ANBEFALING. Hallucinerende synthlinjer, der emmer af det ydre rum. Et psykedelisk groove, der baner vejen for en ‘Dark Side of the Moon’-agtig guitarsolo.
Er det den seneste single fra de evigt omskiftelige, evigt gakkede gutter i King Gizzard & The Lizard Wizard? Måske en gammel The Jimmy Hendrix Experience-demo fra ‘Electric Ladyland’-sessionerne, der først nu ser dagens lys?
Nej, det er såmænd ‘The Black Seminole’ – åbningsnummeret på det seneste album fra Atlanta-rapperen Lil Yachty, der sidste år hittede stort med den virale TikTok-sensation ‘Poland’.
Dét nummer gjorde sig især bemærket med sin ultrakorte længde på ikke engang halvandet minut. Til sammenligning er ‘The Black Seminole’ næsten syv minutter lang, og det skyldes ikke mindst sangens himmelstræbende klimaks, hvor Yachtys forvrængede falset-croon viger pladsen til fordel for en glitterrock-skrigende Diana Gordon.
Vi er altså på alle tænkelige måder galakser fra Yachtys vante bubblegum-trap, som har været hans uomtvistelige varemærke siden mixtape-debuten ‘Lil Boat’ fra 2016 (og som han sidenhen har videreført med svingende held).
Yachtys seneste album bærer titlen ‘Let’s Start Here’, og det er et eller andet sted meget passende, for det føles faktisk som en ny begyndelse.
Et overflødighedshorn af psykedeliske rock-troper og sci-fi-æstetik, hvorpå Yachty pludselig har langt mere til fælles med alskens syrerockede 70’er-koryfæer end med vante samarbejdspartnere som Playboi Carti og Lil Baby.
De overraskende inspirationskilder fortsætter på albummets næste nummer, ‘The Ride’, hvis glitrende synthesizere og dundrende baslinjer kunne være løftet direkte fra Tame Impala-hovedværket ‘Currents’.
Senere på albummet – på sangen ‘Failure’ – filosoferer Yachty over rigdom og lykke i bedste spoken word-stil akkompagneret af et desorienterende instrumentalstykke skrevet af Mac DeMarco og Alex G.
De to er i øvrigt meget sigende for den brede vifte af musikere, som Yachty her har allieret sig med. ‘Let’s Start Here’ tæller også produktioner fra Jacob Portrait fra Unknown Mortal Orchestra, det tidligere Charlift-medlem Patrick Wimberly og Sky Ferreira-samarbejdspartneren Justin Raisen.
Nå ja, og så kigger MGMT-medlemmet Ben Goldwasser også lige forbi for at spille keyboard. Yachty gør så sandelig ikke noget halvt.
Det er i sig selv fascinerende, at Yachty på den måde kaster sin uforbeholdne kærlighed over psykedelisk rock. Yachty har altid været grænsesøgende, men her tager han virkelig excentriciteten til ekstremerne.
Men det er kun endnu mere interessant, hvor meget han rent faktisk mener det. Man mærker tydeligt, at det her ikke bare er en fiks idé, men et passionsprojekt. Han har lavet sin research, og han holder sig ikke tilbage.
Med skrækeksempler som Lil Waynes ‘Rebirth’ og Kid Cudis ‘Speedin’ Bullet 2 Heaven’ er det sjældent et kønt syn, når rappere går rock. Men Yachty formår at bryde forbandelsen, fordi han går så meget til grænsen, som han gør her. ‘I’ve Officially Lost Vision’ handler ikke bare om et syretrip, det lyder som et syretrip.
Desuden lykkes Yachty med at forene den hypervibrerende, autotunede sangstil fra ‘Poland’ med de mere rockede elementer. På især ‘Say Something’ og den længselsfulde ‘Pretty’ sitrer og dirrer Yachtys vokal akkurat lige så meget som på sidste års kæmpehit, og resultatet føles på én gang friskt og nostalgisk.
Nogle album er en anbefaling værd, fordi de er fantastiske. Andre er en anbefaling værd, fordi de fucker så meget med dine forventninger om en artist, at du må tjekke en ekstra en gang, om du rent faktisk har sat det rigtige album på.
Yachtys rum-odysse falder langt hen ad vejen i den sidste kategori. Men med ‘Let’s Start Here’ har Yachty ikke desto mindre lige cementeret sig selv som en af tidens mest uforudsigelige rappere – og som en overraskende lovende psych-rockstjerne.