The Lemon Twigs’ andet album er en langt ude rockopera om en chimpanseunge
The Lemon Twigs, der består af brødreparret Brian og Michael D’Addario, debuterede sidste år med albummet ‘Do Hollywood’, der stak i et væld af retninger og var fyldt med charmerende og ofte vellykkede pasticher af forbilleder som The Beatles, Queen, Todd Rundgren og The Who.
Når de lige fra deres første album prøvede at tackle så mange stilarter på én gang, at det næsten blev helt udmattende til sidst, er det tydeligt, at de to unge herrer på henholdsvis 20 og 21 har store ambitioner. Ganske vovet har de så besluttet sig for, at efterfølgeren ‘Go to School’ er en rockopera – eller en musical, som de selv kalder det.
Som om dette ikke skulle være en stor nok satsning, følger albummet en meget mærkværdig historie, der virkelig kræver stort talent af afsender, for at den kan blive taget seriøst. ‘Go to School’ er historien om Shane, en chimpanseunge, der bliver adopteret af to mennesker, der beslutter, at han skal vokse op som et menneskebarn. Hvilket altså betyder, at han skal gå i skole og udholde hverdagens strabadser, mens hans klassekammerater ser ham som en freak.
Historien er meget langt ude, og heldigvis lader det til, at The Lemon Twigs er fuldt ud bevidste om det. Et af albummets stærkeste tracks er ‘Queen of My School’; en romantisk rocksang, der til tider kunne lyde som en af Big Stars klassiske 70’er-numre. Teksten handler om, at skolens mest populære pige, Daisy, indleder et seksuelt forhold til Shane. Når de skriver et nummer, der handler om en chimpanses sexliv, så ved de klart, hvor fjollet konceptet synes.
Albummets humor bliver også understreget rent musikalsk ved, at D’Addario-brødrene næsten mener det bogstaveligt, når de kalder albummet en musical. De har lånt mange teatralske virkemidler fra stykker som ‘Oklahoma’ og ‘South Pacific’, der blandes med deres forkærlighed for 60’ernes og 70’ernes rockmusik i et over-the-top genrepotpourri.
De mange stilarter ender desværre med at blive meget kaotiske. De overvælder hver sang med et så stort overflødighedshorn af musikalske ideer, at det er svært at finde hoved og hale i det. Det gør ikke situationen bedre, at handlingen er fyldt med adskillige sidehistorier og baggrundsdetaljer.
Så spøjs som historien nu engang er, har den også sine seriøse øjeblikke. På ‘The Fire’ hører vi, at Shane brænder sin skole ned, og 100 mennesker dør. På ‘This is My Tree’ isolerer han sig fra menneskeverdenen for at leve i et træ. Dramaet er faktisk overraskende nok overbevisende, men det føles også rimelig meningsløst. Hvad skal lytterne få ud af historien, ud over at de har ondt af en chimpanse?
Det spørgsmål forsøger The Lemon Twigs at besvare med afslutningsnummeret ‘If You Give Enough’, en sød lille vise om, at ens liv bliver forbedret af at være kærlig mod sin omverden, selv når verden er ond.
Ikke alene er moralen en kende belærende leveret, den er også forceret. Skulle Shane svare igen på mobning og omsorgssvigt ved at elske sin næste? Det er selvfølgelig bedre end at brænde sin skole ned.
Det er en meget kluntet afslutning på et rimelig ujævnt album. Duoens bombastiske lydunivers er farverigt, men det bliver anstrengende i længden, og mens historien er godt fortalt, er den både intetsigende og unødigt kompliceret.
Kort sagt:
The Lemon Twigs har skruet rigeligt op for stræbsomheden – og det siger en del, når forgængerens titel var ‘Do Hollywood’. Med ‘Go to School’ blander gruppen storladne musicalarrangementer ind i deres nostalgiske poprock, og de gør alt, de kan for at gøre en lunken historie om en fremmedgjort abeunge til en storslået tragikomedie. Det er svært ikke at respektere deres ambitionsniveau og deres kreativitet, men albummet savner både struktur og tilbageholdenhed.