Metronomys nye album er et godt eksempel på, når eksperimenter slår fejl

Metronomys nye album er et godt eksempel på, når eksperimenter slår fejl
Metronomy.
Metronomys nye album er et godt eksempel på, når eksperimenter slår fejl - Metronomy Forever
3 6
Metronomy
'Metronomy Forever'

Album, Caroline

Det kan måske virke redundant at slå fast, men eksperimenterende musik er ikke bare noget, som fanatikere og internettosser går amok over, når det er underligt nok til, at andre ikke forstår det. Musik, der skubber til konventionerne, er essentielt for, at al det musik, der når ud til masserne, også udvikler sig. Der er nødt til at være en fortrop – en avant garde i ordets egentlige betydning.

Men… Det betyder ikke, at alt eksperimenterende musik er fedt eller sjovt at lytte til. Det er i sin natur anderledes, og det er ikke altid, at eksperimenterne lykkes. Det er Metronomys nye album et godt eksempel på.

Briternes elektroniske indiedisco er først og fremmest karikeret. Vi finder Gameboy-lyde og en helt ren bluesform på ‘Salted Caramel Ice Cream’, umba-bas på ‘Walking In the Dark’ og meget nøgne trommelyde på det meste af albummet. Trommerne spiller for det meste hurtigt, som på ‘Whitsand Bay’, og mange af de andre instrumenter spiller en slags gentagende elementer, der leder tankerne hen på et sammenspilshold for 5. klasses-elever på Herlev Musikskole.

Og selv om denne påtagede barnlighed sikkert er et bevidst valg, er den også trættende næsten hver gang, den optræder. Det kan være sjovt som et krydderi, men når det bærende element på ‘Insecurity’ lyder som en parodi på 00’ernes poppunk-guitarer samtidig med, at en nærmest legetøjsagtig lead-synth udgør sangens omkvæd, bliver det for meget. De ofte atmosfæriske synthesizere gør meget for at trække Metronomy ud af karikaturens verden, men det er desværre ikke helt nok.

Frontmand Joseph Mounts vokal er også et varieret bekendtskab. Indimellem bidrager han til karikaturen med vrængende falset som på ‘Sex Emoji’, og andre gange leverer han solide melodier som på et af albummets bedste tracks, ‘Lately’. Desværre for Mount må man også erkende, at de dele af ‘Metronomy Forever’, som er fedest at lytte til, er de fire instrumentale numre, som fungerer som behagelige breaks fra den ofte lidt påtrængende vokal. Især de klubbede ‘The Light’ og ‘Miracle Rooftop’ vugger behageligt og udvikler sig langsomt med mange interessante elementer.

Det er som om, Mounts glimt i øjet bliver overdøvet af alle de andre legesyge elementer. For når de andre ting falder lidt til ro, kommer humoren i musikken virkelig til udtryk på en flad og vidunderligt britisk facon – som på ‘Upset My Girlfriend’. Her fortæller Mount om nogle forskellige, tilsyneladende urelaterede hændelser, der alle har et tragisk element. Det er sjovt netop på grund af den ligegyldighed, vi hører i både den dovne akustiske guitar og Mounts vokal, når han synger »I’ve upset my girlfriend / but she doesn’t know, that I’m gonna propose« og »She doesn’t answer / God it’s a disaster«.

Desværre er der langt mellem den slags oplevelser på ‘Metronomy Forever’. Og det er især fordi, albummet er langt i sig selv. Der er både lidt for mange numre (17), og de fleste er lidt for lange. Da jeg havde hørt albummet igennem første gang, følte jeg det som en præstation, at jeg var nået hele vejen igennem. Der gik to dage, inden jeg tog mig sammen til at høre det igen, og selv om vi har brug for, at nogle bands skubber til grænserne, bliver jeg nok aldrig gode venner med ‘Metronomy Forever’.


Kort sagt:
‘Metronomy Forever’ eksperimenterer lidt for meget med et karikeret udtryk, men når bandet skruer ned for karikaturen, kommer der noget interessant elektronisk indiepop frem.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold