Billie Eilish er popstjernen til en generation af piger, der ikke gider smile til kameraet

Billie Eilish er popstjernen til en generation af piger, der ikke gider smile til kameraet
Billie Eilish.
Billie Eilish er pigen, der rækker fuck til kameraet, når der bliver taget skolefoto. Nu er den 17-årige sanger ved at blive en af verdens største popstjerner, fordi en generation af unge piger har det på samme måde.
Billie Eilish er popstjernen til en generation af piger, der ikke gider smile til kameraet
Kristian Karl

Musikskribent for Soundvenue og vært på Standard – Soundvenues hiphop-podcast.

KOMMENTAR. Denne her artikel prøver (til en vis grad) at forklare ’fænomenet’ Billie Eilish, og det er egentlig en dødsdømt mission. Hvis du er nødt til at få forklaret den 17-årige sanger, der onsdag spiller for et udsolgt Store Vega, så er du allerede udenfor. Så er du ikke en del af bevægelsen.

’Bevægelse’ er måske et lidt stort ord for at beskrive en teenager, der laver musik, og som har en berømt Instagram, der hedder wherearetheavocados. Men der er bare intet ord, der passer bedre på den millionstore, globale hær af (mestendels unge) piger, der har udkåret Billie Eilish til en form for Jean d’Arc for fremmedgjorte teenagere, der ikke gider sidde og smile pænt til kameraet og høre Disney-musik.

Det med smilet skal tages bogstaveligt. Billie Eilishs første ep hedder ’Dont Smile At Me’, og hun har fortalt Harper’s Bazaar, at hun føler sig »svag og magtesløs og lille«, når hun smiler. Smilet står nemlig for alt det, hun ikke vil være: Konform, underdanig, høflig, almindelig, kedelig, ufarlig.

»Man er tvunget til at smile tilbage (når nogen smiler til dig på gaden, red.). Det er den høflige måde at svare på. Men man har ingen kontrol over det«, siger hun i samme interview. Som om smilet er en form for spændetrøje til ansigtet.

Okay, det lyder måske som en mindre ting at stoppe med at smile. Men Billie Eilishs ikke-smilende revolution har ramt en nerve.

Generation ‘fuck det her’

For hendes helt astronomiske popularitet viser tydeligt, at en ung generation af piger har manglet nogen at spejle sig i. Nogen, der ikke er den pæne, polerede pige, men noget mere rebelsk. Nogen der giver dem modet til at sige »fuck det her« til forventningerne.

Billie Eilish er blevet personen, der kan rumme de følelser. Hvis ‘Skam’ stadig fandtes, ville den norske serie om en række gymnasiepiger, der prøver at finde meningen i det hele, stensikkert spille Billie Eilish til at soundtracke et særdeles stærkt og selvhævdende moment.

Nu er Eilish selvfølgelig ikke den første eller eneste, der tager opgøret med, hvordan den klassiske popstjerne skal se ud og lyde. Ariana Grandes nye album er et godt eksempel på en (indtil nu) poleret popartist, der tager tingene i egen hånd og laver musik på egne præmisser.

Sponsoreret indhold
Indrøm det. Du får ikke fikset din cykel.
Skift til et Swapfiets-abonnement og få en billig, lækker cykel, der er køreklar – hele tiden. Gå efter det blå forhjul, og læs mere her.
Swapfiets

Sidste år mindede Robyns comebackalbum os desuden om, at den svenske sanger skabte sin signaturlyd ved at opgive karrieren som proto-Britney. Og selv i teenpoppens guldalder var der kunstnere som Avril Lavigne, der gjorde oprør mod denne verdens Britney’er.

Men der er noget radikalt nyt i en artist som Billie Eilish, der fra start af opererer totalt på egne præmisser og stadig får helt uhørt stor succes. Hun har nemlig netop ikke først været igennem noget label, som hun derefter gør oprør mod. Oprør er hendes default mode. Hendes første reaktion på alt er ikke at smile, men at række fuck.

Til gengæld er hendes IDGAF-attitude kun en brøkdel af historien om Billie Eilish.

Den kvindelige outsider-bevægelse

En helt central del af bevægelsen omkring den 17-årige kunstner er det faktum, at hun eksplicit synger om depression, angst og ensomhed. Den amerikanske sangers koncerter er delvist begivenheder, hvor unge mennesker, der tit er ensomme og isolerede, mødes om noget, de alle har tilfælles.

»Hvis du hader dig selv, så er den her sang til dig«, har hun engang introduceret sangen ’idontwannabeyouanymore’ med ifølge et interview i The Ringer.

Den her terapiagtige form for koncert er del af en større tendens. Emo-rappere som Logic, Nothing,Nowhere eller de afdøde XXXTentacion og Lil Peep spiller (eller spillede) også koncerter, der var tænkt som en håndsrækning til de ensomme og isolerede.

Men mange af de begivenheder føles henvendt til drenge. Hos Eilish er det pigerne, der kan spejle sig i hendes mørke, hendes ensomhed og, i sidste ende, hendes styrke. En artikel i Forbes beskriver eksempelvis en koncert, hvor »over 90 procent af publikum« er piger.

»Mine shows er som at være til en fest med sine venner«, har Billie Eilish selv sagt i et interview med Billboard. Det er jo sådan noget, som mange artister siger. Men med hende føles det som noget virkeligt – som om fællesskabsfølelsen er en helt essentiel del af den musikalske oplevelse.

På den måde er hendes fanbase ret kultagtig. De er exceptionelt dedikerede, og de opfatter sig selv som uden for mainstreamen, fordi de jo er outsiderne. Det pudsige er bare, at de nu er så mange, at de netop er blevet mainstreamen. Eilish’ ’Bury a Friend’ ligger nummer otte på den globale Spotity-chart lige nu, men er kun endt ‘dernede’ på grund af Ariana Grandes ‘Thank U, Next’-album. Hun ramte en milliard (EN MILLIARD!) streams sidste år, som 16-årig. Hun er ikke bare et talent, hun er en kæmpe stjerne.

Annonce

Og det er netop derfor, ordet ’bevægelse’ føles så rammende. For det er jo netop det, det er, når nogen kan tage en undergrundsbevægelse og rykke den midt ind i mainstreamen.

Samtidig føles det også som et præcist ord, fordi det netop ikke er store hits, der står i centrum for Eilish. Det er mere hendes person(a) og de værdier (eller anti-værdier), hun står for. Identifikationen med hende er vigtigere end musikken. Og den foregår nærmest lige så meget over sociale medier som via enkelte sange. Man spørger sig selv:

Er Billie Eilish en Instagram-kendis eller en popstjerne? Og er der overhovedet en forskel?

For selv om Billie Eilish allerede ramte en milliard streams som 16-årig, har hun egentlig ikke de helt store pophits. Hendes musik pendler tit mellem Lana Del Rey-agtige sørgmodige ballader og numre, der har en mørkere kant. Sidstnævnte leger tit med forvrængede stemmer, hviskede, spoken word-agtige passager og tung, rungende bas. Emo-dubstep lyder ikke helt rigtigt, men det er lidt derhenne af.

Der er sange om at myrde en person (‘bellyache’), og den nye ‘Bury a Friend’ er en form for dødsfantasi, der er sunget af monsteret, der bor under sengen. Den tidligere ‘idontwannabeyouanymore’ handler om at kigge i spejlet og hade den, man ser. Andre steder, som på ‘You Should See Me In a Crown’, er hun dyster og majestætisk – lidt som den stil, Taylor Swift ikke helt lykkedes med på ‘Reputation’.

Det er alt sammen stærke sange. Men de er ikke så meget pophits, som de er sange, der definerer en del af Billie Eilishs persona. Alle de ting, hendes fans elsker hende for, er inkarneret i enkelte sange. Men ingen af dem er hits i konventionel forstand. I stedet for et stort omkvæd er det Eilish’ person, der bærer det hele.

 

View this post on Instagram

 

should i

A post shared by BILLIE EILISH (@wherearetheavocados) on

Sponsoreret indhold
Chloë Grace Moretz har en stalker
Oplev stortalentet blive jagtet af Isabelle Huppert som ensom enke i den hæsblæsende, vilde thriller ‘Stalker’. Find billetter her.
Scanbox

Og grunden til, at vi kender den persona, skyldes selvfølgelig i første omgang sociale medier. Det er her, de fleste nok første gang har mødt Billie Eilish. Introduktionen til hende er ikke nødvendigvis en koncert eller en specifik sang. Men hendes Instagram.

Instagram og andre sociale medier bliver endnu mere essentielle, end de er i forvejen, når man er en artist som Billie Eilish, der i så høj grad lever af sin karakter og den bevægelse, der er omkring den. Det er her, hun kan poste billeder med ansigtet fyldt af (falske) tatoveringer, posere med ordene »eat my ass« skrevet på skinnebenet, eller dele videoer, hvor en stor, creepy edderkop kravler ud af hendes mund.

Hendes stil er også opsigtsvækkende: Hun kombinerer designerbrands som Gucci, Louis Vuitton og Balenciaga med en slags high school-punkstil. Der er lange basketshorts, dyre mærkevarer og masser af hiphopinspirerede smykker. Hendes øjne er enten totalt indifferente eller ved at vende det hvide ud af sig selv.

 

View this post on Instagram

 

heres a lil message for u all❤️

A post shared by BILLIE EILISH (@wherearetheavocados) on

Det er lige så meget gennem hendes visuelle stil, at man bliver fascineret af Billie Eilish. Hendes attitude skinner igennem. Man bliver fan. Sidste efterår nåede hun op på seks millioner følgere. I skrivende stund er hun nået til over 12 millioner. Det er cirka 1,5 million nye følgere om måneden.

Eksplosionen på Instagram afspejles i musikkens succes. For samtidig har hendes allerede storstreamende musik også ramt nye højder. ‘Bury a Friend’ er et gigantisk Spotify-hit. Debutalbummet ‘When We All Fall Asleep, Where Do We Go’ udkommer den 29. marts. Hun spiller udsolgte koncerter verden over.

Der er altså ikke så meget tale om et skel mellem sociale medier og musik. Det er snarere sådan, et de to ting gensidigt forstærker hinanden. Musikken trækker på det univers, Eilish udvikler på sociale medier, og den bevægelse, der er opstået omkring hende, bliver forstærket af, at hun er ekstremt god til at repræsentere de værdier og den æstetik, hun står for – både visuelt og i musikken.

Til koncerterne forener hun alle outsiderne. På sociale medier rækker hun fuck til kameraet. I musikken skaber hun soundtracket til det hele. Og verden over er der millioner af unge mennesker, der spejler sig i hende og det, hun repræsenter.

Så ja: Billie Eilish-revolutionen er allerede begyndt. Bevægelsen er virkelighed. Smilene bliver allerede færre på gaden.

Læs også: Den nye Billie Eilish-musikvideo er det mest uhyggelige, du kommer til at se i denne uge

Annonce
Sponsoreret indhold