SERIE: HOLDER DE I DAG? Der sker ikke for alvor noget, og hovedpersonerne – outsiderne, de skæve – slentrer blot rundt i byen og joker med deres sjælekvaler. Det er nærmest en særlig komedieniche inden for den amerikanske indiefilm – hæng ud-film er ikke nogen dårlig betegnelse, selvom den ikke er helt dækkende. Man taler meget, hænger ud på teenageværelser, coffee shops, på bænken i parken, mens plottet afvikles omkring personerne, der forholder sig skævt og skeptisk til verdens gang. Alt er helt normalt, og så alligevel ikke.
Ikke engang titlerne er run of the mill: ‘The Perks of Being a Wallflower’, ‘Me Earl and the Dying Girl’, ‘Lars and the Real Girl’, ‘500 Days of Summer’. Det handler ofte om dysfunktionelle familiemønstre og mere specifikt om teenagere eller andre søgende, der skal finde en vej på trods – eller bare om voksne mennesker, der har mistet retningssansen. Spike Jonze er en klar favorit, det samme er Wes Andersson, som man, med lidt god vilje, vel nærmest kan se som genredefinerende: ’The Royal Tenenbaums’ fra 2001 er en milepæl.
Genren, eller tendensen nok nærmere, er indbegrebet af 00’erne, hvor den da også havde sin storhedstid som efterdønninger af 90’ernes alt for optimistiske tid. Historien var slut, sagde man, alt var på det nærmeste lykkeligt, og vi kunne bare læne os tilbage og nyde turen. 90’er-ungdommen havde ingen sag, intet at brokke sig over, alle muligheder var up for grabs. Og så faldt tårnene og afslørede, at vi havde stirret os blinde på et smukt hologram, der skjulte en verden af lave. Ikke at filmene går så direkte i kødet på den barske virkelighed, men de skildrer immervæk rådvilde karakterer, der afviser den status quo, der viste sig at være futil, selvbevidst normafvigende: Hvem er vi nu? Er vi nu også så lykkelige? Er der en anden vej, et alternativ?
Men vi synes alligevel ikke rigtigt, vi kan være tvivlen bekendt, og dét kan være ret sjovt, og latterligt, men også bare tragikomisk. Komikken lader til at dække over en eksistentiel alvor. Man siger noget sjovt, skævt – noget forbandet quirky – for at undgå at blamere sig selv og faktisk sige noget dybfølt. Men det kan også blive for meget.
En provokerende sag
Når filmene er værst, bliver de über-selvbevidste teenagetyper for smarte, på en gang for verdenskloge og verdensfjerne, det alternative livssyn bliver ren staffage, et selvfedt postulat.
Når filmene er bedst, lader de ensomheden, den eksistentielle rådvildhed boble op gennem fundamentet, ikke demonstrativt, men lige så stille og sagte, indtil man ikke længere helt kan afgøre, om det er en komedie eller en tragedie, man ser. Her rammer filmene følelser, der transcenderer perioden, på kornet. Følelsen af ikke helt at høre til i eller kunne genkende verden, den ulykkelige kærlighed.
Sofia Coppolas komediemesterværk ’Lost in Translation’ fra 2003 indkapsler, hvis ikke den ligefrem inkarnerer alt dette. Selvom det dog næsten ville være synd at rubricere Coppolas film på den måde. For det første er der ingen dysfunktionelle familier (kun på afstand) – vi har at gøre med en film om umulig kærlighed eller en kærlighed med en stakket frist, nemlig fra man tjekker ind, til man tjekker ud, og selv her i dette uforpligtende og derfor grænseløse mulighedsrum er kærligheden umulig. Han er midaldrende, hun er kun lige startet.
Set i bagklogskabens og #metoo-æraens ulideligt klare lys er det en næsten provokerende sag. Men de to elskende, sublimt samspillet af Scarlett Johansson og Bill Murray, forsøger fra hver deres ende af livet at finde en vej og en slags mening i den verden, der omgiver dem. De er begge strandet i limbo, på det fashionable hotel Park Hyatt i Tokyo.
Rækker tøvende ud efter verden
Johanssons Charlotte er i starten af 20’erne, nygift og rejst med sin fotografmand – Giovanni Ribisi gestalter en slesk overflademand – til Tokyo, hvor han skal arbejde. Han fotograferer rockstjerner, mens han venindechatter med kendte filmstarletter. Og er bogstavelig talt ikke til stede. Charlotte er kun lige nøjagtig med.
Denne verden, af overflade og glamour, ekstatiske grin og tom snak, er ikke hendes. Hun er alene, og i små vignetter sidder hun og stirrer ud over Tokyos uendelige, urbane og futuristiske landskab, aldeles fremmed for verden. Der er en sfærisk vibe i disse små vignetter af stilhed og eftertænksomhed, der ikke mindst forstærkes af Coppolas hofkomponister i electronica-duoen Air, de melankolske klange fungerer fuldstændig kongenialt med Japan, ensomheden og kærligheden, der aldrig vil kunne fuldbyrdes.
I hotellets bar møder hun Bob Harris, en amerikansk filmstjerne, der for længst har passeret sit zenit og er i Tokyo for at indspille en reklamefilm for det japanske whiskymærke Suntory – »For relaxing time… make it Suntory time« – og for at flygte fra sit kuldsejlede ægteskab og glemme sin søns fødselsdag, som han vistnok selv formulerer det.
Bob og Charlotte deler en foragt for den verden af meningsløs gestik, dåselatter, høflighedsfraser og sociale maskespil, de tilfældigvis begge to er havnet i. Sammen med ham kan hun grine af sin tåbelige mand og hans tåbelige venner. »Bliver det nemmere?« spørger Charlotte Bob, da han endnu en søvnløs nat besøger hende på hendes værelse. »Nej«, kommer svaret prompte, lidt for ærligt. »Jo… det bliver nemmere«, efterrationaliserer han hensynsfuldt. Charlotte griner indforstået.
Man rækker tøvende ud efter verden i håbet om, at verden forstår joken og én, og et eller andet sted håber man på, at smerten, ens råb om hjælp, ikke går tabt i oversættelsen. Vi taler måske nok samme sprog, men på hver vores måde.
Charlotte forstår joken, og Bob forstår Charlotte. Og Bob må efter deres første møde, hvor Charlotte koket lukker døren til sit værelse efter sig, haste hjem og som en lille skyldig dreng stå skoleret i telefonen over for sin kone, som har forpligtet ham på at vælge en farve til kontoret derhjemme. Han kunne ikke være mere ligeglad.
Komiske højdepunkter
Som fortælling om den kærlighed, man kun møder derude, langt hjemmefra, og hvor man for alle andre kan være et ubeskrevet blad, lægger ’Lost in Translation’ sig tæt op ad for eksempel Richard Linklaters ’Before’-trilogi, der på samme måde emmer af løfter og potentialer, der aldrig vil kunne indfries.
Og det er denne uindfrielse, og bevidstheden om den, som Charlotte ikke vil acceptere. Løftet om kærlighed er bare altid smukkere end det faktiske, levede liv, der er så forbandet pragmatisk.
I vesten tog den tragikomiske komedie anmelderne med storm, og Sofia Coppola kunne nu træde frem på scenen som instruktør, hvor hun før mest bare havde været sin far Francis Ford Coppolas datter. Filmen blev nomineret til fire Oscar-statuetter, inklusive bedste film, instruktør og mandlige skuespiller. Den vandt manuskriptprisen.
I Japan var man, måske ikke så mærkeligt, knap så begejstrede, og filmen blev i de japanske medier beskrevet som »stereotypisk og diskriminerende«. Skildringen af japanerne er da også lidet flatterende. Ved første øjekast, og måske egentlig også ved andet, er japanerne i ’Lost in Translation’ lidt ligesom indianerne i en John Wayne-film, kulisser, der skal eksponere de egentlige mennesker, de hvide.
I dag må man nok sige, at den japanske anmelderstand ikke havde helt uret. Og så alligevel. Skildringen af amerikanerne omkring Bob og Charlotte er jo tilsvarende latterlig. Og der er immervæk en pointe i, at Charlotte og Bob er alene i en skør, skør verden.
I ’Lost in Translation’ spejler det store sig i det små, og det mikroskopiske i det store, og alt sættes på sin ekstreme spids i den sproglige og kulturelle ramme omkring Bob og Charlotte. De er fanget i en verden, som ikke forstår dem, og som de ikke forstår, og kameraet, bundet til deres blik, forstår den heller ikke og lægger ikke skjul på det. Skildringen af japanerne er netop skildringen af vestens fordomme om japanere: et hysterisk karaoke-syngende, arkadespilsspillende folkefærd, der som det mest naturlige står og læser mangaporno i den overfyldte undergrundsbane.
Luderen, som filmstjernen Bob Harris får i gave af sine arbejdsgivere, er et komisk højdepunkt. Krampagtigt underkaster hun sig den store hvide mand, der på Murrays underspillede kejtet-cool facon forsøger at aflade situationen, mens han prøver at få svar på, om hun virkelig mener, at han skal »lip her stockings«. Den kradse r-lyd er bare ikke en del af asiaternes fonetiske beredskab (en gennemgående joke i filmen).
Tokyo ligner en science fiction-kulisse, dinosaurusser og kæmpekvinder går ture på højhusenes glasfacader, der står som monolitter blandt omgivelserne lysende digitale brandnavne og reklamesøjler. Tokyo anno 2003 minder i usædvanlig grad om ’Blade Runner: 2049’s fremtidige Los Angeles. Og på filmplakaten ser vi Scarlett Johansson med transparent plastikparaply med den pulserende, digitalt spillevende arkitektur i baggrunden.
Japan er grinagtigt, men også dybt fascinerende for det vesterlandske blik, et sted ladet med mystik og poesi. Og når Scarlett bevæger sig ud af byen, får en art moderne orientalisme frit løb: den dybe, vægtige ro – zen – der hæfter sig ved alt, hvad der tilnærmelsesvis kan minde om noget buddhistisk. Det danner oaser af en paradoksalt forvirrende og meditativ tilstand, hvor Charlotte kan trække vejret frit og være ene. Her er hun ikke forpligtet på andet end at være.
Så… holder den i dag?
Kærligheden har ingen alder, klart nok, men alligevel: Hvordan kan det ikke være klægt? Og Japan-bashing oveni? Holder den overhovedet i dag? 16 år efter. Så absolut.
Verden er ikke ligefrem blevet mindre skør, mere tilregnelig eller inkluderende for den sags skyld. Og i ’Lost in Translation’ finder man netop allierede i ensomheden, i sin følelse af at stå uden for, her er det okay at stå af ræset og bare kigger på idioterne, der haster forbi i raketfart, som gjaldt den næste deadline, den næste kaffeaftale deres liv.
’Lost in Translation’ holder, det er ægte kærlighed på film. Og så er den sjov, en perlerække af komiske højdepunkter faktisk – hvis man vel at mærke lader sine politisk korrekte briller blive derhjemme.
’Lost in Translation’ kan ses på Filmstriben, C More og Blockbuster.
TIDLIGERE I SERIEN:
Har ’Inception’ fortjent at blive gjort til grin?
Kan ’Saw’ stadig chokere i 2019?
Lever Steven Spielbergs ’Saving Private Ryan’ op til sit ry som en af historiens bedste krigsfilm?
Holder ’The Royal Tenenbaums’ ikoniske quirkiness stadig?
’Avatar’ kom, så, sejrede og blev gjort til grin – men hvordan holder den i dag?
Holder ‘Borat’ og dens lifligt akavede humor i dag?
Er ‘The Matrix’ stadig revolutionerende 20 år senere?
Holder ‘Titanic’ og det storslåede melodrama vand i 2019?
Kan Oscar-vinderen ’American Beauty’ med Kevin Spacey overleve et gensyn efter #Metoo?