’The Chair’: I fænomenal Netflix-serie griber Sandra Oh både cancelculture og kærligheden
Netflix har efter en sommer med hundesvømning endelig fået bevæget sig ud af pandemiens filmiske dødevand.
Det sker med ’The Chair’ – en uovertruffen miniserie om ytringsfrihed, minoritetskamp og det svære, moderne familieliv. Tænk ’Togetherness’, tænk ’Transparent’. Tænk Sandra Ohs elegante balancegang mellem komik og drama i ’Killing Eve’. Og tilsæt så en oprigtig nysgerrighed over for den moderne identitetskamp og generationsopgør set fra et andet perspektiv end ungdommens, men med et respektfuldt ønske om at forstå den.
Den idealistiske professor Ji-Yoon Kim (Sandra Oh) er blevet institutleder på engelskinstituttet ved Pembroke – et fiktionelt, lavt-rangerende Ivy League universitet med mahogni-møbler i samme farve som bladene på træerne og de slidte klassikere på reolerne.
Da hun for første gang træder ind på sit nye kontor, hænger hvide patriarker på væggene og ser næsten skulende ned på hende. Hun sætter sig på stolen, der forudseende kollapser under hende.
Det er nemlig ikke bare møblerne, der er rådne på Pembroke. Hele instituttet er gennemsyret af en krise, der truer med at vælte alle af taburetterne. For hvilken plads har humaniora i en verden med kogende klima, raceopgør – og ringe muligheder for at betale studiegælden tilbage?
De ældre professorer har mistet undervisningsgejsten og ser skeptisk på Generation Z, der jonglerer mellem TikTok, Twitter og Mark Twain. Til gengæld er de unge holdt op med at gå til deres forelæsninger. I stedet fyldes holdet hos den lovende stjerneforsker, afroamerikanske Yas McKay (Nana Mensah), der har et lige så solidt øje for litteraturen, som hun har sin finger på pulsen. Her diskuteres det megalomane tema i Herman Melvilles ’Moby Dick’ for eksempel ikke blot, men også forfatterens problematiske – og for de kvinder, der kendte ham også fysisk farlige – kvindesyn.
Men dekanen (David Morse) synes mere optaget af at undgå pr-katastrofer og svindende elevoptag end at revolutionere litteraturundervisningen. At lægge plaster på benbruddet. Han beder Ji-Yoon om at presse de ældre professorer til at gå på pension. Samtidig arbejder Yi-Yoon på en fastansættelse til talentet Yas.
I steder giver dekanen en æresforelæsningen til David Duchovny. Han optræder i en svømmende, smoothiedrikkende, helt igennem absurd udgave af sig selv i en sekvens, hvor Sandra Oh giver ham modspil lige til stregen som egenrådig, intelligent og meget presset kvinde.
Den nye institutleder har altså noget af en opgave foran sig. Men hjemme i privaten er der lige så store udfordringer.
Ji-Yoon har en lille datter. Hun er lige så vild og utilregnelig, som hun er vidunderlig. Balladebarnet spilles af Everly Carganilla. Hun stjæler scenerne, som var det slik ud af hænderne på småbørn. Ju-ju er opkaldt efter Ji-Yoons koreanske mor, men er adopteret fra Sydamerika.
Barnet udvikler hurtigt et nært forhold til Ji-Yoon kollega og crush, Bill Dobson (Jay Duplass). Han er gået i hundene, efter hans kone døde af kræft. Kemien mellem Duplass og Oh er så stærk, den smitter. Jeg var i hvert fald så bankende investeret i deres will they-wont they, at jeg gispede, da Bill endelig lægger an på sin chef Ji-Yoon med ordene: »Jeg er oprigtigt interesseret i dine ideer. Og jeg er oprigtigt interesseret i at komme i bukserne på dig«.
Frækt, ikke?
Men så spidser situationen endnu mere til. I en undervisningstime laver Bill et satirisk sieg heil. Det bliver til et meme på Twitter, og snart demonstrerer studerende ude på universitets plæne for at få den ellers populære lektor fyret.
Hele instituttet koger og syder. Ji-Yoon må finde ud af at gøre det rigtige, men hvad dét er, er langt fra tydeligt. Der er rigtig meget på spil i ’The Chair’, helt som der er i virkelighedens diskussioner om identitet, race og grænser.
Det er imponerende, at miniserien formår at folde så store temaer ud i løbet af bare tre timers spilletid uden at kløjes i det – eller på noget tidspunkt gøre det skolebænks-kedeligt.
Amanda Peet og Annie Wyman debuterer begge som serieskabere. Amanda Peet var skuespiller på den fænomenale ’Togetherness’, som Jay Duplass var serieskaber på. Annie Wyman har en ph.d. fra Harvards engelskinstitut. Seriens litterære miljøskildring er mere end troværdig.
Resultatet er stærkt karakterskuespil og dialogerne fyldt med ubesværet lækkerlethed, der samtidig har modet til at dykke helt ned i tab, familiekonflikter, cancelculture vs. ytringsfrihed og frygten for at fejle – eller erkendelsen af at have gjort det.
Som i ’Togetherness’ sker neddykningen altid med en iltmaske. En bittersødme eller melankoli, der peger i retning af, at ting er svære, men at det hele nok skal gå.
Måske.
Kort sagt:
’The Chair’ er et formidabelt portræt af en moderne kvinde i en amerikansk samtid præget af generationskonflikt. Miniserien giver et funklende håb om forsoning – og forelskelse.
Anmeldt på baggrund af hele serien.