Aerosol

En anbefaling som værende perfekt at døse hen til til kan måske synes en smule tvivlsom. Men musik kan sagtens stryge lytteren fredeligt med hårene uden at være ligegyldig og behagesyg leflen for laveste fællesnævner. Odenseanske Rasmus Rasmussen, som kendes for sit samarbejde med Jakob Skøtt (Syntaks) og Jonas Munk (Manual) i postrock-kollektivet Limp, leverer her beviset med sin anden solo-langspiller.

Han dyrker under sit passende luftige dæknavn Aerosol en art knitrende guitar- og trommemaskinedrevet ambient, der vækker rare mindelser om Brian Eno og Boards of Canada i deres mest tilgængelige legehjørne. ‘Airborne’ er vægtløs vellyd, køligt som efterårsbrisen, beroligende som Xanax og tilbagelænet som den ladeste hyggefis af en kastreret hankat man kan forestille sig, men aldrig new age-vammelt eller sirupssødt.

Det er i sig selv en bedrift at balancere på den knivsæg, men Rasmussen formår tilmed at injicere både egenart og sjæl i sine kosmiske klange. Det er svært ikke at mærke hjertet svulme bare en lille smule under påvirkningen af skønhedssøgende skæringer som ‘Midnight Ride Down the Mental Freeway’ og ‘Transition’.

Hen i mod slutningen af albummet er der småknaster, som måske kunne have været borthøvlet. ‘Sleepy Sunset’ er pæn soundscape-mørtel, som ikke har meget at byde på i sig selv, og det virker lidt som om, Rasmussens guitar trænger til at blive stemt under den efterfølgende lukker ‘Softly Slipping’. Det er dog uvæsentlige detaljer, som kun i ringe grad skrammer billedet af en glimrende skivefuld elektronisk og nærmest terapeutisk dagdrømmeri.