Bruce Springsteen viste nærvær i Parken

»I’m just a prisoner of rock’n’roll«, skreg Bruce Springsteen af sine lungers fulde kraft efter mere end tre timer, hvor 46.000 taknemmelige tilskuere havde vugget trygt i Bossens nærværende favntag.

Den nuværende koncertkaravane hedder ‘The River Tour’, og selv om ikonet fra New Jersey ikke opførte hele det karrieredefinerende album, blev vi trakteret med solide versioner af blandt andet ‘You Can Look (But You Better Not Touch)’, titelnummeret (forstærket af mobiloplyst fællessang) og en koncentreret ‘Point Blank’.

Til gengæld faldt ‘Hungry Heart’ fra hinanden, hvor Springsteen og den ellers tight-spillende E Street-bande sejlede rundt mellem hinanden. Holdet viste dog overvejende overbevisende takter: Nils Lofgren satte ‘Because the Night’ i brand med den seksstrengede, og Steven Van Zandt var charmerende sidekick i ‘Glory Days’.

En vigtig brik i puslespillet er saxofonen. En rolle, der tidligere blev varetaget af karismatiske Clarence Clemons, som blev mindet på storskærmen i ‘Tenth Avenue Freeze-Out’. Efter hans død udføres tjansen af nevøen Jake, som løfter opgaven forbilledligt. Han var på charmetur blandt de første rækker allerede i åbningsnummeret ‘Out on the Street’, ligesom unge Clemons brillerede i ‘Sherry Darling’, ‘Land of Hope and Dreams’ og naturligvis ‘Born to Run’, hvor saxen er det toneangivende soloinstrument.

Springsteen evner som få at være nærværende med et stadion-crowd, og spilleglæden er umulig at maskere. At han kerer om os var evident, da han inviterede en pige til at synge med på ‘Waiting On a Sunny Day’, ligesom han adskillige gange tog imod papskilte med sangtitler og efterkom publikumsønskerne. Disse talte blandt andet ‘Cadillac Ranch’, ‘Blinded by the Light’ og ‘Pink Cadillac’.

Under den obligatoriske svingom med en kvindelig fan under ‘Dancing in the Dark’ så den heldige udvalgte da også sit snit til at forevige oplevelsen med en selfie – #migogbruce-momentet affødte tordnende applaus.

Vi kommer dog ikke udenom det, for det er et problem: Parken er ikke skabt til livemusik, og at den oven i købet var overdækket en smuk sommeraften var uforståeligt. Manglen på auditiv balance var særligt grel under en lige vel langtrukken ‘Darlington County’ og ‘Atlantic City’, hvor lyden var så rædderlig, at det er umuligt at sidde overhørig.

Springsteen sørgede heldigvis for, at disse faktorer ikke dominerede, og drog på mangt et charmevisit i pitten, hvor blandt andet en veloplagt ‘Working on the Highway’ blev leveret, ligesom han selv stod for en gnistrende guitarsolo i ‘Murder Incorporated’.

Fraregnet de ærgerlige lydforhold udviklede bossens besøg sig dog til det forventelige triumftog, og ekstrasettet, skudt i gang med ‘Born in the USA’, var ét kontinuerligt klimaks.

Efter en massiv ‘Shout’ med bandintroduktioner vendte Bruce tilbage iført akustisk guitar, mundharpe og en intim ‘Thunder Road’. En smuk finale, hvor vi blev mindet om det nærvær, de fortællinger og den publikumskontakt, som altid har været og stadig er Bossens drivkraft.