Thomas Fleurquin kommer nærmest lige ud af vandet, da jeg møder ham på Christianshavn godt en uge før, Distortion endnu en gang brager løs. Festivalens grundlægger og chef har nemlig lige lavet et interview med en landsdækkende avis, og for at demonstrere, hvor meget han glæder sig til dette års badefest under Knippelsbro, hoppede han simpelthen i kanalen.
Samtidig med, at festivalens karismatiske franske bagmand promoverer årets events, er han dog også konstant i gang med at finde på nye tiltag. Da jeg møder ham for at tale om fremtidens gadefester, fortæller han, at han har siddet vågen længe natten inden og diskuteret nye ideer med en ven over drinks og joints (»måske skulle vi bare slukke helt for musikken?«), og min samtale med ham bliver også mindst lige så meget brainstorm som klassisk interview.
Han får hele tiden nye indfald til, hvad man kunne lave, og da jeg kommer til at kalde de nye musikscener til gadefesterne for ’bobler’, spekulerer han straks over, om det måske ikke kunne være et godt officielt navn: »’Party bobler’, det lyder da meget godt?«
Ja, han kører stadig for fuldt fart, den fransk festkonge. Han er måske blevet gråhåret, men virker fest- og oplevelsessulten som en teenager. Hjernen bobler, snakken kører, ideerne flyver afsted.
Men Fleurquin har i dén grad også brug for sit ungdommelige overskud og sit skarpe hoved for tiden. For i takt med, at Distortion har vokset sig større og vildere, er der opstået brande til højre og venstre, det kræver mere end almindelig energi og kreativitet at slukke.
Distortions problembarn
Især én ting har været Distortions problembarn i årevis: Gadefesterne med deres titusinder af mennesker, den øredøvende larm, det store kaos, og, ja, den store pøl af urin, som gæsterne har det med at efterlade i København. Især sidstnævnte kan få Fleurquins pis i kog – for nu at bruge den oplagte vending.
»Hvis bare folk kunne lade være med at tisse! Der er andre steder at tisse end i folks opgange. Jeg mener: Opgange! Der, hvor folk står med deres nøgler og stiller deres barnevogne. Hvordan kan man tisse der? Det kan jeg ikke fatte«.
Men tis til side, så er et af Distortions store problemer, at de store menneskemasser og de gigantiske scener tit blokerer for alle de små tiltag og events, der kendetegnede festivalens tidlige dage, og som stadig eksisterer. Ting som Silent Disco, badefesten, årets Master Fatman-hyldest, fællesspisning og de mange konceptfester og performance-baserede events, der engang var Distortions omdrejningspunkt.
»Jeg har personligt lidt psykisk af at se de små ting forsvinde i tis og druk«, siger Fleurquin. »Engang var Distortion en kvarterfest med bræk-performance, partybusser og champagnebåde«. Og sådan skal det være igen. Men det kræver en radikal omvæltning for festivalen. Og den starter i år.
»Vi vil lave to forskellige universer« fortæller Fleurquin. »I det ene sætter vi fokus tilbage på butiksfester, der skal være små og larme så lidt som muligt. Og så laver vi også 12 store musikscener, hvor vi går efter et ordentligt lineup«.
Det vil altså sige, at Distortions gadefester bliver splittet i to forskellige kategorier. De såkaldte ‘music stages’ (eller party bobler?), der skal fungere som en slags svampe, der suger de mest festglade til sig. Når masserne så stimer sammen om de scener, er der forhåbentlig mere plads i gaden, så der kan opstå mere hyggebaserede events rundt omkring – de såkaldte ‘street events’.
Helt konkret bliver de store music stages til i samarbejde med for eksempel en medieplatform som Kulturen, der har en scene på Nørrebro med internationale hovednavne som Slowthai og Tierra Whack, eller brands som Red Bull, der holder en tilsvarende stor fest på Vesterbro med Rejjie Snow og Toro Y Moi – sidstnævnte lægger i øvrigt også scene til et samarbejde med Soundvenues egen hiphop-podcast Standard, der præsenterer de danske Elias Boussnina, Fraads og Artigeardit.
De her større scener, der altså byder på en festivaloplevelse, der nærmer sig en decideret musikfestival, bliver færre og større. Samtidig kræves der gadearmbånd eller Distortion Pass for at komme ind.
Tilbage til hyggen
Dermed bliver dele af Distortion-gadefesterne til en mere klassisk storbymusikfestival, mens de mange mindre fester uden for scenerne fokuserer på hygge. Men har hyggen overhovedet en plads på Distortion? »Vores største problem er, at alle vil holde den samme fest som Kidd holdt på Blegdamsvej i 2011«, indrømmer Thomas Fleurquin. »Totalt kaos, 6.000 gæster og ingen fatter, hvad der foregår«.
Så ja, det nye koncept skal nok lige lande, før hyggen for alvor kan brede sig. Distortion er fortsat et work in progress. Det har det egentlig altid været, understreger festivalchefen: »Man prøver sig frem. Man laver en plan, arbejder på den, og så prøver vi det af. Og så går der 359 dage, før man kan teste det af igen«.
Der er noget fascinerende over det her evige eksperiment. Den her uendelige kamp for at få greb om det massive monster, gadefesterne er blevet til. »Vi bevæger os mod en hårdere adskillelse«, siger Fleurquin, men kan man virkelig kontrollerede de mange titusinder? Det virker næsten umuligt.
Men da jeg cykler tilbage over Knippelsbro, kigger jeg nedad og forestiller mig kanalen fyldt af festende Distortion-folk. Når man tænker på, at han netop er hoppet ned i vandet bare for at demonstrere, hvor genialt det hele bliver, er det svært ikke at blive smittet af Fleurquins entusiasme.
Det samme gælder, når han taler flakkende om snart det ene event så et andet og fortæller om alle de vilde oplevelser, der venter: Fra fest i Den Sorte Diamant (»technofest i læsesalen, hvor man egentlig skal være helt stille«!) til trance på Rådhuspladsen (»7.000 trancehoveder der tramper på Rådhuspladsen, det synes jeg bare er max sjovt!«).
Det er virkelig imponerende, hvor mange fantasifulde og originale begivenheder, der bliver udtænkt i Distortions partytænketank. Man forstår samtidig ønsket om at gøre de mindre ting mere synlige. For de seneste år har Distortion været lidt som at se en high school-film, hvor festarrangøren har brugt lang tid på at pynte et helt hus op, blot for at se det hele smadret på ingen tid, når de festkåde gæster ankommer.
Er splittelsen mellem hyggelige butiksfester og festlige music stages løsningen? Måske. Forhåbentlig. Men uanset hvad sidder Fleurquin og Distortion-holdet nok et eller andet sted lige nu og finder på massevis af nye ideer og forslag til, hvordan man løser Distortions kroniske gadefestkvaler. Det hele er jo stadig et eksperiment: »Nu må vi se, hvordan stemningen ændrer sig på gaden«, som Thomas Fleurquin siger.
Læs også: Distortion: Her er de fedeste gadefester på Nørrebro
Læs også: Distortions skæbneår: Hvordan 2011 ændrede festivalen for altid