Hiphop har aldrig været en simpel genre. Det er en kunstform, som tillader aggressivitet, samfundskritik og stillingtagen. Så nej: Rapperne har aldrig været de pæne drenge og piger i klassen. Det er en del af genrens charme, at den kan sige ting, der ikke er tilladt andre steder.
Men der er intet charmerende ved, at hiphopkulturen så længe har været enormt mandsdomineret, haft misogyne tekster og generelt har objektiviseret kvindekroppen.
De præmisser spiller den nye bølge af kvindelige rappere ikke med på: Den nye generation er i gang med at omskrive hiphoppens regler. Hvis hiphop før var en boldbane, hvor kun drengene måtte spille, har de kvindelige rappere netop hugget bolden, væltet målene og fortalt de måbende mænd på banen, at spillet har fået nye regler.
Men hvem er de nye, kvindelige rappere? Hvordan er de brudt ind i den mandsdominerende genre? Og hvorfor sker det lige nu?
Ikke kvinder, men normbrydere
Det ville være nemt at klassificere den nye bølge af kvindelige rappere som kvinder, men det er langt mere passende at tale om den som normbrydere. De rapper om emner og fra synspunkter gennem en helt ny linse, som ikke før har været repræsenteret.
Selvfølgelig har der været mange prægende, legendariske kvindelige rappere før. Tænk bare på Lauryn Hill, Lil Kim eller Missy Elliott – bare for at nævne tre af de allervigtigste. Men de var undtagelsen i en mandsdomineret verden. Det er som om, der for alvor er ved at ske noget nyt nu på en bredere skala.
De gamle fæstninger falder på stribe, mens vi ser en bølge af nye, kvindelige rappere, der har det til fælles, at de bryder med vores ideer om, hvad en rapper er og kan være.
Tænk på Princess Nokia, den feministiske rapper fra The Bronx i New York, der har et radioprogram, hvor hun beskæftiger sig med race og kønsproblematikker. Og som i dén grad udfordrer hiphoppens karikerede kropsidealer, når hun på ’Tomboy’ praler med at kunne stjæle din kæreste, selv om hun har »little titties« og en »fat belly«.
Det er én stor knytnæve i fjæset på den mand, der prøver at reducere kvindeidealet til hiphopmusikvideoernes overflod af store røve og bryster.
Generelt foregår meget af omskrivningen af hiphoppens regler inden for, hvordan sex beskrives i hiphop. For én stor anke mod genren er, at kvinder objektiveres, at de blot er til som redskaber for det mandlige blik og dermed per definition passive.
Men for tiden er vi vidner til passivitetens endeligt.
Se bare den unge Chicago-rapper Cupcakke, der er frygtløst eksplicit i sine seksuelle tekster, hvor hun både stiller krav til sin mandlige modpart og samtidig ikke er bange for at være ekstremt detaljeret – både omkring selve sexakten, men også omkring ting som pædofili og homoseksuelles rettigheder. Hun trodser slutshaming og kropsidealer og viser en åben seksualitet, der er ligeså tredimensionel som det forældede kvindebillede i hiphop er todimensionelt.
De nye kvindelige rappere er ikke bange for at sætte sig selv først. Nicki Minaj og Cardi B rapper om at sætte sin egen dagsorden over det seksuelle i lige så assertive vendinger som mændene, mens Junglepussy rapper om, at hun ikke ved, hvad hun har mest lyst til: Casual sex – eller bare en snack.
Og du har en rapper som Bbymutha, der laver bramfri, sex-tematiserende klub-rap, selv om hun er mor til to omgange tvillinger. Jep: to gange to børn. Hvorfor skulle man ikke lave rowdy rapsange, der tematiserer seksualitet, bare fordi man har fire børn?
Hiphoppens DNA bliver nyfortolket
Men det er ikke kun seksual- og kropspolitisk, at hiphoppen bliver tænkt på nye måder. Britiske IAMDDB og amerikanske Chynna Rogers skaber æstetisk gennemførte lydbilleder, der inkorporerer sang, ekstremt æstetiske visuelle sider og en ny form for selvsikker, elegant attitude. Det er nye lyde, der opdages og udforskes. Lidt som når britiske Stefflon Don udforsker sine jamaicanske rødder i dancehall-kulturen, som hun samtidig forbinder med den globalt populære trap.
Nogle gange er det som om, de her artister ikke bare ændrer hiphoppens regler, men transcenderer genrens præmisser totalt. IAMDDB og Tommy Genesis rapper, når det passer dem. Andre gange synger de, eller, i IAMDDBs tilfælde, snøvler og mumler melodiske flows over døsige beats.
Der er så mange flere at tale om: Dreezy, Rapsody, Nadia Rose, Paigey Cakey, Ms. Banks, Saweetie, Molly Brazy, Silvana Imam, Stefflon Don. Alle kvinder, som nok ville hade at blive grupperet sammen på denne måde, udelukkende baseret på deres køn.
For de er så uendeligt forskellige som kunstnere, i deres visioner, deres udtryk og deres musik, at det på mange måder slet ikke giver mening at beskrive dem som gruppe. De her kunstnere har nemlig ikke noget fælles træk – det, der binder dem sammen, er, at de netop ikke lader sig binde.
Men hvad er det, der har skabt dette momentum, som har tilladt, at kvindelige rappere, som bryder med enormt mange af normerne inden for hiphop, pludseligt har opnået så stor popularitet og gennemslagskraft?
Et verdenssamfund som er klar til at lytte
Måske er det i takt med, at populærkulturen de seneste år er blevet mere og mere politisk, og at nogle af verdens største musikere i langt højere grad end tidligere er samfundskritiske i deres tekster og musik.
Rapmusikken har altid kendetegnet sig ved at beskæftige sig meget med samtiden, og det politiske klima anno 2018 er betydeligt anderledes end for bare få år siden. Populærkulturen og hiphopkulturen er blevet mere woke, og køns- og racedebatten fylder mere og mere i popkulturen. De seneste par år har vi eksempelvis været vidner til både #metoo og Black Lives Matter-bevægelser, der har sat spor i hiphopscenen.
Det er vigtigt at sige, at store dele af hiphopscenen stadig har et problem med sexisme og vold. Rappere som XXXTentacion, 6ix9ine, Kodak Black og YoungBoy Never Broke Again har alle sager mod sig om forskellige former for vold mod eller krænkelser af kvinder. Alt imens tidsånden bevæger hiphop væk fra de forældede kønsbilleder og magtstrukturer, er der stadig ubehagelige udslag af den gamle mentalitet.
Men udviklingen er på vej, og samtidig har hiphoppen internt gjort op med de gamle maskulinitetsidealer. Nutidens rapstjerner tæller folk som den piercede, emo-elskende Lil Uzi Vert, rappere som Young Thug, der drilsk flirter med feminine udtryk, som når han poserer i kjole på sit albumcover – og vi har åbent bi- eller homoseksuelle rappere som Lil Peep, iLoveMakonnen og Kevin Abstract fra Brockhampton.
I samfundet generelt er der fokus på at være politisk vakt, mens #metoo tematiserer kvinders rettigheder. Sideløbende er hiphoppens ideal gået væk fra det maskuline, testosteronpumpende mandsbillede. Tiden er klar til at tage endnu flere skridt i den rigtige retning – og heldigvis står en række kvindelige rappere klar til at gribe chancen og ændre hiphophistoriens gang.
Læs også: De nye normbrydere: 10 kvindelige rappere, der ændrer hiphoppens regler
Læs interview: Rapsody udfordrer hiphoppens kvindesyn: »Mænd kan ikke gøre de ting, vi gør«
Nyt afsnit af Standard – Soundvenues hiphop-podcast: Oplever vi en renæssance for kvindelige rappere?