’The Huntsman: Winter’s War’ er forhåbentligt finalen på en franchisefadæse
Hvad skal vi i grunden med ’The Huntsman: Winter’s War’? Og hvorfor taler halvdelen af skuespillerne med gebrokken irsk accent?
To spørgsmål, der uvægerligt trænger sig på kort tid inde i Cedric Nicolas-Troyans farverige, men fuldstændig irrelevante prequel til 2012’s ’Snow White and the Huntsman’, der til trods for fraværet af en surmulende Kristen Stewart som pigen med hud så hvid som sne og hår så sort som ibenholt ikke løfter sig to underholdende millimeter over sin ligeledes fade forgænger.
’Snow White and the Huntsman’ var en moderat kassesucces, der imidlertid genererede langt mere kulørt omtale på baggrund af Stewarts affære med den gifte instruktør Rupert Sanders end for sine kvaliteter. Alligevel var en fortsættelse/prequel på tegnebrættet, før box office-tallene overhovedet blev gjort op, og dermed har vi nu den tvivlsomme fornøjelse af at følge Chris Hemsworths eponyme Huntsman på nye eventyr. At Stewart (som ellers oprindeligt var tilknyttet filmen) og Sanders begge har forladt skuden med røde ører, er ikke just overraskende.
’The Huntsman: Winter’s War’ mæsker sig ukræsent i et utal af lavthængende frugter for at fortælle en nogenlunde sammenhængende historie om jægeren Erics (Hemsworth) liv før og efter begivenhederne i ’Snow White’, hvori han og Snehvide ultimativt besejrede den onde dronning Ravenna (Charlize Theron).
Det viser sig nemlig, at Ravenna havde en mild lillesøster, Freja (Emily Blunt), som engang for længe siden blev gravid med sin udkårne. Ravenna var jaloux på sin søsters lykke, og da Det Knapt Så Lille Spejl På Væggen Der på vanlig bitchy vis afslørede, at Frejas datter en dag ville blive en større skønhed end Ravenna, tog dronningen drabelig affære. Bye, bye baby.
Ravenna framede endog Frejas filejs for udåden, og søsterens latente magiske kræfter eksploderede i et vredesudbrud, der forvandlede den blide pige til en seriøs bitterfisseudgave af ’Frozen’s Elsa og lover-boy til is. En ny ond dronning var født, og Bad Elsa flyttede højt mod nord for at skabe et diktatorisk is-rige med en hær af stjålne børn. »If she couldn’t have a child, she would have an army«, går filmens gakkelaklogik.
Eric og pigen Sara (Jessica Chastain) er to af disse børn, som bortføres til et liv som soldater. Kærlighed er strengt verboten under Bad Elsa, men selvfølgelig forelsker de gudesmukke krigere sig alligevel i hinanden, og så er fanden løs i frostglatte Laksegade.
Parret skilles brutalt, og filmen springer lettere uelegant syv år frem, til tiden efter Snehvide er blevet dronning. Her sender Snehvides prins (Sam Claifin) Eric på jagt efter troldspejlet, der på mystisk vis er blevet stjålet, og som Freja vil have fingre i.
Hvad der følger denne vakkelvorne præmis, er halvanden times jævnt kedelig skovtur med Hemsworths kække tandpastagrin og Chastains brændte Sara, en dværg fra ’Snow White’ (Nick Frost) og et par forglemmelige biroller, der skal hjælpe heltene med at bekæmpe Freja – og Ravenna, som måske slet ikke er død.
Imens pumper musikken selvhøjtideligt bombastisk, som forsøger komponisten at fremprygle medrivende momentum, men hverken stortrommer eller Eric og Saras skabelon-romance kan skjule, at ’The Huntsman’ er et unødvendigt langstrakt og uopfindsomt biprodukt over en B-film, der aldrig gav appetit på dessert.
Til trods for den mandlige titelhaver i centrum har marketingkampagnerne forud for ’The Huntsman’ slået prangende slag for sine ’stærke, kvindelige karakterer’, personificeret af Oscar-vinder Theron og Oscar-nominerede Chastain og Blunt. Det er dog som sædvanligt ikke andet end Hollywood-fis i en omvendt feministisk hornlygte, for ikke nok med at Theron og Blunt leverer nogle af karrierernes værste præstationer strammet op i absurde Disney-kostumer, så eksisterer filmens kvinder udelukkende for at cirkle som besatte møl om Hemsworths surferbrune aura.
Ikke at man kan bebrejde dem en vis fascination: Australieren synes at besidde en overnaturlig evne til at charme sig overskudsagtigt igennem selv skodfilm som denne, ikke mindst fordi han, ulig filmen selv, sjældent ser ud til at tage løjerne synderligt seriøst.
Når ’The Huntsman’ er bedst (alt er relativt), vækker filmen svage minder om instruktør Jim Hensons hygsomme 80’er-eventyrfilm. Desværre udviser instruktørdebutant Cedric Nicolas-Troyans ikke den mindste forståelse for at dyrke de håndlavede effekter og rekvisitters taktile stoflighed, der er så vigtige for at skabe troværdige eventyrverdner på film. Derimod drukner han lærredet i distancerende CGI-flimmer – hvorfor for eksempel traktere publikum med en klodset computer-ugle, når en virkelig fugl havde tilføjet en smukt levende (og langt mindre kostelig) detalje?
Slut, prut, finale på denne franchise-fadæse.
Kort sagt:
Selvom der naturligvis lægges i ovnen til flere fortsættelser om jægeren fra ’Snehvide’, der i Chris Hemsworths smækre skikkelse har fået egen filmiske solokarriere, krydser man fingre for, at Cedric Nicolas-Troyans ligegyldige ’The Huntsman: Winter’s War’ (aka. ’Revenge of the Bitch Queen’) markerer enden på dette skamredne ’eventyr’.