Roskilde Festival kommenterer Mette Frederiksens udmelding: »Det er ikke en optimal venteposition at befinde sig i«

Roskilde Festival kommenterer Mette Frederiksens udmelding: »Det er ikke en optimal venteposition at befinde sig i«
Roskilde Festival. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

Siden denne artikel blev publiceret mandag kl. 11:19 har statsminister Mette Frederiksen forlænget myndighedernes forsamlingsforbud til og med august, hvilket betyder, at Roskilde Festival og sommerens andre musikfestivaler effektivt er aflyst.

Mette Frederiksens udmelding i ’21 Søndag’ i går aftes tegner sort for de mange sommerfestivaler, men Roskilde Festival klynger sig stadig til håbet, fortæller festivalens talskvinde Christina Bilde til Soundvenue.

»Ligesom alle andre følger vi udviklingen nøje og afventer en plan for, hvordan og hvornår Danmark skal åbnes igen. Statsministerens udtalelser søndag aften ændrer ikke som sådan ved dette«, siger Bilde.

»Det er ikke en optimal venteposition at befinde sig i for nogen, og vi håber stadig, at de tiltag, som myndighederne har igangsat, virker efter hensigten. Men vi har også forstået, at myndighederne kan vurdere situationen nærmere i tiden efter påske. Det er dem, vi må læne os opad, også i forhold til at vurdere risiko«.

Men selvom Roskilde Festival fortsat er i afventningsposition, betyder det langt fra, at de ikke har deres gæsters sikkerhed for øje.

»Vi har ansvaret for at skabe en sikker og tryg festival for alle deltagere, og planlægningen foregår i tæt samarbejde med myndighederne. Deres anvisninger er afgørende for, hvorvidt der bliver en Roskilde Festival til sommer. Så vi holder fast i håbet og fortsætter planlægningen, mens vi afventer myndighedernes vurdering af situationen til sommer«, afslutter Bilde.

For nyligt blev regeringens kompensationsordning for koncert- og festivalarrangører, der må aflyse grundet forsamlingsforbudet, forlænget til 9. juni. Hvis selve forsamlingsforbudet også strækker sig så længe, vil det blandt andet betyde, at Heartland og Northside vil blive tvunget til at aflyse, og fortsætter det meget længere, kan det gå udover Roskilde.

Roskilde Festival løber efter planen af stablen fra 27. juni til 4. juli.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af