’Perfect Strangers’ får dig til at genoverveje dit forhold til din telefon

’Perfect Strangers’ får dig til at genoverveje dit forhold til din telefon

En sort boks stopfuld af hemmeligheder. Med smartphonen som giftigt omdrejningspunkt iscenesætter Paolo Genovese med ’Perfect Strangers’ et snakkesaligt italiensk komediedrama, der med garanti vil få dig til at overveje dit eget forhold til din telefon.

Fire gamle vennepar omkring de 40 år har sat hinanden stævne til et overdådigt middagsselskab på aftenen for en måneformørkelse. Peppe tropper imidlertid alene op, da hans nye kæreste, som ingen endnu har mødt, ligger i sygesengen med feber. Det er i hvert fald hans forklaring. Værtsparret Eva og Rocco kæmper med en hormonsprudlende teenagedatter på vej i byen, mens Lele og Carlotta vist nok har mistet interessen for hinanden og i al hemmelighed flirter med andre online. Kun de nyforelskede Bianca og Cosimo synes at have parforholdet på skinner og ægte glimt i øjet.

Der er selvsagt vin i rigelige mængder og mundvandsfremkaldende retter på komfuret. Og som prikken over i’et venter en perfekt tiramisu i køleskabet på de syv gode venner. Alt tegner til at blive en aften i vanligt godt selskab, lige indtil terapeuten Eva foreslår en uskyldig selskabsleg: Alle lægger deres smartphones op på bordet og deler hver en sms, e-mail og opkald, der måtte tikke ind i løbet af aftenen.

Det kan med andre ord kun gå galt for i en film, hvor kvaliteten af dialog såvel som skuespillernes kaliber er altafgørende faktorer over for en måske lidt for fortænkt manuskriptidé.

’Perfect Strangers’, der har taget hjemlandet Italien med storm og høstet indtil flere filmpriser, befinder sig genremæssigt et sted imellem Giullame Canets multiprotagonistiske venskabsfortælling ’Små hvide løgne’ og Roman Polanskis sviende og klaustrofobiske kammerspil ’Carnage’. Bortset fra et par indledende scener – inden vennerne mødes hjemme hos Eva og Rocco – udspiller handlingen sig udelukkende i den lækre lejlighed med rummelig altan med (kikset CGI-)kig til månen.

Paolo Genovese har sammen med et hold på fire øvrige manuskriptforfattere stykket en moderne filmfortælling sammen, der både tålmodigt og i sidste ende ganske snedigt holder én til ilden. Mobiltelefonerne brummer, kvækker og ringer i ét væk filmen igennem, og hver gang holder du vejret en lille smule sammen med karaktererne.

Måske er det nu, du får svar på, hvorfor den godmodige Peppe er blevet fyret fra sin lærerjob, og hvorfor vennerne ikke må møde hans nye kæreste? Hvorfor Carlotta smider trusserne i al hemmelighed, lige inden hun og Lele kører hjemmefra? Og om det virkelig kan passe, at Bianca og charmøren Cosimo med det virile overskæg er lykkelige, som de giver udtryk for?

Af en rendyrket snakkefilm at være hører ’Perfect Strangers’ bestemt til i den mere underholdende ende. Det skyldes ikke mindst ensemblet af skuespillere, der er velspillende over hele linjen.

Stortalentet Alba Rohrwacher får dog afgjort mest ud af sin rolle som den renhjertede Bianca, der er nytilkommen i den fasttømrede vennegruppe. Med et dybt intenst blik flankeret af et afvæbnende varmt smil suger hun ens sympati til sig. Rohrwacher er et af europæisk films mest interessante navne i disse år.


Kort sagt:
Der er både skeletter i skabet, beskidte hemmeligheder i inboxen og stof til eftertanke i Paolo Genoveses underholdende sædekomedie ’Perfect Strangers’.

Spillefilm. Instruktør: Paolo Genovese. Medvirkende: Alba Rohrwacher, Giuseppe Battiston, Anna Foglietta, Marco Giallini, Edoardo Leo, Valerio Mastandrea, Kasia Smutniak, Benedetta Porcaroli.. Spilletid: 96 min.. Premiere: Den 17. november
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af