Den store 6ix9ine-saga er ved at nærme sig sin foreløbige slutning, da der nu er sat dato for rapperens løsladelse fra fængsel. Han bliver sat fri allerede 2. august. Det rapporterer Complex, der har bekræftet datoen hos 6ix9ines advokat.
Rapperen har siddet fængslet siden november 2018, hvor han blev anholdt for at have deltaget i en række kriminelle aktiviteter som del af banden Nine Trey Gangsta Bloods. Han skulle blandt andet have været med til at orkestrere et skyderi mod rapperen Chief Keef, som han havde en fejde med.
Sagen kulminerede med, at Daniel Hernandez, som han rigtigt hedder, samarbejdede med myndighederne og vidnede mod de andre bandemedlemmer, som han blandt andet anklagede for at have udnyttet og kidnappet ham.
Derfor blev hans dom nedsat fra potentielt at kunne have holdt ham bag tremmer i mange årtier (potentielt helt op til 47 år) til kun to års fængsel. Og nu er der altså sat en dato for løsladelsen af New York-rapperen.
Betyder det så, at vi kan regne med ny musik fra 6ix9ine allerede i år? Hvordan lyder hans musik mon i dag efter den her helt unikke og pænt vanvittige historie? Tiden vil vise det – der ligger i hvert fald en pladekontrakt til ti millioner dollar klar og venter på ham.
Opmærksomheden kommer nok også til at blive hængende, for der er både en Spotify-podcast og en dokumentar på vej om rapperen. Så selv om 6ix9ine-sagaen altså ser ud til at slutte, er snakken langt fra at forstumme.