»Jeg står og kigger ud på Øresund, drømmer om dine øjne og din mund. Du er et sted derovre lige nu, jeg ville svømme hvis jeg ku’. For jeg savner dine svenske pus, men du er uden for min radius…«
Appetitlige svenske og norske kærester er en populær trope i danske film og serier, hvor irrationelle danske fuck-ups får støtte og kærlig opsang af broderfolkets bedste. Typisk på smukt syngende modersmål i rap dialog med kartoffeldansk, til trods for at mange seere end ikke ville klare sig igennem en diskussion om opvasken uden undertekster.
Svenskeren har for nylig kastet sin kløgtige elskovsglans over film som ’Mesteren’, ’Darling’, ’Gud taler ud’, ’Du forsvinder’ og ’Qeda’, mens Trine Dyrholms succesadvokat Anne naturligvis er gift med en svensk mand i May El-Toukhys kommende drama ’Dronningen’, der blev annonceret tidligere på ugen. Og ditto klarsynede, kønne nordmænd/-kvinder titter ligeledes ud under danske dyner i ’Herrens veje’ (en lesbisk violinist) og ’Arvingerne’ (en sexet kunstkender), mens Sarah Lund for en stund forsøgte at finde melodien med en familievenlig hjemmestrikket svensker i ’Forbrydelsen’.
Kærligheden lønner sig: En svensk eller norsk skuespiller i hovedcastet varmer på danske produktioners bundlinjer, når nabolandenes filmstøtteordninger spytter i kassen, og øger dansk film- og tv’s succeschancer nordpå. Og eftersom Skandinavien som bekendt er taknemmeligt talentbegavet (jævnfør ovenstående titler), kommer gentlemanordningen og den kunstneriske pleje af vor regions tætte bånd som ofte både producenter såvel som publikummer til gavn.
Men IKEA-ficeringen lurer forude, hvis skandinavkæresten får lov til at forvandle sig til kulturtrofæ over den kreative klasses intellektuelle feinschmeckeri på linje med nordiske designikoner i scenografien for at please pengeinteressenters nationale stolthed.
Svenske Ruben Östlund spandt guld over karikaturen af den hovmodige dansker med storhedsvanvid og iltert temperament, der går op i limningen i centrum af ’The Square’, og Søren Malling agerede vellykket navlepillende spradebasse over for moderlige svenske kvinder i ‘Mesteren’ og ‘Gud taler ud’. Satiren spidder effektivt det moderne, selvdestruktive danske sindsbillede, hvor vi måske føler os en kende mere bøvede, flyvske og mindre effektive end vor pæne, regelrette naboer. Og netop derfor trenger film- og seriedanskeren mere dramatisk modspil i sine nynordiske kærlighedsrelationer, hvor man godt kan savne lidt Mikael Persbrandt’sk vildskab og Tuva Nuvotny’sk intensitet til at krydre den endeløse svensk/norske tålmodighed med andet end rødvinspletter på nystrøgne lagner (Magnus Kreppers drikfældige Jonas i ‘Liberty’ stod for sit eget hovedplot, og falder dermed uden for kategori).
Fantastiske Lisa Nilsson satte ganske vist danskerpatriarken stolen for døren (sådan da) i førnævnte ’Gud taler ud’, men kom endelig også hid med den storrygende, storskrydende svenskerdiva eller nordmandskrukke, der kan give de danske hovedrolleegoer (værdi)kamp til stregen og udfordre billedet af IKEA-kæresten på sidelinjen.
Det vil ikke alene ruske op i figurernes noget forudsigelige magt- og følelsesmæssige relationer (ahem, DR Drama), men give de fremragende skandinaviske skuespillere større albuerum, så de ikke på sigt parkeres som moralske Nordic Design fyrtårne for danskernes identitetskriser.
Læs også: De 10 bud, som alle serier alle steder i al fremtid bør efterleve