Hvad i alverden sker der i Sverige? Det spørgsmål er i den seneste tid blevet stillet oftere her i Danmark.
Både i forhold til den generelle udvikling mod mere voldsom kriminalitet, hvor dødelige skyderier og bombeangreb er blevet hverdag. Sverige har nu, ifølge en undersøgelse af det svenske kriminalpræventive råd, den højeste rate for dødelige skudepisoder per indbygger i Europa.
Men mere specifikt stiller spørgsmålet sig også, når man ser på landets hiphopscene. Den er de seneste år blevet rystet af en række begivenheder, der har vist, hvor tæt musikken er flettet sammen med de bander, der står for en stor del af volden i Sverige.
I 2020 blev rapperen Einár, en af Sveriges største artister overhovedet, kidnappet og ydmyget, hvorefter billeder af den forslåede rapper iført hundehalsbånd og kvindeundertøj blev spredt på sociale medier. Einár blev senere skudt og dræbt i oktober 2021.
To andre rappere, Yasin og Haval, er siden blevet idømt fængselsstraffe for at have medvirket til kidnapningen. Førstnævnte er omkring lige så stor en stjerne som Einár var, men samtidig også et velkendt bandemedlem, der før har været dømt for en række forbrydelser samt anklaget for mord.
Den seneste episode, der illustrerer, hvordan underverden og musikmiljø er smeltet sammen, omhandler Dree Low, Sveriges mest streamede musiker i 2020. Han modtog for nylig en dom på et års fængsel for at røve en kiosk og har siden fjernet størstedelen af sin musik fra Spotify og YouTube. Efter sigende for at tage afstand fra sin tidligere livsstil og hellige sig religion i stedet.
De mange hændelser – og især drabet på den kun 19-årige Einár – har ført til stor debat om gangsterrappen, som den hårdere del af hiphoppen kaldes i Sverige.
Debatten om hiphoppens forråelse fylder også mere og mere her i landet, hvor der ofte bliver henvist til frygten for svenske tilstande, når der skal findes et skræmmeeksempel på en hiphopscene, hvor det er gået helt galt. I Danmark har vi også de seneste år set kidnapning, mord og skudepisoder, og frygten er, at det kun er starten.
Hvis mareridtsscenariet er, at den danske hiphopscene ender i en situation, der ligner den svenske, er det nok en god idé at forsøge at forstå præcis, hvordan det er gået så galt i Sverige.
Derfor har jeg ringet til den svenske journalist og forfatter Diamant Salihu, som har skrevet bogen ’Tills Alla Dör’ (udgivet 2021), der blandt andet kortlægger hiphoppens rolle i krigen mellem Stockholm-banderne Shottaz og Dødspatruljen.
Rapper og bandemedlem på samme tid
»Det var mere uskyldigt i starten. Man ser referencer til virkelige mennesker, men det handler mest om venner, der er flygtet fra institutioner og den slags«, fortæller Diamant Salihu, da jeg beder ham om at fortælle om Yasin og Jaffar Byn. De to barndomsvenner er både rapstjerner og medlemmer af den berygtede bande Shottaz, der står bag en række drab.
»Senere, når volden eskalerer på gaden, bliver det også tydeligere i musikken, at man tager stilling for den ene eller den anden side«.
Den konflikt, Salihu i dette tilfælde taler om, er bandekrigen i Stockholm-forstaden Rinkeby, hvor Shottaz og Dødspatruljen bekæmper hinanden. Det er en konflikt, som rapperne skildrer i deres musik – og som de får en særlig rolle i.
»Jo mere konflikten eskalerer, jo mere bliver rapperne kendt og får et større publikum uden for lokalområderne. Gennem musikken giver de banden mere opmærksomhed, og de bliver dermed selv et mål i konflikten«, fortæller han.
Yasin-sangen ‘Chicago’, der blev et af hans første større hits, er et godt eksempel på, hvordan musikken kædes sammen med bandekrigen. Flere Shottaz-medlemmer nævnes for eksempel, og visse dele af sangen er blevet tolket som en hån til rivaler.
Med sange som ‘Chicago’ blev Yasin galionsfigur for Shottaz, og det er altså en potentielt livsfarlig status. »De er nødt til at bære skudsikre veste og bevæger sig kun i grupper. De har folk omkring dem, der er voldsparate, og der er andre til at holde øje omkring dem«, som Salihu siger.
Hvor galt det kan gå, hvis man bevæger sig i de her kredse uden den nødvendige rygdækning, kan man ifølge Diamant Salihu se på Einár. »Einár ville være en del af den verden, men han havde ikke samme opbakning som for eksempel Dree Low eller Yasin eller andre mennesker på den scene«, siger den svenske journalist og forfatter.
»Visse folk har sagt, at Einár blev behandlet som en ko, der skulle malkes. En pengeautomat for forskellige grupperinger. Men han havde ingen, der var loyale nok overfor ham, til at han ikke kunne kidnappes eller myrdes«.
Ifølge Diamant Salihus kilder ville det for eksempel også have haft større konsekvenser i form af hævnaktioner, hvis en anden rapper med mere rygdækning var blevet kidnappet og ydmyget, som Einár blev i 2020.
Det er altså et ekstremt hårdt miljø på den svenske hiphopscene, hvor det er svært at begå sig uden rygdækning fra en magtfuld gruppe. »I Sverige er det i dag svært at være gangsterrapper uden selv at være gangster«, som Diamant Salihu formulerer det på et tidspunkt.
Men det er er ikke kun et generelt krav om autenticitet, der fostrer hårde tekster og videoer. Der er også opstået en sensationslysten kultur på de sociale medier, hvor tusindvis af mennesker holder øje med, hvem der er i konflikt med hvem. Og også her spiller rappere en afgørende – men samtidig farlig – rolle.
Livsfarlig tekstanalyse
På sociale medier og YouTube-kanaler er der de seneste år opstået et slags bizart ’Hunger Games’-scenarie, hvor tusindvis af mennesker holder nøje øje med alle begivenheder omkring den drabelige bandekrig i Sverige.
Forskellige Instagram-profiler og YouTube-kanaler opdaterer deres følgere på alt fra det seneste mord til de nyeste rapsange. En side på Instagram, der kortlagde Rinkeby-konflikten, havde eksempelvis over 35.000 følgere, før den for nylig lukkede ned.
»Der er profiler på sociale medier, der rapporterer scores (opgørelser over, hvor mange de respektive bandegrupperinger har dræbt, red.) og analyserer sangtekster«, siger Diamant Salihu.
Man kan hurtigt komme i problemer, hvis man liker en forkert persons billede. Eller hvis man siger noget i en sang, der kan tolkes som en fornærmelse til nogen: »Det, der bliver sagt i musik eller vist i videoer, forstærkes på de platforme og er med til at hidse stemningen op i det her miljø«.
Den tekstanalyse, der foregår på Instagram og YouTube, er blevet til en voldsaccelerator: Ivrige fans spekuleret vildt i, hvorvidt en tilsyneladende uskyldig linje ’i virkeligheden’ var et skjult diss, hvorefter mennesker fra det kriminelle miljø potentielt agerer som om, det var.
Visse af Einárs sidste sangtekster blev for eksempel tolket som mulige stikpiller til dem, der havde kidnappet ham. Faktisk blev nærmest hver ny sang, han udgav, gransket for potentielle skjulte budskaber til forskellige fjender. Den ivrige tekst(over)analyse bidrog til – for at parafrasere Diamant Salihu – at hidse en stemning op.
Den dynamik mellem sangtekster og virkelige konflikter har skabt drabelige voldsspiraler andre steder i verden.
Især i Chicago og London er der opstået en kultur, hvor hiphop bruges som instrument i bandekonflikter. Det er ikke unormalt at disse et dødt medlem af en anden bande. Hvilket så presser den døde persons allierede til at svare igen med vold. Sådan startes der en ond cirkel.
Bandernes PR-krig
Sociale medier og hiphopsange er altså blevet en form for parallel arena, hvor gadens konflikter kan finde sted under et stort digitalt publikums øjne. Det har ført til en »pr-krig« mellem banderne, som Diamant Salihu siger.
De kriminelle grupper har opdaget, at de kan markere sig igennem den her digitale arena. Og her er rappere vigtige brikker, forklarer den svenske journalist og forfatter.
»Jeg har hørt fra mine kilder, at der er folk i banderne, der siger: Vi leder efter en egen rapper. De vil have en rapper tilknyttet, fordi de er vigtige for deres brand. Det er sådan, man bliver set på sociale medier. Man får flere likes, og man kan rekruttere nye medlemmer. Rapperne kan blive deres talerør – deres ambassadører, eller hvad man skal kalde det«.
Det lyder jo mærkeligt for enhver, der står uden for den her verden. Man skulle jo tro, at banderne ville operere i det skjulte i stedet for at vise sig frem. Hvorfor vil de gerne udbasunere deres status ved at have en kendt rapper tilknyttet?
»Jeg tror, det afspejler tiden, vi lever i. Det afspejler influencer-generationen. Mange bandemedlemmer er aktive og tilgængelige på sociale medier. Især på Instagram. De bliver kendte inden for den her boble«, forklarer Diamant Salihu.
Ikke kun en budbringer
De to tendenser, Diamant Salihu beskriver – musikken og de sociale mediers medvirken til voldsspiralen og bandernes instrumentalisering af rapperne – er fænomener, der måske gør det nødvendigt at reevaluere vores syn på hiphoppens rolle.
I mange år har genrens forsvar altid været, at musikken er et produkt af sine omgivelser. At rapperne er gadens budbringere. Chuck D kaldte genren for »the hood CNN«; N.W.A insisterede på, at de lavede dokumentaristisk ’reality rap’, ikke voldsglorificerende gangstarap.
Yasin har selv forklaret sin musik i de baner i et interview hos svenske SVT, og den forklaring er jo heller ikke forkert. Rappere beskriver deres virkelighed. Det er en vigtig opgave.
Men i visse tilfælde er de bare heller ikke kun passive observatører, der neutralt skildrer verden. Når sangene begynder at gribe ind i virkeligheden ved at opildne til konflikter, går artister fra at være neutrale budbringere til at blive deltagende aktører.
I visse tilfælde rapporterer rappere ikke længere bare fra bandekrigen; de er med til at forme den.
Diamant Salihu opsummerer de svenske kunstneres dobbeltposition: »De har flere roller. De beskriver deres virkelighed, samtidig er visse af dem aktive kriminelle. Derudover forstærker deres musik også de eksisterende konflikter mellem rivaliserende grupper«.
Den her nye dynamik mellem sangene og virkeligheden er vigtig at forstå, hvis man skal dække hiphoppens rolle i dag, mener Diamant Salihu.
»Der har været en mærkelig debat i Sverige. De kulturjournalister, der diskuterede kunstformen, forstod ikke den kriminalitet, der var en del af den. Men os, der har et indblik i kriminaliteten og bandemiljøet, kan bidrage til en mere fornuftig debat, hvor man forstår sammenhængen mellem tingene mere end før«.