Du kender hende måske fra et andet band, men nu skal du holde øje med Caroline Polacheks solokarriere

Du kender hende måske fra et andet band, men nu skal du holde øje med Caroline Polacheks solokarriere
Caroline Polachek.
Foto: Nedda Afsari
Caroline Polachek har ganske vist været aktiv i forskellige konstellationer over de seneste ti år, men på nyt solomateriale lader hun til endelig at have fundet sin helt egen lyd, som hun kompetent udfolder i et spændende krydsfelt mellem mainstream og artpop.

Hvis hun har været i gang så længe, hvorfor har jeg så ikke hørt om hende før?

Det har du måske også, du ved det bare ikke. Amerikanske Caroline Polachek er nemlig ikke et ubeskrevet blad og har altså udgivet en masse musik, primært som den ene halvdel af den fantastiske artpop-duo Chairlift, der fik et mindre gennembrud, da den quirky single ’Bruises’ blev brugt i en Apple-reklame for noget så oldschool som en iPod Nano tilbage i 2008.

Duoen gik efter tre vellykkede album hvert til sit tilbage i 2017, hvorefter Polachek har udgivet mere eller mindre utilnærmelig konceptmusik hist og her under en række pseudonymer som blandt andet Ramona Lisa og CEP. Sideløbende har hun sågar fungeret som sangskriver for ingen ringere end the queen herself, Beyoncé, på nummeret ’No Angel’ fra 2013, ligesom hun sammen med popprofeten Charli XCX græder virkelig velklingende tårer på ’Tears’ fra XCX’s mixtape ’Pop 2’.

I løbet af de seneste måneder har Polachek dog lanceret en helt frisk solokarriere i eget navn, og debutalbummet ‘Pang’ er netop blevet fastsat til at udkomme 18. oktober – singlerne ’Door’, ’Ocean of Tears’, ‘Parachute’ og den splinternye ‘So Hot You’re Hurting My Feelings’ har ageret opvarmning.

Jeg er stadig lidt forvirret – altså hvem er hun helt præcist?

Bare rolig. Det lader til, at Caroline Polacheks lettere identitetsforvirrede fortid er et overstået kapitel. Hun fokuserer nu udelukkende på musikken i eget navn, hvor man tydeligt kan mærke en autoritet og sikkerhed, der vidner om en musiker og sanger, som har udforsket sit udtryk på vidt forskellige måder gennem det seneste årti og nu fundet frem til en helt personlig lyd, der er lige dele legesyg og konventionel, bragende og underspillet – og ikke mindst virkelig vellykket.

Polacheks vokal er fortsat karakteristisk lys og let, som man husker den fra tiden i Chairlift, men på det nye materiale har hun ladet de mere indierockede retrofornemmelser derfra træde i baggrunden til fordel for en mere futuristisk lyd, der blandt andet er blevet til i samarbejde med Danny L. Harle og A.G. Cook fra PC Music. Futurismen skinner tydeligt igennem de skæve elektroniske sample-beats, der suppleres af popelementer som den obligatoriske autotune, vi også kender og elsker fra Charli XCX, hvis nye album ‘Charli’ A.G. Cook har været hovedproducer på.

Denne autotune hører vi tydeligt i den nærmest virtuose outro til singlen ’Door’, hvor Polacheks forvrængede stemme slår imponerende knuder på sig selv, og på den svævende ballade ’Parachute’, der muligvis er noget af det mest æteriske, jeg har hørt i år. Med sin grandiose lyd vækker den i sandhed associationer til, hvordan jeg antager det føles at springe i faldskærm – i øvrigt som en udemærket metafor for at finde modet til at springe ud på ukendt terræn og lande på fast grund igen.

Men kan hun overhovedet synge inde bag al den autotune?

Umiddelbart ja, men det er faktisk slet ikke vigtigt. Polachek bruger autotune på en ekstremt elegant måde, hvor grænsen mellem hendes organiske vokal og den elektronisk manipulerede stemme til tider sløres i en sådan grad, at man kan blive helt i tvivl om, hvornår hun simpelthen bare efterligner vokaleffekten til perfektion, og hvornår den faktisk bliver anvendt. Tag bare popbaskeren ’Ocean of Tears’, hvor netop titellinjens hurtige nedadgående melodibevægelse sår begrundet tvivl om, hvorvidt der blot er tale om et godt gammeldags stemmeknæk, eller om autotunen spiller ind – en sand postmoderne sammensmeltning af menneske og teknologi.

Desuden er det, undskyld mig, efterhånden ved at være en noget antik holdning, at brugen af autotune nødvendigvis indikerer, at en sanger synger falsk. I Polacheks tilfælde bliver effekten nemlig nærmere et virkemiddel på vejen til at opnå det decideret overmenneskelige, uden at det i øvrigt påvirker den svært definerbare autenticitet, mange autotune-nægtere påberåber sig. Så hvis du hører til disse vantro, byder vi hermed velkommen til det 21. århundrede, hvor autotune altså er for fedt og du er langt bagud, hvis du endnu ikke er med på bølgen.

Okay okay, jeg overgiver mig til autotune-guderne. Hvor kan jeg få mere?

Du kan jo passende skamhøre singlerne ’Door’, ’Ocean of Tears’, ’Parachute’ og ‘So Hot You’re Hurting My Feelings’ (de kan godt holde til det) for at forsøde ventetiden frem til udgivelsen af ’Pang’ 18. oktober.

Hvis du er helt hooked og har brug for dit næste Polachek-fix øjeblikkeligt, så er det jo i dette tilfælde en kæmpe fordel, at dit nyeste drug ikke længere er helt ny i gårde, for der ligger også et helt Chairlift-bagkatalog, du kan dykke ned i. Her er min personlige favorit albummet ’Something’ fra 2012, hvor singlerne ’I Belong in Your Arms’, ’Met Before’ og den spøjse ’Amanaemonesia’ udgør højdepunkter. Men også debuten ’Does You Inspire You’ fra 2008 og gruppens sidste album ’Moth’ fra 2016 er helt klart værd at tjekke ud, hvis du bare ikke kan få nok.

Læs også:  Hold øje med Velvet Negroni: Grænsesøgende r’n’b med Tame Impala og Bon Iver som fans

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold