»I be yelling out money over everything, money on my mind
Then she wanna ask when it got so empty
Tell her I apologize, happened over time
She says they miss the old Drake, girl don’t tempt me«
KOMMENTAR Sådan rappede Drake på ’Headlines’ i 2011. Dengang handlede lyrikken om berømmelsen golde indvirkning på den tidligere så uskyldige Toronto-søn, men nu er der igen kommet grobund for at tage en ’du-har-ændret-dig’-snak.
Har du set Drake på Instagram? Han er blevet stor. Ikke fed, men bøf. Altså virkelig. Ikke at problemet ligger i hans fysiske fremtræden, men i overført betydning kan hans svulmende biceps relateres til det tough guy-image, der stille og roligt har skubbet følsomme og blåøjede Drake helt ned i bunden af skuffen med spraglede sweaters.
Jeg forelskede mig netop i polerne af Drake som musiker og menneske. At han på den ene side var gigantisk rapstjerne, men på den anden side ringede til sin ekskæreste om natten. Får vi nogensinde en ’Marvins Room’ igen? Det måske mest Drake-agtige nummer nogensinde, og en af mine all time-favoritter. Sammen med numre som ‘Over My Dead Body’ og ’Shot For Me’ var der en sårbarhed over det, som man ikke kunne finde andre steder i hiphopverdenen. Der var noget bag facaden, som det var rent faktisk var meningen, man skulle se.
Uden det aspekt begynder min fascination at falme, for det er uden tvivl en anden Drake, der i dag render rundt i Torontos gader end unge Drizzy anno det emotionelle hovedværk ’Take Care’.
Det begyndte for to år siden på ’Nothing Was the Same’, hvor ’Started from Bottom’ og specielt ’Worst Behaviour’ lagde grundlaget for en side af Drake, der var både hårdfør og ikke et sekund i tvivl om sin plads i spillet. ’If You’re Reading This It’s Too Late’ fra i år er hans mest sammenbidte samling sange til dato, og på det nye fælles-mixtape med Future er han blevet transporteret direkte ned i det dystopiske Atlanta-univers, som hostesaftsrapperen excellerer i. Her er ikke meget plads til at vise svaghed.
Og hvorfor egentligt? Drake er kommet til et punkt, hvor han grundlæggende er urørlig. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad der hypotetisk skulle kunne være en kæp i hans rap-hjul. Meek Mill havde ikke en chance – og beefen viste også en mere nådesløs Drizzy. Meek skulle ned med nakken. Hårdt. Ingen kommer efter kongen.
Tilbage til hjertet har Drakes blottede følelsesliv det meste af karrieren været bundet op på to temaer:
1. Berømmelsens tyngende bagside.
2. Alle de damer, som han simpelthen ikke kunne få det til at fungere med – nye som gamle.
Det var refleksioner over disse, der udmøntede sig i en verdensstjerne, der (tilnærmelsesvis) var mulig at relatere sig selv til. Det var det, der lagde grundlaget for hans succes.
I dag er det anderledes. I et nyt interview med The Fader (hans første store siden februar 2014) kommer sårbarheden til syne på en ny måde:
»Sårbarhed kommer for mig sommetider i form af naivitet over for, hvor jeg er placeret i hakkeordenen. Jeg tror, jeg ved, hvor jeg er nu«.
Berømmelsen er ikke længere noget problem. Hvilket der nok heller ikke var nogen, der tænkte, da de hørte ’Legend’ fra ’If You’re Reading This It’s Too Late’: »Oh my God, oh my God / if I die, I’m a legend«.
One down, one to go…
Det næste punkt er ikke helt så ligetil, for Drake kan aldrig give helt slip på sine kvindeproblemer. Selv om problemer efterhånden er blevet et vidt begreb.
Af nyere tracks er den fantastiske, næsten muzakklingende ’Hotline Bling’ et opråb til en af Drakes tidligere Toronto-flammer (mere af det!), mens han på ’30 for 30 Freestyle’ fra ’What a Time to Be Alive’ klager over alle de faderskabstester, han skal lave. Altså, come on…
»Paternity testing for women that I never slept with
I’m legally obligated if they request it
So much legal action like I’m Michael Jackson«
Ovenstående er to sider af melankolien, men Drake er ikke bare blevet hårdfør omkring berømmelsen, også omkring damerne.
»She was actin’ like a virgin / I gave it to her then I curbed her«, lyder det på ‘I’m the Plug’ fra samme mixtape.
Drake lyder faktisk lidt død indeni på det meste af ’What a Time to Be Alive’. Future har trap-ificeret ham. Det er lidt for langt fra hans naturlige habitat. Hvilket selvfølgelig har noget at gøre med, at mixtapet blev indspillet over seks dage i Atlanta og med Futures hofproducer Metro Boomin bag roret – men alligevel.
I The Fader-interviewet kommenterer Drake også selv på sit image:
»Det handler ikke om at blive hårdfør. Jeg ved ikke engang, om det er cool at være hård. Ikke at være sårbar bliver aldrig min ting«.
Men én ting er, hvad han siger, noget andet er det, der skinner igennem i musikken. Og hvis den her udvikling er virkeligheden, så er hans person og indre kamp måske bare blevet gradvist mindre interessant – og musikken derefter?
Men der er håb… Bare rolig.
For lad os vende tilbage til det afsluttende nummer på ’What a Time to Be Alive’, ’30 for 30 Freestyle’, Drakes eneste solonummer på mixtapet og det eneste, der er produceret af hans sidekick, Noah ’40’ Shebib.
Her er Drake primært tilbage til stilen, hvor ordene næsten føles som en dagbog, der skrives live bag mikrofonen i studiet. Tilsæt den introverte, pianofyldte produktion og man har noget, der i den grad lyder som den Drake, jeg forelskede mig i. Som noget, der ikke blev lavet i Atlanta.
Så selv om jeg savner den gamle Drake, ved jeg, at følelserne stadig er derinde bag rustningen af muskler. Ligesom godheden lå begravet i Darth Vader.
»I’m lucky that you picked up, lucky that you stayed on / I need someone to put this weight on«, rappede han på ‘Marvins Room’.
Jeg er her stadig, Drake. Jeg har ikke lagt på. Læg du bare dine følelser på bordet.
Læs også: Drake og 14 andre navne, Roskilde Festival bør booke til Orange Scene