Der er kun seks måneder til premieren på Quentin Tarantinos Hollywood-epos ‘Once Upon a Time in Hollywood’, som er en af vores mest ventede film i 2019 (hvis ikke dén mest ventede).
Vi har allerede set det første billede af Margot Robbie som Sharon Tate og Leonardo DiCaprio og Brad Pitt, der spiller over for hinanden for første gang.
Nu har Vanity Fair frigivet flere billeder fra filmen: Her kan man blandt andet se Al Pacino som Hollywood-agenten Marvin Shwarz, en dansende Leonardo DiCaprio, Brad Pitt i en stram T-shirt og Margot Robbie med Tarantinos A-hold i hælene.
Filmen udspiller sig i 1969, hvor modkulturen er på sit højdepunkt. Leonardo DiCaprio spiller den tidligere western-tvstjerne Rick Dalton, mens Brad Pitt agerer hans trofaste stuntmand Cliff Booth. ‘Once Upon a Time in Hollywood’ er angiveligt en tilbagevenden til multiplot-fortællingen, som Tarantino perfektionerede med ‘Pulp Fiction’, med Charles Mansons mord på Sharon Tate som filmens historiske baggrund.
‘Once Upon a Time in Hollywood’ har biografpremiere 25. juli.
Læs også: De 30 mest ventede film i 2019