Tema: Netflix & verdensherredømmet. I denne uge har vi i en række artikler sat kritisk-nuanceret fokus på streaminggiganten, som har rundet 200 millioner abonnenter og med coronakrisens hjemmeisolation aldrig har stået stærkere. For hvilke konsekvenser har det, når én aktør dominerer vores underholdningsforbrug så kraftigt, som Netflix gør i øjeblikket? Denne artikel runder serien af.
Jacob: Hej Lise. Vi kører i denne uge et tema under overskriften ’Netflix & verdensherredømmet’, hvor vi anlægger et kritisk-nuanceret blik på tjenesten, der fylder så meget i mange af vores liv, kun forstærket af det seneste års tid, der i eftertiden vil blive husket som The Era of Sweatpants.
Netflix så jo i lang tid ud til at nærme sig et monopol på streamingfronten, og de er da også stadig i en suveræn førerposition med over 200 millioner abonnenter. Men Disney har på rekordtid hentet betragteligt ind – de har 95 millioner abonnenter i skrivende stund – og nogle har spået, at Musens Hus vil overhale Netflix inden om allerede i 2023.
Så selvom HBO Max, Amazon Prime, Paramount+, Apple TV+ og Optimus Prime Plus Max byder sig til, ligner det lige nu en veritabel duel i kampen om verdensherredømmet. Og her er vi jo så ikke helt enige i, hvem der står stærkest.
For lad os lige starte med at koge det ned: Hvis du skulle tage én streamingtjeneste med på en øde ø, hvor du skulle tilbringe resten af dine dage, hvilken skulle det så være?
Lise: Jeg tænker umiddelbart, at det, jeg ville få mest brug for på min øde ø (udover en volleybold selvfølgelig!), ville være en heftig dosis hjertevarme på daglig basis – en opløftende kilde af humor og happy ends, der kunne smyge sig om min ensomme sjæl og booste min evne til at always look on the bright side of life. Og dermed kan svaret naturligvis kun være: Disney+! Men hvad med dig? Hvem skal hjælpe dig igennem de lange, sorte tropenætter?
Jacob: Overladt til mig selv på en øde ø tror jeg, jeg mere end nogensinde for brug for variation. Arthouse-film, eskapisme, dokumentar, reality, serier i alle afskygninger. Og selvom kvaliteten ikke altid er i top, er det jo der, Netflix leverer varen. Der er simpelthen noget for enhver smag – i hvert fald hvis man leder længe nok og ikke lader sig styre alt for meget af, hvilke random titler der trender på top 10’en eller i de andre popularitets-tiles lige nu.
På den måde synes jeg, at Netflix står langt stærkere end Disney+ både i bredden og dybden: Din Disney-darling fremstår mig en anelse… ensporet.
Alt er en franchise
Lise: Du har luret mig: Jeg hader variation. Men klap nu hesten og se fremad, min arthouse-elskende ven. For ja, det kan godt være, at Disney+ i skrivende stund taber til Netflix, når det kommer til mere varieret underholdning, men tjenesten har ikke så få esser oppe i ærmet, der langsomt drysses ud over os abonnenter i nærmeste fremtid.
Således har vi just fået ’voksentilføjelsen’ Star, der byder på film og serier til, ja, det voksne publikum, der trænger til afveksling fra nuttede dyr og sing-a-long-hits for en aften eller 10. Bevares, Star har endnu ikke Netflix’ dybde, men flere og flere titler føjes til – til april får vi fx Chloé Zhaos Oscar-favorit ‘Nomadland’ med Frances McDormand, der må betegnes som en af årets mest hypede titler (Disney ejer produktionsselskabet bag, Searchlight Pictures).
Og, hvis jeg nu må have lov til at gøre mit svar ekstra-ekstra langt, så har Musen som bekendt også overtaget Hulu. Streamingtjenesten, der har givet os ‘The Handmaid’s Tale’, ‘Ramy’, dette års Oscar-kandidat ‘The United States vs. Billie Holiday’ og sidste års storroste komedie ‘Palm Springs’.
Så mon ikke der snart skal være rigeligt på Disney+, der kan charme det lidt ældre publikum…? Jeg tror på det.
Jacob: Jamen nu du nævner Hulu, så er det jo bemærkelsesværdigt, at ingen af de tre film/serier, du nævner, er på Star/Disney+ eller har udsigt til at komme det. Der er potentiale i Star, og det er helt klart nu, man fornemmer, at Disney+ ikke vil affinde sig med at være et supplement til Netflix, men vil true deres position som Stedet For Enhver Smag. Men jeg synes nu godt nok, der er langt mellem snapsene. Der er nogle stærke Fox Searchlight-titler i ‘The Favourite’/’The Grand Budapest Hotel’-klassen, og på filmfronten er der dermed tale om en reel oprustning, uden at jeg dog er helt på røven over udvalget.
Mens de nye serietitler (som ‘Helstrom’ og ‘Big Sky’) synes at være hevet fra nederste Hollywood-skuffe. Vores anmeldere har givet tre stjerner. Til sammen.
Men der, hvor jeg virkelig synes, man må give credit til Netflix, er i udviklingen af originalt indhold. Vi lever jo i en IP-tid, hvor studierne malker deres kendte franchises i en grad, så det bliver komisk – som vi senest har set med den kommende lancering af Paramount+, hvis bosser åbenbart har ment, at det er en fantastisk idé at lave serieudgaver ud af film som ‘Love Story’ og ‘Flashdance’.
Og Disney er jo kongen af IP. De har so far været dygtige til at forvandle deres Marvel- og Star Wars-brands til vellykkede serier – respekt! – men udsigten til 300 stjernekrigs- og 300 superhelteserier gør mig alligevel træt på forhånd. Som ungt brand har Netflix af gode grunde ikke de store rettigheder/franchises at trække på, og tro mig, de elsker, når en serie som ‘Stranger Things’ pludselig bliver en ting. Men de er tvunget til at tænke idéer fra bunden (eller bogforlæg), og det er det, der skaber skønne positive overraskelser ud af ingenting, fra ‘Unorthodox’ til ‘Lupin’, som jo åbner vores verden frem for at lukke den i nogle selvomsluttende bobler, som jeg synes, Disney har en tendens til.
Det handler om følelser
Lise: Det er sandt, at Netflix har været gode til at begave os med nye titler som ovenstående. Såvel som så meget bundfald, at jeg dårligt har fingerkræfter nok til at begynde at nævne en brøkdel (kan du forklare mig, hvad ‘Superstore’ går ud på?!), hvorimod Disney ikke i samme grad skyder med spredehagl. Om man så mærker øjenlågene blive tunge ved udsigten til 10 nye ‘Avengers’-spinoffs ellers Pixar-perler, det er selvfølgelig en smagssag – men det er også værd at have med, at selvsamme i skrivende stund fungerer som kommercielle gatecrashers, der skal sikre Disney+ det hurtige overtag på markedet.
Her nørkles der ikke med den nye ‘House of Cards’ for at vinde verdenspublikummets gunst, men med franchises, der vækker øjeblikkelig genkendelse og seerkærlighed. Og det er dén kærlighed, der skal sikre abonnementsfundamentet, når Disney+ ‘brancher’ ud i alternative genrer.
Jacob: Hvis, mener du.
Lise: Hvad angår de førnævnte Hulu-titler, så er det jo heller ikke helt rigtigt, at der slet ikke er udsigt til, at de lander på Star. Det er sådan set formentligt blot spørgsmål om tid, eftersom Disney forventes at sluge alle 100 procent af Hulu i 2024 (de har i skrivende stund 60 procent), hvorfor indholdet til den tid vil flytte postnummer permanent. Ja, der er lidt tid til – og nok tid til, at Netflix kan køre en Oscar-kandidat eller 11 ud forinden (som jeg selvfølgelig da også ser, bevares) – men Disney har musklerne (læs: pengekassen) til at vinde streamingkrigen på den lange bane, hvor Netflix’ budgetter i værste fald kan ende med at tvinge tjenesten i knæ.
Det håber jeg nu ikke: Konkurrencen er ovenud sund for begge parter, og det er da klart, at man kan frygte, at Disneys snarlige dominans vil flytte fokus (endnu) længere væk fra Netflix’ mere kunstneriske projekter og over på sikre hits. Det er som bekendt ikke ‘A Sun’, der trækker nye abonnenter til, når der er lavvande i kassen.
I sidste ende (selvom vi naturligvis langt fra har sagt de sidste ord i sagen her og nu, hverken irl eller i denne artikel) fornemmer jeg mere end noget andet – og nu kaster jeg en meget blød bold op, så værsågod – at Disney-loyaliteterne er baseret på følelser i langt højere grad end noget andet streamingtjeneste-seerforhold. Man kan kimse nok så meget af Disneys verdensdominans og de mere generiske børneproduktioner, men Musens lille (store) behandskede hånd har vores hjerter i et livslangt jerngreb, der for mig og mange andre Disney-aficionadoer trumfer lysten til at bruge en halv time hver aften på at rode rundt i Netflix-skufferne for at finde den ene hitserie- eller film ud af månedens 513 nye titler.
500 millioner dollars til Korea
Jacob: Sure. Og det er jo det, der er lidt deprimerende! Én Netflix-indvending rammer du dog på kornet: Budgetterne.
Lise: Ih, tak.
Jacob: For 200 millioner abonnenter til trods (det giver en månedlig indtjening på … jeg kan ikke regne det ud) kører virksomheden stadig med massiv gæld. Det er dyrt at producere 513 nye titler om året, fra Sydkorea til Nordpolen, og på et tidspunkt vil de være nødt til at sætte produktionen lidt ned for at skabe overskud på bundlinjen til aktionærerne. Og da Netflix i så høj grad lever af det nye – og hypen om det nye – er det spændende at se, hvad det betyder for seerloyaliteten.
Men apropos det globale så synes jeg jo, at problemet med Disneys verdensherredømme vs. Netflix’ er, at Disney i ekstrem grad forstærker den amerikanisering, der i forvejen hersker i kulturen. Deres værdisæt og måde at tænke historier på er jo bare så påfaldende amerikanske, at jeg savner noget, der taler i en anden kulturel retning. Og her er det trods alt opløftende for mig at se Netflix producere en langsom, men dybt ambitiøs tyrkisk serie, distribuere en smal mexicansk Oscar-kandidat eller genoplive en fantastisk britisk serie fra Londons belastede boligområder. De har lige meldt ud, at de vil bruge 500 millioner dollars i Korea i 2021, og selvom der selvfølgelig ligger en forretningskalkule bag (og al lokalproduceret indhold ikke nødvendigvis er guld, ahem), så bifalder jeg den globale tankegang.
Lise: Det er fint nok at fremhæve de kunstneriske film og fremragende kommercielle hits, der belyser international kultur og vigtig socialrealisme (i nogle tilfælde). Men ja, som du også antyder, er det jo ikke dem, der tegner sig for størstedelen af Netflix’ produktioner, der generelt er langt under middel(mådigheden). Og så tog det altså også lige Netflix et lille årtis tid at opbygge en vedholdende interesse for projekter, der trykker på mangfoldighedsknapperne.
Om end den interesse endnu ikke heeelt omfatter projekter med kvindelige skabere bag kameraet eller LGBTQ-roller på skærmen, bemærkes.
Netflix skaber et image-problem for sig selv, synes jeg, når de producerer en uendelig samlebåndsrække af meh-titler og reelle stinkere, der drukner de »stærke« produktioner. Vi har selv i de forgangne uger undersøgt de seneste 100 originale Netflix film- og serier i forbindelse med dette tema, og det var ikke videre opløftende at få overblik over, hvor ufatteligt meget bras der sprøjtes ud uden synderlig tanke for andet end hurtige kliks. Måske pengene kunne bruges bedre? 500 millioner dollars i Korea er en god start, men så håber jeg dæleme også, at du og jeg og alle andre rent faktisk vil kunne finde titlerne et sted i dybet og ikke i ‘Superstore’s skygge (ja, den serie er en kæphest for mig!).
Disney har i årevis haft et »repræsentationsproblem«, for nu at sige det mildt, måske i højeste grad på LGBTQ-fronten, idet selskabet forsøger at please samtlige forretningsterritorier, når det kommer til de store flagskibsproduktioner. Dét problem håber jeg inderligt, at de vil tackle mere målrettet fremover, men jeg tror også, at man har øje for, at de yngre seere – som nok vil udgøre størstedelen af Disney+’s publikummer og er dem, tjenesten skal forsøge at besnære fra vuggestue til død – i højere og højere grad kalder aktivt på film og serier, der spejler dem selv og deres hverdag. Hvad end de vokser op i Korea eller L.A.
Sortes historie og stærke kvinder
Jacob: Jeg har selv skrevet indigneret om sagen i artiklen om Netflix’ originalfilm, så nu bliver det måske lidt skizofrent, men man kan jo omvendt argumentere for, at mikset af skidt og kanel er det system, Hollywood har kørt efter alle dage: Der skal laves brede film til laveste fællesnævner for også at kunne retfærdiggøre prestigefilmene, der vinder anmelderroser og priser og måske taler til et snævrere segment.
Det er gynger og karruseller – og jeg synes alligevel godt, man kan tilgive i hvert fald en håndfuld Adam Sandler-komedier, når Netflix egenhændigt bakker op om film som ‘Roma’ og ‘The Irishman’, hvis prisskilte alle andre sagde nej tak til. Jeg vil i hvert fald påstå, at Netflix gør mere for filmkunsten og vores alle sammens personlige udvikling som mennesker, end Disney+ kommer til i dette årti. For nu at blive lidt højstemt.
Men for lige at runde af: Har du et par gode anbefalinger til, hvad man skal tjekke ud på Disney+ for at blive overbevist om, at det er der, man får mest for pengene?
Lise: Lidt højstemt må man altid gerne være, når man nu som os trods alt netop lever og ånder for branchen! Når du nu lige nævner ‘The Irishman’, kunne man indskyde, at den pulje penge, Netflix allokerer til diverse internationale afdelinger trods alt ikke er meget større end to Scorsese-film. Så kan man så diskutere, hvilket sats giver mest på den kunstneriske konto i sidste ende.
Men okay! Lad os lægge den ned, inden jeg får afsløret, at jeg til absolut ingens overraskelse selvfølgelig også er en af dem, der har moret mig mere over Adam Sandlers ‘Murder Mystery’ end tyrkiske ‘Ethos’ (ja, jeg skammer mig. Men kun lidt).
Af favorittitler på Disney+ lige nu vil jeg fremhæve Baz Luhrmanns ‘Romeo + Juliet’, Tim Burtons ‘Edward Scissorhands’, Pixars ‘Soul’, Wes Andersons ‘Grand Budapest Hotel’ (som du også nævnte før) og selvfølgelig Broadway-sensationen ‘Hamilton’, der nok er et af de vildeste og mest originale stykker kunst, jeg har set i nyere tid.
Nu har du jo allerede strøet om dig med stærke Netflix-bud, men vil du alligevel skyde et par favoritter ind her til sidst, der kan overtale potentielle skibbrudne til at kaste deres sidste skillinger efter tjenesten?
Jacob: Jeg vil understrege Netflix’ gennemslagskraft, udsyn og alsidighed ved at anbefale de titler, der lige nu kæmper om at blive Oscar-nomineret for bedste dokumentar og internationale film (de er alle på de shortlists på 15, der skal barberes ned til fem i begge kategorier): Hippiedokumentaren ’Crip Camp’, den galgenhumoristiske ‘Dick Johnson Is Dead’, det taiwanesiske epos ‘A Sun’ (som du nævnte før) og den mexicanske ‘I’m No Longer Here’ (som jeg nævnte før), som Cuarón og Guillermo Del Toro bakker kraftigt op om.
Men jeg vil da også give lidt kærlighed den anden vej. Under Star-fanen på Disney+ kan man jo tjekke den kategori, der hedder ‘Hyldest til sortes historie’, og som Frederik Cilius henledte opmærksomheden mod på Facebook forleden dag. Der byder eksremt historiebevidstliggørende film som ‘I, Robot’, ‘Independence Day’, ‘Løvernes konge’, ‘Deja Vu’ og ‘Halløj i klosteret’ sig til.
Lise: Dén lader jeg bare passere i stilhed (hvis jeg da ikke henviser til Netflix-kategorien ‘Film med stærke kvinder’, der som bekendt står over for den mindre kendte kategori ‘Film med svage kvinder’ – eller hvad med den med ‘LGBTQ-karakterer på skærmen’, der tæller hele syv Netflix-titler ud af tjenestens 47.000 straight-underholdningstilbud …). I stedet hæfter jeg mig lykkeligt ved, at vi endelig nævner ‘Løvernes konge’! Ah. Min kærlighed til den film kræver et essay for sig (orker man ikke at vente på det, kan man læse min 6-stjernede anmeldelse af live-action-versionen, som du, Jacob, muligvis aldrig tilgiver mig for).
Spøg til side, så vil jeg da også kaste mig over både ‘Crip Camp’ og ‘I’m No Longer Here’ ved lejlighed. Og lur mig, om jeg ikke også kommer til at kippe med mit Netflix-abonnementsflag under den kommende Oscar-uddeling. Men når jeg skal glemme, hvorfor det så er, vi sidder og ser Oscar-vinderne på fesne webcams, så er det kun Disney-eskapisme, der for alvor kan dulme mine flossede nerver.