Benny Jamz har et hemmeligt våben på debutalbummet ’1010’

Benny Jamz har et hemmeligt våben på debutalbummet ’1010’
Benny Jamz.
Foto: Emil Monty Freddie
Benny Jamz har et hemmeligt våben på debutalbummet ’1010’ - 1010
4 6
Benny Jamz
'1010'

Album, disco:wax

Benny Jamz er på mange måder en af Danmarks vigtigste skikkelser inden for hiphop. Som rapper, producer og en af stifterne bag både MOLO og B.O.C.-slænget er han en del af en bevægelse, der over det forrige årti har forgrenet sig og sat dybe rødder i den danske hiphoplyd. Men modsat kumpanerne Gilli og Kesi er Jamz aldrig på samme måde trådt ud af skyggen og ind på landets største scener som solokunstner.

Men efter den pludselige albumkavalkade fra resten af MOLO-rapperne – ikke mindst Gillis nydefinering på ‘Kiko’ og Brancos storslåede gangster-epos ‘Baba Business’ – har Jamz nu også meldt sig på banen med debutalbummet ‘1010’, der udkom over nytåret.

Man går sjældent på to ben, når man altid har hele holdet med sig, og ligesom hos de øvrige albumdebutanter står der stadig MOLO i hjertet, selv om det er solo på papiret: Stepz, Branco, Gilli og Kesi er på besøg med konsistent stærke præstationer, der løfter de gæstede numre gevaldigt op.

Det er dog kun på fem af albummets 14 numre, at Jamz får selskab, og grundet gæsternes pragtpræstationer kan det til tider virke lidt tomt, når selskabet tager hjem. Det gælder eksempelvis på den kun halvvarme ‘Ny sæson’, hvor luksusliv, penge og smykker kører i ring med for lidt variation.

På gæstenumrene kommer man til at tænke på den tyngde, der må ligge i at skulle matche Brancos brutale jonglering med stoffer og våben på ‘Halle Berry’ og den efterhånden smukt zig-zaggende melodiøsitet på den sexede ‘Sektion’. Eller Kesis uendelige dryp på udødelige linjer som »Kæde med mit ansigt vejer mere end mit ansigt« på indkøbs-soundtracket ‘Shopping’.

Det ville være hård konkurrence, hvis rappervennerne skulle konkurrere indbyrdes – og det er heldigvis slet ikke det, det handler om.

Alle har hver sine styrker, og ‘1010’ afslører, at Jamz har et bredt spektrum af stemmer i sit arsenal. Han rammer følelserne med varm og poppet energi på ‘Flytilstand’, og på ‘Bedste ven’ erklærer han sin kærlighed til den ven, der altid er der for ham – her excellerer Jamz’ stemme med en gribende hæshed. Afslutningsvis fortæller han på ‘Torden’ om kuglerne, der affyres på gaden: »Ingen er for stor til, når folk først bruger dem / fortæl mig, hvor’ deres hoved hen’ / når det brager ligesom torden«.

Producerduoen T&O og MOLO-stamproduceren Nicky Pooyandeh er ikke bange for at blive i lyden fra toppen af de danske hitlister eller give den colombianske guitar et stryg. Men det behøver heller ikke være et gigantisk nybrud, for Benny Jamz har et hemmeligt våben: Hooks, der bankes så hårdt fast i kranievæggen, at de bliver der. Om alt fra powerpuff-piger (‘10/10’) og dørmandsproblemer (‘Shopping’) til Bond-babes (’Halle Berry’) og luksusure (’Automatic’) viser Jamz hook-mageri af høj klasse.

Det skader ikke at låne lidt – heller ikke fra Migos – hvis det betyder, at man ender med så eminent et nummer som singlen ‘Balou’, der være et af de mest hårdtslående og velfløjtende danske hiphopnumre fra det seneste år.

Tracket er albummets absolutte højdepunkt, også i forbindelse med Jamz’ egen rappræstation, der med én lang sejrsdans på et bjerg af designertøj befinder sig langt fra fordums politiske vrede fra Højer Øye. Det imponerer: »Lad de peng’ kom’ N til det U / træt af at vent’, men har ventet alt for læng’ på det, læng’ på det / ingen håndjern, lænker eller noget / nu’ det ur, og det’ bustdown link on nu«.

Det er med numre som ’Balou’, at Benny Jamz for alvor cementerer, at han er klar til at tage solokarrieren til det næste niveau.


Kort sagt:
På sit debutalbum viser Benny Jamz en formidabel evne til at sætte hooks sammen, der på sigt kan sende ham helt til tops.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold