Den kommende Marvel-film ‘Spider-Man: No Way Home’ kommer efter meget at dømme til at huse flere skuespillere fra tidligere film om superhelten med edderkopkræfter.
Alfred Molina, der spillede Doctor Octopus i ‘Spider-Man 2’, har for nyligt selv bekræftet, at han medvirker i den nye film. Tidligere bragte flere fremtrædende medier desuden rygter om, at også Jamie Foxx, Kirsten Dunst, Emma Stone og Andrew Garfield har sagt ja til at genoptage deres gamle roller. Nu afviser sidstnævnte dog den påstand.
»Jeg kan ikke tale for noget andet end for mig selv. Det kan godt være, de har gang i noget, men jeg har ikke fået et opkald«, siger Andrew Garfield i et nyt afsnit af podcasten ‘Happy Sad Confused’, da vært Josh Horowitz spørger ind til rygterne.
‘Spider-Man: No Way Home’ får premiere til december, og dermed ser skuespilleren, der som bekendt havde hovedrollen i de to ‘The Amazing Spider-Man’-film, ikke de store chancer for at blive en del af filmprojekt: »På det her tidspunkt ville jeg allerede være blevet ringet op. Det er det, jeg mener«.
»Det er fucking sjovt for mig. For jeg har den her Twitter-konto, og jeg ser hvor ofte, Spider-Man trender, og folk flipper ud over en ting«, siger Garfield om de verserende rygter, »og jeg er sådan, ‘venner, venner, venner’ – jeg ville ønske, jeg bare kunne snakke med alle og sige: ‘Jeg vil anbefale jer at slappe af’«.
Hvor mange gamle kendinge, der rent faktisk medvirker i ‘Spider-Man: No Way Home’, får vi at se, når filmen lander i biograferne 16. december.