fri fugl, og med ‘Nordsiden’ stiger Jamaika til vejrs som en midnatsraket, der sprænger døren ind til det nye år og en ny fremtid.

Vokalen skyder stadig blod, og stemmen vejer tungt med erfaringen fra bag tremmerne. Det kan stadig mærkes i Jamaikas gadecroonende fraseringer. Lyden på albummet er selvfølgelig mere poleret end telefonindspilninger fra en fængselscelle, men autenticiteten hænger stadig i tonerne, og takket være Jamaikas nye faste producer Mike Lowrey har sangeren fra Vejle taget sin lyd til et nyt niveau.

Det nye niveau var allerede tydeligt på førstesinglen ‘Abu Debe’ – ikke mindst på grund af de gennemproducerede, ørkensydende actionbilleder af biler og designertøj i musikvideoen. Men også i musikken er der sket noget nyt, siden Jamaika brød igennem lydmuren med den svævende klagesang i ‘Blodskudt’.

Hårdere beats, dybere bas og mere klassisk dynamik i konstruktionerne har givet klagesangen banger-potentiale, og potentialet indfries til fulde i ‘Narcos’, hvor balancen mellem Jamaikas sitrende vibrato og den dybtglidende bas er perfekt. Det hårdere udtryk findes også på ‘Picasso’ med Branco, hvor der kommer distortion på somali bluesen. Gæsterapperen fra MellemFingaMuzik er med til at støbe betonen grovkornet med sin rå stemme, der er en af de vildeste i dansk gaderap, og Jamaika rapper for en gangs skyld mere, end han synger – uden at falde igennem.

Mike Lowrey har skruet op, men han kan også skrue ned. Andensinglen ‘Problemer sover ik’ var en af sidste års bedste danske sange, og den emmer af den samme melankolske længsel som på Jamaikas tidligere udgivelser. Arven fra ‘Blodskudt’ videreføres flere steder, og den flygtende betonsymfoni ‘Op’ er et pragteksempel. Jamaikas fraser smøres tålmodigt og flot ud på nummerets seks minutter med imponerende indskud fra både Benny Jamz og Stepz, mens Lowrey lirer produktionsfinesser af – førsteberøring med bassen i Jamz’ vers, optrækning af et nedbrudt beat og forvrængede vokaler i nummerets slutning.

Jamaika har somaliske rødder, og hans slang er – ligesom resten af den danske gaderap – en kulturel smeltedigel med sit helt eget sprog. Det er derfor også svært ikke at smile lidt, når man løbende gennem ‘Nordsiden’, der refererer til hjemkvarteret, stadig kan høre Vejle-sangerens jyske dialekt på eksempelvis ord som »stadig«. Det hele smelter sammen, og det er også en stor del af Jamaikas personlighed som kunstner.

Fængsels- og gadelivet har fyldt en stor del af Jamaikas liv, og det kan høres i teksterne. 12 numre med samme tema og gadeslang kan virke som en overdosis, men den barske fortid styrker hvert eneste ord. Realiteten får eksempelvis sin hårde indtræden i ‘Picasso’ med lyriske perler som »12 år gjorde ham til en mand / blokken synker ligesom kviksand / det’ for sent, når den rammer dit baghoved og exit gennem panden / selv familien siger, du snakker til en død mand«.

Men Jamaika træder også nye stier med et nummer som ‘Siger du os’, der er en decideret kærlighedsduet med sangerinden Himalaya om sammen at »tage væk i en speedbåd«. Det er selvfølgelig stadig tremmerne, der står i vejen for kærligheden, men det nye tema viser, at Jamaika er klar til en videre udvikling som kunstner – måske i et nyt år i en ny fremtid.


Kort sagt:
Jamaika er ude af fængslet, og han indleder det nye år med en midnatsraket af et debutalbum, der sprænger døren ind til en ny fremtid. Den melankolske længsel, der er unik for Jamaikas croonende somali blues, er bevaret, mens producer Mike Lowrey også sørger for et nyt, hårdere udtryk.

Læs interview: Jamaika på fri fod: »Jeg har haft to lange år til at lægge planer«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold