‘Slow West’

En håbefuldt drømmende teenageemigrant retter sin seksløber mod stjernerne i Orions Bælte, og skud efter skud dukker stjernetegnet frem på nattehimlen som ildfluer på en snor – pling, pling, pling.

Sådan indledes den aparte western ‘Slow West’, og det er bestemt ikke ambitionerne, der fejler noget i John Macleans debutfilm, der har Kodi Smit-McPhee og Michael Fassbender i de bærende roller. Traditionen tro er teenageren (Smit-McPhee) og pistolmanden (Fassbender) et umage par, som har brug for hinanden for at opnå det, de hungrer efter, og lidet overraskende er det en skønhed af det modsatte køn, der ender med at være stridens kerne.

Føles plottet en anelse fortærsket, er filmens kulisse alt andet. Der strøes rundhåndet med betagende tableauer i et moderne New Zealand, der er omformet til en drømmelignende version af 1800-tallets Vilde Vesten. Ødemarken er sparsomt møbleret med enkelte menneskeskabte pletter, der besøges af de to ridende emigranter. En handelsstation i ingenmandsland, et lille træhus omringet af kornmarker. Det emmer næsten af teater, og det har charme. Flere scener er umådeligt flotte, og som i de bedste westerns er naturen hele tiden medfortællende. Der er sprækken i klippen, som er et slags point of no return, og de sneklædte tinder, der fra start til slut tårner faretruende i det fjerne som enorme, ubemandede vagttårne, der indrammer sletterne, det forjættede land.

Det fungerer fint, at forholdet mellem Smit-McPhee og Fassbender er meget stramt trukket op, men det formulaiske setup ender lidt uforløst. Junior hærdes af sulten, alkoholen og naturtoiletterne, mens senior øjner en sidste chance for frelse. Det kunne håndteres mindre klodset. Smit-McPhee og Fassbender spiller dog fremragende.

‘Slow West’ er et stilistisk pletskud, der ligner en million. Jed Kurzels valsede soundtrack skal desuden roses, og man fornemmer klart Macleans fortid som musiker. Som en western, der er helt nede i tempo, er den beslægtet med Coen-brødrenes remake af ‘True Grit’, der har de samme endimensionelle arkekarakterer.

Paradoksalt nok er filmens store actionscene ét af de bedste momenter. Her smelter alt sammen i et sanseligt stormløb. Resten rammer ikke helt plet, men som helten med seksløberen sigter ‘Slow West’ efter stjernerne.