Kemien mellem Freddie Gibbs og Madlib er der stadig på ‘Bandana’

Kemien mellem Freddie Gibbs og Madlib er der stadig på ‘Bandana’
Freddie Gibbs og Madlib.
Kemien mellem Freddie Gibbs og Madlib er der stadig på ‘Bandana’ - Bandana
4 6
Freddie Gibbs & Madlib
'Bandana'

Album, Sony

Freddie Gibbs og Madlib kan på papiret godt ligne et umage par, men efter en række ep’er og 2014-albummet ‘Piñata’ står det klart, at Madlibs melodiske produktioner og Gibbs’ benhårde gangsterrap kan være en rigtig god kombination. Det er for det meste også tilfældet på ‘Bandana’.

Singlen ‘Crime Pays’ er et stjerneeksempel på det modspil, Freddie Gibbs og Madlib kan give hinanden. Det døsige, nærmest druggy beat kunne sagtens danne soundtrack til en eftermiddagslur i en hængekøje på en sommerdag, men i kontrast til det idylliske lydbillede står Freddie Gibbs’ ganske brutale gadeberetninger. Kontrasten understreges, når en smuk vokalbid fra Walt Barr-nummeret ‘Free Spirits’ periodisk afbryder fortællingen med linjer som »Look to the sky and you will feel how to live a life that’s real…«. Det fungerer suverænt, og nummeret står som et af makkerparrets bedste.

Albummet bruger, ikke overraskende, rigtig meget tid på emner som kriminalitet, penge og stoffer. Med inklusionen af Pusha-T og Killer Mike står vi på ‘Palmolive’ med lidt af et drømmehold af coke-rappere, og tracket er lyrisk, hvad man så kunne forvente. Både Gibbs og Pusha-T gør fin figur, men Killer Mike må til gengæld se sig forvist til et lidt uinspireret omkvæd og intet andet. Nummeret fungerer i konteksten af albummet godt, men får hos undertegnede ikke så meget spilletid for sig selv.

Det gør til gengæld ‘Fake Names’ – i hvert fald det første halvandet minuts tid, hvor beatet er et af de mest banger-agtige på albummet. Herefter sker der et skift til en blødere og til sammenligning langt kedeligere instrumental, og man står som lytter uforstående tilbage. Hvorfor er et af albummets bedste beats kun brugt i under halvdelen af en sang?

En gæstende Anderson .Paak stjæler showet på ‘Giannis’ med et hæst rapvers og et af albummets mere mindeværdige omkvæd. Beatet er særdeles dystert og klavermelodien i baggrunden isnende kold. Det siger altså lidt om Paaks versatilitet, at han fungerer lige så godt her som i de varme, soulede toner på ‘Ventura’.

‘Bandana’ er desværre ikke spækket med fænomenale tracks fra ende til anden, og et overraskende lavpunkt er førstesinglen ‘Flat Tummy Tea’, der ganske givet er ret intens, men i den grad også mangler variation. Generelt formår selv de svagere numre på tracklisten dog alligevel at bidrage til albummets helhed og æstetiske udtryk, og det falder derfor aldrig igennem. Ventetiden mellem de bedste sange er bestemt tålelig.

Hvorvidt ‘Bandana’ så er et bedre album end forgængeren ‘Piñata’ er noget, som i visse kredse vil blive diskuteret i langdrag det næste stykke tid. Jeg er ikke sikker, men duoens andet album vinder i hvert fald point på et teknisk aspekt, der for mig trak deres første ned. For ‘Piñata’ kammede nemlig ofte lidt over i sin mudrede lo-fi-æstetik, og højdepunkter som ‘Thuggin’ og ‘Broken’ kunne godt tåle at brage lidt mere. Lo-fi-lænkerne er imidlertid smidt på ‘Bandana’, som er mixet bedre, og Madlibs beats fremstår præcist så sprøde og klare, som de fortjener, uden at det på noget tidspunkt lyder sterilt eller tyndt.


Kort sagt:
Kemien mellem Freddie Gibbs og Madlib er der stadig. ‘Bandana’ er ikke fænomenal fra start til slut, men står som en solid udgivelse og en værdig efterfølger til ‘Piñata’.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold